Niels Chr. Sauer
Blog
Historiens dom bliver nådesløs
De svenske skolepolitikere havde dog den undskyldning, at de ikke vidste, hvad de gjorde. Ingen havde advaret dem. De danske skolepolitikere anno 2015 er ikke blot blevet advaret. De mener slet og ret, de ved bedst.
Den, der betaler, bestemmer musikken. Så da ’Moderniseringsstyrelsen’ sidste år bad det internationale analysefirma McKinsey om hjælp til udformningen af en ledelsesmodel for det offentlige, vidste alle, hvad der var i vente: Mere new public management. Mere mistillid, mere kontrol, mere resultatløn. Som en mand med en hammer, der tror, at alt, der rager op, er søm, der skal slås i, er dette komplet djøfiserede organ under finansministeriet godt i gang med at reducere al ledelse i det offentlige til simple tælle-måle-veje-funktioner. Men det er som bekendt ikke alt, der kan tælles, som tæller, og det er ikke alt, der tæller, som kan tælles.
Det pudsige ved historien er, at netop dette var et centralt budskab, da selvsamme McKinsey fremlagde en særdeles interessant rapport i Eigtveds Pakhus d. 4. maj 2011. Her aflagde det nu hedengangne Skoleråd sin årsrapport, og som dagens sidste programpunkt fik McKinseyfolkene ordet. Det drejede sig om fremlæggelse af en omfangsrig forskningsrapport, udført på opdrag fra OECD, betitlet: ’How the world’s most improved school systems keep getting better’. Rapporten havde været fire års undervejs, og den stod på skuldrene af en tilsvarende rapport fra 2007 (”How the world’s best-performing school systems come out on top”). Den byggede på grundige undersøgelser i 20 lande fra alle ender af verdenen med vidt forskellige skolesystemer.
En af rapportens mest entydige konklusioner var, at højt udviklede skolesystemer forbedres gennem satsning på lærernes professionalisme. Bærende elementer i så henseende var en meget høj grad af tillid til lærerne. Men hvor brugen af resultatløn havde vist sig at være en effektiv booster i udviklingslandenes lavt udviklede skolesystemer, var den ifølge McKinsey i bedste fald ligegyldig i de højt udviklede systemer. Lærerne i disse skolesystemer var først og fremmest drevet af deres egen faglige stolthed, udfoldet indenfor rammerne af en høj grad af professionel, relativ autonomi. En anden utvetydig konklusion var, at de højt udviklede systemer profiterede stærkt af nært samarbejde mellem politikerne og lærernes fagforeninger.
Talrige andre undersøgelser bekræfter disse centrale konklusioner. Vil man have håndfaste beviser på, hvad der sker, hvis man sidder dem overhørig, kan man kaste et blik over Øresund. Der havde man indtil for 25 år siden et af verdens absolut bedst fungerende skolesystemer. Lige siden svenskerne i halvfemserne slog ind på den vej, der (i forlængelse af skolereformen) anbefales af Moderniseringsstyrelsen, er det kun gået en vej: nedad. Og det i den grad, at svenskerne i dag har den officielle OECD-rekord i forringelse af skolesystemer.
De svenske skolepolitikere havde dog den undskyldning, at de ikke vidste, hvad de gjorde. Ingen havde advaret dem. De danske skolepolitikere anno 2015 er ikke blot blevet advaret. De mener slet og ret, de ved bedst. Historiens dom over dem vil blive nådesløs.
