Niels Chr. Sauer
Blog
Hvorfor er lærere altid så enormt besværlige?
Professionsidealet fastholder et værdigrundlag for folkeskolen og lærernes embedsførelse, som får dem til at sætte hælene i overfor tåbelige ledelsesdispostioner.
Hvor ofte har vi ikke hørt lærerne blive beskyldt for at være en flok brokkehoveder? I pressen, på gade og vej og ikke mindst: på de bonede gulve; der, hvor politikere og deres embedsværk, forvaltnings- og organisationsfolk, konsulentkorps og forskere gnubber skuldre med skolens ledere, lyder det igen og igen: Hvad er der dog i vejen med jer lærere? Hvorfor tror I, I er så specielle? Hvorfor skal I altid være så besværlige og ufremkommelige?
Gradvist er det gået op for mig, at anklagerne ikke er grebet ud af luften. Og det er jeg faktisk, når sandheden skal frem, temmelig stolt over. Det er en stor ære at tilhøre en profession, der tager sit arbejde alvorligt.
Lige nu vælter skeletterne ud af skabet i SKAT. Nu viser det sig, at den øverste politiske ledelse gennem en lang årrække (begyndte det i virkeligheden ikke med Fogh som skatteminister?) har svigtet deres mandat og ført offentligheden bag lyset i en grad, man ikke troede mulig. Tusindvis af underordnede er blevet truet til tavshed – og har bøjet nakken. Sådan er det desværre nærmest hele vejen rundt: Sundhed, militær, landbrug og miljø, ældreomsorg, udlændingestyrelse, politi, arbejdsformidling, it, transport, post osv, you name it. De spektakulært tåbelige dispositioner, gennemtrumfet af elendige ledelser, står i kø. Og de har ikke mødt tilstrækkelig modstand på de indre linjer, men har fået lov til at gå planken ud med enorme tab for samfundet til følge.
Jovist har der været enkelte modige læger, politifolk, socialarbejdere mv., som har vovet at sige fra, men de har stået meget alene. Deres organisationer har ikke bakket dem op, så det kunne høres.
Men den går altså bare ikke med lærerne!
Lærernes organisation har nemlig et professionsideal, der forpligter dem moralsk til at fastholde et sæt af grundlæggende, etiske værdier omkring skolen og deres embedsførelse. Lærerne vil ikke finde sig i at blive behandlet som en flok hovbønder af en arbejdsgiver, der ter sig som en herremand i færd med at lægge jorden øde, heller ikke selv om det formelt er hans ejendom.
Det er derfor vi har fx en Erik Schmidt-sag. Det var derfor, DLF i 2013 blev udset som prügelknabe for hele fagbevægelsen, og det er derfor den krig mod lærerne, der begyndte med lockouten, reelt buldrer videre hver eneste dag og vil fortsætte med at gøre det, lige indtil Danmarkshistoriens tåbeligste skolereform er rullet tilbage.
Om lærerne skal man ikke kunne sige, som man siger i disse tider om medarbejderne i alle de andre, mere eller mindre kuldsejlede dele af den offentlige sektor, hver gang en ny kæmpeskandale rammer overskrifterne: Jamen hvorfor var der ikke nogen, der sagde fra, så det kunne høres?
Det bliver lærerne næppe mere populære af. Men for os er det en æressag.
