Niels Chr. Sauer
Blog
Håb det bedste, frygt det værste, og tag det som det kommer
Selvopholdelsesdriften vil tage over og lærerne vil kæmpe med næb og klør for at redde stumperne. Lærerne har før vist, at selv de utroligste dumheder ikke kan afholde dem fra at holde skole.
Sandhedens time nærmer sig. Om nogle få uger går tæppet op for Antorinis nye folkeskole, og hun har inviteret alle nationens børn og forældre til skolemad på Noma. Hvordan vil de reagere, når de får serveret den udkogte svenske pølseret, der venter dem?
Stort set intet i denne reform er fagligt gennemtænkt, ordentligt finansieret og lagt til rette, så det kan fungere fra den første august. ’Vi asfalterer, mens vi kører’, kvidrer man frejdigt. Tænk hvis man åbnede en ny motorvej under det motto? Nå, nu er jo det bare en god halv million børn, hvis skoleliv man kaster ud i kaos, og børn kan man som bekendt byde alt. De tror bare, at sådan skal det være. Og de ansatte? Jamen de kan da bare pille af, hvis de ikke bryder sig om lugten i bageriet. Hold kæft og ret ind, som en åbenmundet viceborgmester i Halsnæs så rammende udtrykte det. Lærere, der ikke vil tage budskabet til sig, kan som i Odense få en advarsel i første omgang - og dernæst en fyreseddel.
Men hvad med forældrene og offentligheden i øvrigt? Hvordan vil de reagere, når det går op for dem, at vi her står med ’det største svigt i dansk skolehistorie’, citat Asger Baunsbak-Jensen? Imod hvem vil de rette deres forståelige vrede?
Selvfølgelig vil de ansvarlige politikere forsøge at tørre skandalen af på DLF og lærerne, men det er for gennemskueligt. Man kan ikke det ene øjeblik fratage lærerne al medindflydelse og det næste øjeblik give dem hele skylden for alt det, der sker. DLF har fra første færd advaret politikerne imod deres fremfærd, hovedrystende forskere fra nær og fjern har stået i kø udenfor regeringskontorerne, og flere og flere forældre har råbt vagt i gevær i takt med at kendskabet til reformen udbredes. Tillad mig at minde om, at vi allerede er oppe på en privatskoleandel på 20 %, når efterskolerne medregnes.
Der bliver brug for at placere at ansvar, og det bliver ikke nogen vanskelig opgave, al den stund politikerne bag reformen ikke just har holdt sig tilbage, når det gælder om at tage æren for det tigerspring fremad for nationen, de har annonceret.
Som en slags bevis for reformens fortræffelighed påberåber regeringen sig, at den har et massivt folketingsflertal bag sig, og at den er i sin fulde ret til at lave en folkeskolereform. Begge dele er ubestridelige. Spørgsmålet er imidlertid, om det, at man har ret til at gøre noget, altid betyder, at det er klogt at gøre det?
Hvor fristende det end vil være, vil lærerne ikke hovere, når denne reform falder sammen som en kikset soufflé, formentlig allerede i løbet af det kommende efterår. Det har lærerne ikke råd til. Det er deres arbejdsliv, deres ambitioner, deres hverdag, der risikerer at gå i sort. Selvopholdelsesdriften vil tage over og lærerne vil kæmpe med næb og klør for at redde stumperne ud fra devisen: Håb det bedste, frygt det værste, og tag det som det kommer. Lærerne har før vist, at selv de utroligste dumheder ikke kan afholde dem fra at holde skole. Folkeskolen vil få nogle grimme skrammer, men den skal nok komme sig, og om føje år, når historien skal skrives, vil man se tilbage på disse års begivenheder i skoleverdenen med dyb undren.
Hvordan kunne det dog gå til, at et så oplyst folk som det danske tillod sine folkevalgte politikere at køre samfundets bærende kulturinstitution så eftertrykkeligt i grøften?
