Niels Chr. Sauer
Blog
Pernille Rosenkrantz-Theil er Mette Frederiksens holdkæftbolsje til lærerne
Pernille Rosenkrantz-Theil har i dag regeringsrekorden i at sparke presserende problemer til hjørne, og her mere end halvandet år efter den åh-så handlekraftige Pernilles indtog på Frederiksholms Kanal har hun endnu ikke præsteret en eneste scoring af større betydning.
Da PRT blev minister, lød der et dæmpet, men hørbart lettelsens suk fra lærerne og DLF. Lærerne kunne have risikeret af få en ren Antoriniklon eller den mangeårige, papegøjesnakkende skoleordfører Annette Lind som folkeskolens øverste boss. Men Socialdemokraterne er drevne folk med omfattende erfaringer udi det politiske spil, og Mette Frederiksen er en klog kvinde. Hun forstod udmærket, at partiet havde et farligt hængeparti med lærerne, som hun blev nødt til at gøre noget særligt for, hvis partiets politiske flagskib fra 2013, skolereformen, ikke skulle styre ud i et spektakulært forlis for øjnene af hele nationen.
Så den ambitiøse, slagfærdige og markante eks-VS'er med rod i et lærerhjem, hjertet på rette sted, kendt på partiets indre linjer for at være kritisk overfor lærernes bøddel, Bjarne Corydon, var et oplagt valg til posten som undervisningsminister. Hvis nogen skulle kunne holde de vrede lærere i ro, måtte det være hende.
Og minsandten om ikke det virkede! Hun lagde straks DLF-kongressen for sine fødder, og hver gang man rejste kritik af regeringens nølende omgang med reformens notoriske fejlgreb, forlød det angiveligt 'på vandrørene', at Pernille snart ville gøre noget ved det, bare vent. Nu skal vi være tålmodige med socialdemokraterne og hjælpe dem med at komme ned fra træet uden at tabe for meget ansigt.
Månederne gik, og PRT dyrkede kemien med lærerne alt, hvad hun kunne. Rejste rundt med lærerformanden og lyttede indforstået til folk på gulvet, nedsatte arbejdsgrupper, iværksatte undersøgelser og gik med jævne mellemrum i pressen med opmuntrende budskaber om store forandringer på vej.
Men intet skete. Ting tager tid, mener Pernille, og en skolereform skal have fem - nej ti, eller måske snarere femten år, før man retter nogle af de fejl, der for alle, som har tingene inde på kroppen, har været åbenlyse fra dag 1. For nu må vi jo endelig ikke begå samme fejl igen og forhaste os. Nu skal vi være helt sikre i vores sag og gøre tingene rigtigt fra start: Og inden vi kan gøre det, må vi vente på denne eller hin undersøgelse, rapport eller evaluering, som så desværre er blevet forsinket eller har måttet udsættes - og udsættes igen.
Sideløbende hermed lukkede Pernille diverse potentielt kritiske fora, som hendes forgænger Merete Riisager havde etableret, og hun slog de mest fantastiske knuder på sig selv for at bortforklare de reformkritiske konklusioner fra følgeforskningen, som det ikke var lykkedes hende at undertrykke. Da slutevalueringen på 56 følgeforskningsrapporter blev fremlagt for et års tid siden, hævdede Pernille fx pludselig ud af det blå, at alle reformpolitikerne tilbage i 2013 selvfølgelig havde været på det rene med, at reformen ville medføre en midlertidig nedgang i elevernes målbare resultater; ja, det var faktisk imponerede, måtte man forstå, at nedgangen ikke havde været større. Men enhver, der kan huske ud over egen næsetip, ved, at dette er en løgn, der ville være Donald Trump værdig.
Hvorom alting er: Pernille Rosenkrantz-Theil står i dag med regeringsrekorden i at sparke presserende problemer til hjørne, og her mere end halvandet år efter den åh-så handlekraftige Pernilles indtog på Frederiksholms Kanal har hun endnu ikke præsteret en eneste scoring af større betydning.
Konklusionen er ikke længere til undgå: DLF er blevet taget ved næsen. Pernille Rosenkrantz-Theil var fra første færd Mette Frederiksens holdhæftbolsje til lærerne. Og de sutter stadigvæk løs på det.
