Niels Chr. Sauer
Blog
Pernille skyder det hele ned
Hvis lærerne står med et nej d. 1. september om aftenen, kan de takke Pernille Rosenkrantz-Theil.
Mette Frederiksens regering kører med klatten for tiden. Og det i den grad, at de tilsyneladende ikke føler noget nævneværdigt behov for at lytte til andre end sig selv. Således undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.
Med en helt enestående mangel på sans for timing har hun d.d. meldt ud, at hun ikke er til sinds at tage et opgør med de lange skoledage i folkeskolen, hverken nu eller i fremtiden. Meldingen kommer dagen før lærerne skal påbegynde afstemningen om det forslag til arbejdstidsaftale, der er lagt frem efter lange forhandlinger mellem parterne.
Det bærende element i denne aftale er samarbejdet mellem lærerne og skolelederne ude på den enkelte skole, hvilket ikke overraskende får mange lærere til at slå sig i tøjret. Nedtromlingen i 2013 og de utallige tilsidesættelser af den linde strøm af fromme, men uforpligtende hensigtserklæringer fra arbejdsgiversiden om ordentlighed og lydhørhed har sat sig i lærerne som et traume, de ikke sådan lige kan ryste af sig. Det har KL’s folk været meget opmærksomme på i hele forløbet, og de har været fokuserede på at signalere et sindelagsskifte, der kunne overbevise lærerne om, at tiden er inde til at begrave stridsøksen. PRT gik selv forrest med de forjættende, men, kan vi se nu, tomme ord på kongresen i 2019 om nye tider.
Det er derfor uendeligt trist, at PRT således slukker det lys for enden af tunnellen, som der er blevet talt rigtigt meget om på det sidste: At socialdemokraterne som det sidste parti i Folketinget endelig var ved at være modent til at indse, at lovkravet om 11.160 timer til hver elev i hele skoleforløbet (OECD-snit:7.500) har ført til en discountskole, hvor kvantitet står over kvalitet.
Prisen for de absurd mange timer har været den undtagelsestilstand, som skolen har befundet sig i efter reformen, hvor lærernes overenskomstmæssige rettigheder har været sat ud af spil til fordel for lov 409. Afskaffelsen af de lange skoledage er og bliver den eneste realistiske mulighed for at frigøre resurser i et omfang, der muliggør genskabelsen af rimelige arbejdsforhold for lærerne. Den mulighed har PRT nu skudt ned.
Nu må lærerne og skolelederne vænne sig til tanken om, at det råderum, de har til at udfolde det samarbejde, som er fundamentet for A20, vil være det samme som hidtil, dvs. nærmest ikkeeksisterende. Skolelederne vil fortsat skulle presse reformens groteske undervisningsmængde ud af det samme antal lærere, og fjernelsen af et kursus her og en elevplan der vil række som et plaster på et åbent kraniebrud.
Hvis DLF står med et nej d. 1. september om aftenen, kan de takke Pernille Rosenkrantz-Theil.
