Niels Chr. Sauer

Niels Chr. Sauer

Blog

Jamen så dropper vi teamsamarbejdet

Lærerne skal ikke arbejde mere, men de skal arbejde anderledes, hører vi igen og igen. På den måde skal tiden til mere undervisning hentes ind. Den nøjere prioritering vil arbejdsgiverne ikke forholde sig til, udover nogle halvkvædede viser om, at så må lærerne forberede sig noget mindre og holde op med alle de møder. Men dag-til-dag forberedelse til egen undervisning er det sidste, man får lærerne til at skære ned på. Tilbage bliver kun møderne.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvordan overlever man som folkeskolelærer med 30 ugentlige undervisningstimer? Svaret på dette spørgsmål får mange af DLF’s medlemmer brug for inden længe, hvis KL, regeringen og folketinget får deres vilje – og hvilken magt på denne jord skulle kunne hindre dem i det? Antorinis tal, fremlagt i et skriftligt svar til Enhedslistens skoleordfører Lars Dohn, pålægger lærerne 10 mill. lektioner oveni det, vi har i dag, når aktivitetstimerne medregnes. Fordelt på ca. 55.000 lærere bliver det godt 180 lektioner eller 6 lektioner mere om ugen pr. snude - i gennemsnit! 

Niels Chr. Sauer

"Niels Chr. Sauer har gennem en årrække sat sine fodaftryk i skoledebatten. Med stærkt engagement, praktisk indsigt og en skarp pen har Sauer gang på gang taget luften ud af modeluner, slagsordspædagogik og unødige tiltag, der truer læreren som professionel og skolen som institutionen i midten af samfundet." Stefan Hermann, rektor, professionshøjskolen Metropol Niels Chr. Sauer er skoledebattør og tidligere lærer.

Et er sikkert: Det svar, der lyder fra arbejdsgiverne, herunder skolelederne, er totalt ubrugeligt. Lærerne kan ikke skære ned på forberedelsen af egen undervisning. Ingen lærere forbereder sig mere end nødvendigt, og ingen lærer ville drømme om at møde elendigt forberedt op til sine egne timer. Det kan man måske slippe fra med skindet på næsen en enkelt gang her og der, men som princip er det ren kamikaze for folkeskolelærere. Man overlever ganske enkelt ikke i dette job, hvis man ikke har fuldstændigt styr på, hvad der skal ske fra det sekund, man træder ind i klassen.

Det går heller ikke an at droppe alle de mange mindre, men uomgængeligt nødvendige gøremål i lærerens dagligdag: Aftalerne med kollegerne, de absolut nødvendige udredninger af forløb i klasserne, den livsvigtige elevsamtale, den akut nødvendige kontakt til et hjem, samtalen med skolepsykologen omkring en indstilling til specialundervisning, orienteringsbrevet til hjemmene, indberetningen af elevfravær, oprydningen i klasselokalet etc. Skole-hjemsamarbejdet er i forvejen barberet ned til minimum, lejrskolen er en saga blot, og sommerfesten med klassen og forældrene er guld værd. Den tager i øvrigt kun tre timer, så det batter ikke noget. Efteruddannelse og udviklingsarbejde kan man heller ikke hente tid i, da det for længst er flyttet til en by i Rusland. 

Tilbage er kun én stor blok af opgaver: Det reflekterende og udviklende samarbejde. Ingen vil hævde, at teamsamarbejdet og samarbejdet med pædagogerne ikke er overordentligt nyttigt, men set i forhold til alt det andet ryger det alligevel ned på listen. Man kan faktisk godt køre sin undervisning uden nævneværdigt samarbejde til højre og venstre. Bevares, det bliver derefter, men når nu arbejdsgiverne insisterer på, at vi skal undervise mere og selv hente tiden dertil andre steder, så er vi nødt til at tage den der, hvor det gør mindst ondt.

Det var næppe arbejdsgivernes hensigt med de annoncerede ændringer af lærernes arbejdstidsaftale, og skolelederne vil sikkert gå helt i sort over det. Men hvad skal lærerne ellers stille op? De er i denne situation sig selv nærmest, og alternativet er, at de segner under arbejdsbyrden. En del ledere vil antagelig påtvinge lærerne teammøder, hvad enten lærerne piber eller synger, men ingen ledere vil kunne styre, hvad lærerne bruger møderne til. Man vil ikke kunne hindre lærerne i at få samarbejdet til side i en fart, hvorefter de kan sidde med hver deres stak stile eller fysikopgaver eller anden individuel forberedelse, som ellers ville have lagt beslag på hele aftenen og søndag eftermiddag.

Summa summarum, kære lærere: Vil man piske os ud i 30-lektioners arbejdsuger, så dropper vi alle samarbejdsrelationer, der ikke er strengt nødvendige. Så begynder vi at arbejde som lærere gjorde, dengang de havde tilsvarende store undervisningsforpligtelser for hen ved 50 år siden. Arbejdsgiverne får, hvad de betaler for, og der står ikke idiot på ryggen af folkeskolens lærere.  

Powered by Labrador CMS