Niels Chr. Sauer

Niels Chr. Sauer

Blog

Nødråbet fra børnehaveklasserne

Vores børn må aldrig nogensinde gøres til midler i en større sags tjeneste. Det er en ufattelig ligegladhed, ja nærmest kynisme, der udvises af Voksendanmark, når man bagatelliserer problemerne i dette indskolingsinferno og opfordrer til tålmodighed.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

At nærlæse den undersøgelse af trivslen blandt børn i børnehaveklasserne, som Politiken offentliggjorde d. 20.oktober, er som at kigge ind i et rædselskabinet. Jeg kan ikke gå i detaljer med den her, idet den er klausuleret, indtil Politiken er færdig med den, men bladet har allerede på forsiden berettet om børn, der er dødtrætte og falder i søvn ind over bordet, børn, der uden anledning bryder sammen i gråd og tisser i bukserne, børn, der mister besindelsen og bliver aggressive. Pædagogerne siger, at otte ud af ti børn mistrives som følge af de lange skoledage, og de to sidste har det heller ikke for godt, fremgår det.

Niels Chr. Sauer

"Niels Chr. Sauer har gennem en årrække sat sine fodaftryk i skoledebatten. Med stærkt engagement, praktisk indsigt og en skarp pen har Sauer gang på gang taget luften ud af modeluner, slagsordspædagogik og unødige tiltag, der truer læreren som professionel og skolen som institutionen i midten af samfundet." Stefan Hermann, rektor, professionshøjskolen Metropol Niels Chr. Sauer er skoledebattør og tidligere lærer.

Det er først og fremmest de lange skoledage, der er problemet: 30 timer om ugen, 6 timer om dagen i obligatorisk undervisningsregi med blot én voksen til at styre slagets gang i størstedelen af tiden. Forestil dig en gang, kære læser, at være alene med ansvaret for 25 seksårige 6 timer hver dag, 5 dage om ugen, 40 uger om året! Hvor længe holder man mon til det? Samtidig ser vi, at egentlig dansk- og matematikundervisning, hvor børnene forventes at sidde pænt og stille, figurerer på skemaet hver dag, påtvunget de lærerfagligt mere eller mindre forudsætningsløse pædagoger. Der er i øvrigt ingen som helst grund til at tro, at det bliver bedre i første klasse, hvor de faglige krav spidser yderligere til og læreren står mutters alene i klassen stort set hele tiden.

Alarmklokkerne bimler, når børnene allerede i 6-årsalderen begynder at udvikle symptomer på skoletræthed, men dertil kommer, at langtidsvirkningen kan vise sig katastrofal. Alle ved, at godt begyndt er halvt fuldendt. Hvad er så skidt begyndt? Hvad gør det her mon ved danske skoleelevers evne og lyst til at lære på længere sigt? Hvordan kan nogen tro, at det her kan lægge grunden til ’den dygtigste generation nogensinde’? Hvilke følger får det for inklusionen? Hvordan vil de unge mennesker reagere, når de vokser lærerne over hovedet i udskolingen?

Fortalerne for reformen påberåber sig ustandselig dens smukke hensigter, som ingen i øvrigt er uenig i, og gør gældende, at ting tager tid. Men kan det virkelig retfærdiggøre den fortræd, reformen helt åbenlyst volder nu og her? Navnlig i lyset af den kendsgerning, at et af reformens centrale tre mål netop er større trivsel.

I filosofiens verden har man altid tumlet med skismaet mellem det godgørende og det ikke-skadevoldende (beneficience/nonmaleficience). Hvad er bedst? At gøre godt eller ikke at gøre fortræd? I fx krigskunsten vil målet, det godes sejr, til enhver tid hellige midlet, også selv om det er ensbetydende med lidelse. I almindelig dagligdags politik ofte ligeså med henvisning til almenvellet, dog begrænset af borgerrettighederne. Men i fx lægekunsten - og pædagogikken, vil jeg hævde - vejer pligten til ikke at gøre fortræd tungere end lysten til at gøre godt. Ikke mindst fordi effekten af det gode har det med først - forhåbentlig - at indfinde sig efter nogen tid, hvorimod smerten ved at blive gjort fortræd indfinder sig med usvigelig sikkerhed lige nu og her.

At vende det døve øre til børnehaveklasselærernes nødråb på børnenes vegne er slet og ret uanstændigt. Vores børn må aldrig nogensinde gøres til midler i en større sags tjeneste. Det er en ufattelig ligegladhed, ja nærmest kynisme, der udvises af Voksendanmark, når man (ingen nævnt, ingen glemt) bagatelliserer problemerne i dette indskolingsinferno og opfordrer til tålmodighed. De voksne, der ikke lever tæt på de små børn, har tydeligvis glemt, hvordan det er at være et lille barn: En uge er rigtig lang tid, en måned føles nærmest uendelig, og et år er noget helt uoverskueligt, nærmest som resten af livet, noget som kun voksne kan forstå.

De voksne kan være tålmodige for egen regning; for børn er tålmodighed en by i Rusland. Med hvilken ret forpester vi deres liv på denne måde?

Powered by Labrador CMS