Niels Chr. Sauer
Blog
Fuld gas fremad
"Vi skal give den fuld gas fremad på de ting, hvor vi mener, at skolen trækker i den rigtige retning", siger undervisningsministeren. Hvad taler hun om? Hvilke ting?
Lige efter vedtagelsen af skolereformen i 2013 sagde daværende undervisningsminister Christine Antorini, at hvis der var noget i reformen, der ikke virkede efter to år, måtte man justere på den. Da de to år var gået, og intet virkede, begyndte skolelederformand Claus Hjortdal at tale om, at der skulle gå mindst fem år, og kort efter fastslog en af de trofaste reformfortalere, professor Jens Rasmussen, at der skulle gå ti år, før man kunne vide noget. I forbindelse med offentliggørelsen af den allersidste rapport fra følgeforskningen, der netop er offentliggjort, taler de velvillige VIVE-forskere nu om, at der skal gå 15 år.
For der er stadigvæk ingenting, der virker, som det skal. I fem år har folkeskolens børn og voksne nu puklet, så mange af dem helt har tabt pusten, og hvad er der kommet ud af det? Frustration, mistrivsel og konflikt. Stilstand eller tilbagegang på samtlige målepunkter, sat op af reformpolitikerne selv.
Alligevel lykkes det undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theill at hive sig selv op ved nakkehårene en udtalelse til Jyllandsposten, hvor hun siger: "Vi skal give den fuld gas fremad på de ting, hvor vi mener, at skolen trækker i den rigtige retning". Men hvad taler hun om? Hvilke ting?
Nå jo, der er én ting, som i henhold til følgeforskerne har vist sig at have en indiskutabel, signifikant, positiv effekt: Anvendelsen af den nødparagraf, der gør det muligt at konvertere de lange skoledage til tolærerordninger, hvis det skønnes, at de resulterer i mistrivsel. En mulighed, som 64% af skolerne i varierende omfang har benyttet sig af til forældres og elevers udelte glæde. Det ved vi, fordi undervisningsministeriet har spurgt forældre til børn, der på den konto har fået forkortet deres skoletid; 87% af forældrene svarede, at de var glade for ændringen. Kun 2 – to – procent svarede det modsatte. Og følgeforskningen bekræfter, at det har løftet undervisningen. Så nu skal denne udvikling have fuld gas fremad, ikke?
Næ, det skal den minsandten ikke. Af komplet uransagelige grunde besluttede reformpolitikerne i 2019 en voldsom indskrænkning af netop denne paragraf 16 b, så den fremover højst tillader en reduktion af det samlede skoleforløb fra 12.000 timer til 11.200. Verdens næstlængste undervisningstid, 4.900 mere end det topscorende finske skolesystem, i øvrigt til nogenlunde samme pris.
Over en halv million børn og voksne lever og arbejder hver dag i folkeskolen, og en million forældre er i tæt berøring med den. Hele nationens fremtid beror på dens evne til at udruste den opvoksende generation til at takle voksenlivet i alle dets aspekter. Med hvilken moralsk ret insisterer reformpolitikerne på at køre denne katastrofale fiasko igennem til den bitre ende?