Niels Chr. Sauer
Blog
Socialdemokraternes krig mod lærerne
Med sin lodrette afvisning af at diskutere afskaffelsen af de absurd lange skoledage pådrager Pernille sig det reelle ansvar for en evt. konflikt i 2021. Hun og hendes parti fører fortsat krig mod lærerne; ikke åbenlyst som Corydon, men med KL som stedfortræder.
Forhandlingerne om en ny arbejdstidsaftale trækker ud. Vi kan stadig blive positivt overraskede, men efter et årelangt tilløb, hvor parterne fra start har været enige om, at nu må den mangeårige undtagelsestilstand i folkeskolen simpelthen have en ende, må man efterhånden belave sig på, at parterne måske ikke når frem til noget afsæt. I så fald er der for alvor lagt i kakkelovnen til overenskomstforhandlingerne i 2021.
Ikke fordi det skorter på vilje til fred. Ingen af parterne har den ringeste lyst til et altødelæggende opgør i 2021. KL har hårdt brug for at få bragt den fagpolitisk set illegitime undtagelsestilstand, som har tynget folkeskolen siden august 2014, til ophør og få stoppet reformens spektakulære deroute, og for DLF er det noget nær et spørgsmål om eksistensberettigelse at få hevet en aftale hjem, som kan genskabe ’rimelige’ arbejdsvilkår for medlemmerne. Hvorfor skal det så være så svært?
Det skal det, fordi ingen af parterne sidder inde med nøglen til løsningen. Den ligger hos de politikerne, der lavede skolereformen i 2013, og selv om mange af dem efterhånden er parat til at tage nøglen op, sidder der en kerne af hardcore reformpolitikere tilbage i Socialdemokratiet og vogter over, at den bliver i lommen.
Det er vel efterhånden tydeligt for enhver, at det egentlige problem er de lange skoledage. Da folketingspolitikerne i 2013 med lov i hånd i et hug øgede det antal undervisningstimer, en dansk skoleelev modtager i hele sit skoleliv, fra ca. 8.000 til ca. 12.000 timer, kostede det ikke skatteyderne en krone. Ikke en eneste lærerstilling blev oprettet i den anledning. Denne enorme produktivitetsforsøgelse blev i alt væsentligt finansieret ved den lov om afskaffelse af lærernes tjenestetidsaftale, lærerne fik påtvunget som planmæssig afslutning på lærerlockouten i 2013. Lærerne blev dermed pålagt et årligt merarbejde til en værdi af mindst tre mia. kr. uden beregning. Dertil kom overflytningen af et stort antal pædagoger fra SFO til undervisningsregi.
Resultatet var en massakre på lærernes arbejdvilkår, først og fremmest udtrykt gennem så massiv nedskæring på lærernes tid til forberedelse, at undervisningens kvalitet raslede ned til et niveau, der må betegnes som sundhedsfarligt for dens udøvere. 84 pct. af lærerne rapportede til lærerkommissionen, at de har ’for lidt’ eller ’alt for lidt tid’ til forberedelse. Som følge heraf er folkeskolen gået ind i en forråelsesproces, der fx kommer til udtryk i voldsomt øget forekomst af vold mod lærere og fejlslagen inklusion. Lad mig nævne den detalje, at antallet af lærere, der modtager lægepåbud om ikke at returnere til arbejdet efter en langtidssygemelding, er ottedoblet siden 2013. Det er denne uhyrlige situation, en ny aftale om arbejdstiden skal rette op på; men de politikere, der har skabt den, vil ikke forholde sig til den.
Hvor gerne KL end var fri, er de som skoleejere underlagt folkeskoleloven, og den pålægger dem at levere verdens næsthøjste timetal (minimum 11.160 pr. elev i hele skoleforløbet efter den sidste justering. Kun Australien ligger højere med 12.000, men de er fordelt på 11 obligatoriske skoleår. OECD-gennemsnittet ligger omkring 7.500). Det ubegribelige er ikke blot, at dokumentationen for, at der ikke kommer noget som helst godt ud af de lange skoledage, er så overvældende. Finnerne har et af verdens korteste skoleforløb på 6.700 timer, men de har altid været blandt PISA-topscorerne. 8 ud af 10 elever har meddelt følgeforskningen omkring reformen, at de lange skoledage hænger dem ud ad halsen. 87 pct. af forældre til elever, der har fået skoledagene afkortet via kattelemmen i folkeskolelovens § 16b, har svaret undervisningsministeriets undersøgere, at de er glade for dette tiltag. Kun 2 pct. af forældrene er uenige heri. Samtlige undersøgelser blandt lærere og Men hvad der gør det endnu mere ubegribeligt, er, at det ikke behøver koste mere end en klatskilling at løse problemet.
Men det preller fuldstændigt af på den hårde kerne af reformpolitikere med Pernille Rosenkrantz-Theil i spidsen. Uden i øvrigt at levere skyggen af skolefaglig argumentation, erklærer hun sig på vegne af sit parti uenig med alle, der ikke kan se meningen med denne fortsatte skamridning af lærerstanden. I en bisætning, så at sige, for det er ikke noget, den efter eget udsagn meget dialogorienterede minister ønsker at diskutere. Så lodret er socialdemokraternes afvisning, at lærerkommissionen i sin rapport ikke har fundet det umagen værd at nævne problemet med et ord. KL er dermed grundlæggenade og effektivt afskåret fra at komme lærerne i møde i forhandlingerne om arbejdstid.
’Fredsmægleren’ kalder lærernes eget fagblad Pernille Rosenkrantz-Theil i anledning af hendes første år som minister og demonstrerer dermed ufrivilligt, hvor dygtig hun har været til at spinne sig selv i den rolle. Men det er bare slesk tale og billig portvin. Med sin lodrette afvisning af at diskutere afskaffelsen af de absurd lange skoledage pådrager Pernille sig det reelle ansvar for en evt. konflikt i 2021. Hun og hendes parti fører fortsat krig mod lærerne; ikke åbenlyst som Corydon, men med KL som stedfortræder.
