Niels Chr. Sauer
Blog
Nationale tæsk
De nationale test underminerer folkeskolens arbejde med de svageste elever
Så er det blevet tid til den årlige, rituelle afklapsning af folkeskolens svageste elever, vedtaget af folketinget. I disse uger sendes præcis 35 procent af alle folkeskolens elever mellem anden og ottende klasse hjem med besked om, at de er vejet og fundet for lette. De 25 procent får prædikatet ’under gennemsnit’, mens de 10 procent stemples ‘en del under gennemsnit’, oversat til almindeligt dansk: dummernikker. Sådan, kort og kontant, på skrift lige op i deres åbne ansigt, uden nogen form for smålig skelen til deres personlige situation eller evt. formildende omstændigheder endsige pædagogiske hensyn. Og der skal være gråd og tænders gnidsel i et par hundrede tusinde små hjem, når far skælder ud og mor tuder, men det formastelige, sønderknuste afkom sidder med nedslået blik og bander skolen og al dens væsen langt væk. Så kan de lære det!
Det gør de bare ikke, og det ved vi udmærket. Ja, vi har ligefrem papir på det. Clearinghouse for Uddannelsesforskning fremlagde i 2009 en sammenskrivning af al tilgængelig forskning på området, og deres konklusion blev bøjet i neon: Den sikreste effekt af denne form for centralt udarbejdet testning er, at den nedbryder motivationen og selvværdet hos netop den gruppe af elever, der har allermest brug for at blive bygget op. Så meget for styrkelsen af elevernes lyst til at lære, for inklusionen, den anerkendende pædagogik og den højt besungne 95 procents målsætning. Har vi mon her en del af forklaringen på det overraskende, pludselige og markante dyk i 2011 i afgangskaraktererne for de etniske minoritetselever i København?
Men det gør lærerne til gengæld - lærer det. Ikke sådan forstået, at de får noget at vide om deres elever, de ikke vidste i forvejen, heller ikke sådan, at deres undervisning bliver bedre eller deres elever dygtigere. Lærerne lærer, hvor de håndtag sidder, der måske i første omgang kan styre netop deres klasser fri af kompromitterende, lave scorer, så den enkelte lærer ikke selv havner i den sorte gryde, når resultaterne kommer frem til skolelederens skrivebord.
Lærerne lærer først og fremmest, at de ikke skal spilde tiden på alt det, der ikke testes i. Til gengæld er det en rigtig god ide at bruge en masse kostbar undervisningstid på at træne med de såkaldt ‘frivillige’ test, som ministeriet generøst har stillet til rådighed i den ædle sags tjeneste. Her lærer lærerne, hvor vigtigt det er at opøve den opvoksende generation i at/skille/ordene/ad/med/delestreger, at være fortrolig med uddaterede ord som ’bødker’ og at forstå, hvad det betyder, når etniske danskere bruger mærkelige talemåder som ’at gå over åen efter vand´. Og lærerne lærer at sno sig i selve testafviklingen. De lærer fx, at det betaler sig at være meget grundig med de første opgaver, der sætter niveauet for det efterfølgende ’adaptive’ forløb, at man skal hjælpe sine mest nødstedte elever mest muligt, og at man sagtens kan småsnyde, uden at nogen opdager det. I al diskretion, forstås.
De forsvindende få lærere, der af ren nysgerrighed tager sig tid til at se elevernes testforløb grundigt igennem, lærer, at det stærkt opreklamerede, adaptive princip øjensynligt ikke fungerer efter hensigten. De opdager, at langt fra alle testforløb afdækker elevens faktiske faglige niveau, fordi opgavebanken ikke rummer opgaver nok, specielt i den svære ende, og fordi opgavernes sværhedsgrad ofte ikke differentieres i testforløbet ud fra de regler, som det adaptive princip dikterer. De finder fx elever, der har svaret rigtigt på alle opgaver, men alligevel er blevet hængende i de letteste opgaver, såvel som det modsatte, hvor testforløbet domineres af forkerte svar i lange baner, selv i afslutningen.
De mest ihærdige falder tilfældigt over eksempler på fuldstændigt identiske opgaver, der stik imod al sund fornuft har højere sværhedsgrad i højere end i lavere klasser, og påpeger de det overfor ministeriet, mødes de med rene godda’-mand-økseskaftsvar gående ud på, at der ikke er noget problem. Søger de i decideret forskningsmæssigt øjemed og under påberåbelse af loven om aktindsigt oplysning hos ministeriet om præcise, tekniske detaljer i testsystemet, verfes de af. Næ, det har ministeriet så sandelig ikke indsigt i, det er da vist nok ingen, der ved noget om. Og hvis der var, så ville man for øvrigt næppe oplyse det. Får man som Marina Norling fra Arden nok af hele hurlumhejet og henvender sig formelt til Folketingets Uddannelsesudvalg med brug af konkrete eksempler, indkaldes man prompte på ministeriets foranledning til tjenstlig samtale hos skolelederen. Hermetisk lukkede døre, selvvalgt uvidenhed og ligegladhed samt indskærpelser af gældende bestemmelser om fortrolighed med en straframme på op til to års fængsel, kort sagt: Et kafka-orwell’sk univers, hvor uvidenhed som bekendt er styrke.
Mens elever og lærere således uundgåeligt bliver dygtigere og dygtigere til at tage nationale test, hæves den nationale præstationsprofil målbart indtil den, som det kendes fra andre lande, om et par år stabiliserer sig på et højere gennemsnit, der dog selv sagt stadigvæk vil stemple 35 procent af eleverne som de dårligste. Og politikerne jubler, fordi Danmarks Evalueringsinstituttet kan bevidne at lærerne ’har taget testene til sig’ fordi de ’bruger’ dem. Som om de har noget valg.
Om de nationale test smadrer de svageste elevers selvtillid, afprofessionaliserer lærerstanden eller overhovedet bidrager til at gøre nogen dygtigere til noget som helst andet end lige præcis til at tage nationale test, interesserer til gengæld ikke hverken de ansvarlige politikere eller Evalueringsinstituttet. Deres evalueringer bygger på kommissorier udarbejdet af det politisk udpegede formandskab for Skolerådet. Det sidste, deres opdragsgivere har brug for, er at få afsløret dette monumentale skolepolitiske fejlgreb, der år to efter opstart allerede er godt i gang med at underminere folkeskolens formål i almindelighed, dens særlige nordiske værdier i særdeleshed.
Clearinghouse’s rapport fra foråret 2009 mundede ud i en konstatering af et presserende behov for kritisk forskning, der kan kaste mere lys over effekten af centralt udarbejdede test, navnlig i forhold til de svage elever. Intet er sket i så henseende. I stedet er den hidtil eneste forskningsrapport om de nationale test, udarbejdet i den første fase tilbage i 2007, af uransagelige grunde for nylig blevet fjernet fra undervisningsministeriets hjemmeside.
Her skal ikke forskes, her er ikke brug for evidens, her skal bare køres på. For det her handler om politik, og nationale test er godt. Det er ikke noget, vi ved, det er noget, vi tror. Og der er overhovedet ikke noget at komme efter.
