Læs mere fra bloggen: Niels Chr. Sauer
Blog
Tid til selvransagelse i hovedstyrelsen
Ønsket om forsoning med arbejdsgiverne må ikke trænge lærernes udtrykte behov i baggrunden
Publiceret
Senest opdateret
I sin afsluttende bemærkning til den netop overståede kongres i DLF sagde formanden, Gordon Ørskov Madsen, nogle kloge ord om at holde sammen på trods af meningsforskelle, om vilje til at lytte til dem, man er uenig med og om at blive klogere. Ikke alt var gået, som han havde håbet, men alle skiltes som venner. Rette ord på rette sted.
Tilbage står, at formandsskabet og hovedstyrelsen mødte massiv modstand i kongressen på flere områder, mest bemærkelsesværdigt på tre punkter: Kongressens mødekadence, inklusion og efteruddannelse
Endnu en gang forsøgte en række kredse – med ledelsens forsigtige opbakning - sig med et forslag om at overgå til en toårig kongresperiode med det argument, at det ville give DLF mere arbejdsro til forfølgelse af foreningens politik. Og endnu en gang blev forslaget nedstemt af kongressen, der så det som et demokratitab. Kongressen ønsker ikke at give afkald på sin mulighed for at sætte sig igennem overfor ledelsen en gang om året.
Endvidere vedtog kongressen en resolution om inklusion, som ledelsen søgte at afværge ud fra en betragtning om, at den var overflødig og desuden for grov i tonen. Kongressen fandt imidlertid inklusionsproblemerne for store til, at den ville lade sig nøje med nogle bemærkninger desangående i en planlagt pressemeddelelse, og den ønskede helt bevidst at meddele sig til arbejdsgiverne i kontante vendinger, som lader sagens alvor skinne tydeligere igennem, end foreningens ledelse fandt passende.
Forinden havde der udspillet sig en længere debat, hvor ledelsen igen igen lagde op til, at kravet om styrkelse af lærernes efteruddannelse skulle skubbes helt op i toppen af foreningens dagsorden. Jeg mindes ikke en kongres i nyere tid, hvor ledelsen ikke har forsøgt at trænge igennem med denne tænkning. Men det ville kongressen endnu en gang ikke være med til, idet den fandt, at lærernes situation i dag tilsiger en langt mere konkret indsats omkring lærernes daglige arbejdsvilkår. I en situation, hvor mange lærere kæmper desperat med manglende tid til forberedelse, manglende loft over undervisningstiden og mangel på resurser til snart sagt alt, er kongressen ikke parat til at bruge tid og kræfter, bl.a. i form af lønkroner, på en massiv satsning på efteruddannelse.
I mine øjne efterlader denne kongres billedet af en foreningsledelse, som er ved at miste følingen med foreningens medlemmer.
Op til valget fremlagde Folkeskolen.dk en undersøgelse af lærernes ti største ønsker til politikerne. Den helt klare topscorer blev 'kortere skoledage' ( https://www.folkeskolen.dk/folkeskolen-nr-17-2022-folketingsvalg-2022/laererpanelets-storste-valgonske-gor-skoledagen-kortere/4680378 ). Forklar mig, hvem der kan: Hvordan DLF kan gennemføre en hel kongres uden på noget tidspunkt at beskæftige sig med skoledagens længde, men bruge flere timer på at diskutere et krav om efteruddannelse?
Det forekommer så meget desto mere forunderligt i lyset af, at de to hovedpunkter på kongressen, inklusion og det gode lærerliv, begge i høj grad og på mange måder må relateres til de akutte problemer med undervisningstidens længde. Hvorfor vil DLF ikke tale om det her?
Det vil DLF ikke, fordi det ødelægger den gode stemning i ’Sammen Om Skolen’. Socialdemokraterne vil ikke kravle ned fra træet, og ingen ønsker, at skolen igen skal blive en kampplads. Men det nytter ikke noget, at fagforeningens primære opgave, armlægningen med arbejdsgiverne, ender som ét stort forsoningsritual, hvor lærernes allermest presserende behov sparkes til hjørne, fordi diskussionen er ubekvem. Ind i mellem opleves det næsten, som om DLF taler direktionens sprog overfor lærerne snarere end lærernes sprog overfor direktionen.
Det er tid til selvransagelse i DLF’s hovedstyrelse.
