Niels Chr. Sauer
Blog
Svinestregen
Når historien skal skrives, vil obstruktionen af forligsmanden og det dermed forbundne hykleri blive beskrevet som den egentlige svinestreg i slagsmålet om lærernes arbejdstidsaftale.
Ingen er længere i tvivl om, at der har været urent trav i forbindelse med hele det forløb, der torsdag d. 25. april endte med den sorteste dag i folkeskolens historie. Men præcis hvor i forløbet var det, arbejdsgiversiden gik over stregen?
Det er ikke i sig selv et brud på spillereglerne, at a-siden drøfter sin kravopstilling med regeringen. Der er heller ikke noget uanstændigt i det forhold, at lønmodtagersiden er økonomisk underlegen, og regeringsindgreb i en fastlåst konflikt er nærmest business as usual. Men når regering, folketing og arbejdsgivere rotter sig sammen og begår decideret matchfixing, så knækker filmen.
Det afgørende brud på spillereglerne fandt sted i forligsinstitutionens lukkede rum uden for offentlighedens søgelys. Beskyttet af referatforbud, kamufleret i en teknisk manøvre, som den almindelige befolkning ikke kan gennemskue og på en måde, som i sagens natur er umulig at dokumentere, uagtet at den er åbenlys for enhver, der gider interessere sig for sagen.
Alle har hørt regeringen påberåbe sig den manglende mæglingsskitse som begrundelse for indgrebets karakter. Regeringen er ’meget ked af, at parterne ikke kunne nå til enighed om noget som helst’, hvilket skabte den ’ærgerlige’ situation, at regeringen var nødt til at skrive indgrebet selv. Ak, havde der dog blot ligget en mæglingsskitse, så kunne regeringen bare have gjort som man plejer og ophøje den til lov. Hykleriet er så tykt, så det kan skæres ud i skiver. Enhver, der har fulgt processen tæt, ved, at arbejdsgiversiden med fuldt overlæg og sikker hånd styrede processen direkte ud i denne ’beklagelige’ situation. Obstruktionen af forligsmanden er den egentlige svinestreg.
Forligsmanden kan kun udarbejde en mæglingsskitse, hvis de to parter hver især signalerer vilje til bidrage med kompromisforslag, som gør det muligt for forligsmanden at beskrive et midterstandpunkt i konflikten, hvor begge parter skal give og tage. Denne vilje har KL på intet tidspunkt haft. De har ikke fremsat så meget som antydningen af et eneste kompromisforslag, som forligsmanden kunne notere sig med henblik på udarbejdelse af en mæglingsskitse. Enhver fremstrakt hånd fra DLF er blevet mødt med korslagte arme og sammenknebne læber af KL’s forhandlere. Selv om forhandlingsløbet strakte sig fra medio december til slutningen af februar, har de to topforhandlere reelt kun siddet overfor hinanden i fire timer. KL har konsekvent nægtet at fremlægge skriftlige tolkningsbidrag til deres ultimative krav, og derfor måtte forligsmanden opgive at skrive en mæglingsskitse.
På denne baggrund har regeringen ment sig frigjort fra den danske models krav, om at et regeringsindgreb skal lægge sig på en midterlinje og derefter begået det planmæssige overgreb mod konfliktens ene part, mens krokodilletårerne over den manglende mæglingsskitse har sejlet ned over skrivebordet. For et syns skyld har man indsat nogle såkaldte ’værnsregler’, der skal gøre det ud for en imødekommelse af lærernes krav, men det rækker som et plaster på et åbent kraniebrud.
Herefter vil intet være som før. Fremover vil lærernes løn- og ansættelsesforhold ikke længere være reguleret ved overenskomst, men ved lov, rullet ud gennmem en magtdemonstration fra regeringens side som i en totalitær stat. Folk, der ikke vil indse, at ’Moderniseringsstyrelsen’ med fuldt overlæg har lagt den danske model i graven på det offentlige område, stikker sig selv blår i øjnene. Vi bevæger os ind i ukendt land, hvor det eneste, der synes sikkert, er, at den civiliserede, danske konsensuskultur på det offentlige arbejdsmarked er en saga blot. Fra nu af bliver slagsmål en del af dagens uorden.
