Niels Chr. Sauer
Blog
Som man råber i skoven
Risikoen for, at den forestående evaluering af de nationale test bliver et skønmaleri, er til stede
Den bebudede evaluering af de nationale test, som undervisningsministeren netop har sendt i udbud, kan vise sig afgørende for folkeskolens videre udvikling. Bekræfter den politikerne i, at nationale test er en fortræffelig ordning, hænger folkeskolen på dem og al deres væsen i al overskuelig fremtid. Afslører den modsat, at de nationale test ikke opfylder de forventninger, der er blevet stillet til dem, kunne det blive begyndelsen på en tilbagerulning af hele det kontrol- og dokumentationsdelirium, der har hærget folkeskolen siden begyndelsen Haarder i 1989 indledte sin ’revolution i folkeskolen’.
Afgørende i denne sammenhæng er selve det evalueringsdesign, der er skitseret i udbudsmaterialet. Og her kan man allerede nu ane konturerne af det glansbillede, som mange interessenter ønsker sig: De ansvarlige politikere, fordi de naturligvis ønsker at blive bekræftet i deres egen fortræffelighed. Hele det ledelseslag, der har herset og regeret for at få de nationale test op at køre. Embedsværket, som har lagt uanede resurser i at få det internationalt opsigtsvækkende, adaptive princip til at fungere. Evalueringsfreaks i alle lejre, der hermed får legitimeret deres levebrød. - Stærke interesser, herunder kommercielle, er involveret.
Ministeren lægger meget vægt på, at evalueringen skal vise, om de nationale tests har hævet det faglige niveau i folkeskolen. Hvordan skal det kunne lade sig gøre, når der ikke er nogen kontrolgruppe? Alle elever uden undtagelse har som bekendt været trukket igennem de nationale test, så alene af den grund er det plat umuligt at sige noget om, hvad betydningen af de nationale test for det faglige niveau egentlig har været. Det er ikke muligt at pege på en gruppe elever, der ikke har passeret de nationale test, og derigennem foranstalte sammenligninger, der kunne oplyse sagen.
Udbudsmaterialet stiller ingen krav til udbyderne om, at de skal komme op med en metode, der er videnskabeligt holdbar. Det politiske krav er, at de skal dokumentere udviklingen som følge af de nationale test, men spørgsmålet er, om de i videnskabelig forstand overhovedet vil kunne påvise, om niveauet er faldet eller hævet. Problemet er, at der på det givne grundlag ikke findes nogen metode til formålet.
Man vil naturligvis kunne påvise, at testresultaterne over den undersøgte periode er blevet bedre. Det siger sig selv, at sådan vil det være, alene af den grund, at elever og lærere har lært at sno sig, så de opnår højere resultater. Heraf kan intet seriøst sluttes vedrørende udviklingen i elevernes faglige niveau, og man kvier sig trods alt ved at tro, at den kommende evaluering vil forfalde til så primitiv manipulation (forsværge det vil jeg ikke). Men hvordan vil man så dokumentere det faglige niveau? Ved hjælp af karakterer ved afgangseksamen? PISA-resultater? Skal man være venlig, kan man sige, at disse og andre opgørelser, set i forhold til hele folkeskolens arbejdsfelt jf. Fælles Mål, i bedste fald kan siges at give os nogle fingerpeg. Men fingerpeg rækker ikke til videnskabelige konklusioner.
Et af hovedformålene med de nationale test er angiveligt, at de skal sætte skolen i stand til at gøre noget særligt for gruppen af svage elever. 95 % målsætningen fylder meget, og vi ved, at folkeskolen har gevaldige problemer med bare få vendt udviklingen, så færre, ikke flere, dropper ud af de videregående uddannelser pga. ringe udbytte af skolegangen. Særligt foruroligende er udviklingen blandt de etniske minoriteter, hvor vi ligefrem kan konstatere en tilbagegang i København på afgangskarakterne fra sidste år.
Set i dette lys er det stærkt påfaldende, at ministeriet ikke i sit udbudsmateriale forpligter evaluator til specifikt at fokusere på betydningen af de nationale test for netop denne gruppe af elever. Så meget desto mere kompromitterende er det, som Clearinghousereviewet af effekten af test fra 2009 udtrykkeligt peger på demotiveringen af denne elevgruppe som et af de klareste resultater af centralt styret testning a la de nationale, obligatoriske test. Det er helt entydigt fastslået, at et sådant test-setup'et skaber større spredning i klasserne. Hvis evalueringen ikke sætter projektørlys på dette felt, risikerer man, at evt. ødelæggende virkninger af testningen for den mest sårbare elevgruppe drukner i gennemsnitsbetragtninger.
En anden påfaldende mangel i udbudsmaterialet ligger i, at den seriøse tvivl, der er blevet rejst omkring selve det adaptive princips bæredygtighed og dermed testningens validitet, forbigås i tavshed. Det gælder i særklasse den mur af hemmelighedskræmmeri – med en straframme på op til to års fængsel – der omgærder ikke blot testresultaterne, men også tekstopgaverne og bevirker, at en professionel samtale om testningen lærerne imellem er komplet udelukket. Her skal åbenbart forsat listes lydløst omkring. Det ellers så højt priste lærersamarbejde har tydeligvis ingen plads i denne sammenhæng. Den fra andre landes testsystemer velkendte demoraliserings- og afprofessionaliseringsmekanisme, der klæber uhjælpeligt til centralt styret testning skal ikke undersøges her.
Risikoen for, at resultatet af denne evaluering bliver et skønmaleri, er således til stede. Når evalueringsdesignet foreligger, må det underkastes en meget grundig analyse inden vi ved, hvad resultaterne er værd. Som man råber i skoven, får man som bekendt svar.
