Blog

Jeg har set lyset

Dette indlæg handler ikke om aftaler vedr. arbejdstid el. lign. men om noget meget mere opmuntrende: Lys.

Offentliggjort Sidst opdateret

På min hjemtur på cykel i det indre København fangede nogle lysglimt min opmærksomhed. Normalt haster jeg af sted med opmærksomheden rettet mod cykelstien, cyklisterne foran og diverse trafiklys. Kort sagt – jeg cykler fra A til B med skyklapper på som så mange andre på vej frem og tilbage. Jeg ser ikke en dyt af alt det, der ellers sker rundt omkring på min vej gennem byen og livet. Alt dette skulle blive vendt helt på hovedet her en tilfældig sen eftermiddag i februar.

Ved Stormbroen tæt ved Ridebanen og Christiansborg i det indre København så jeg nogle lysglimt i luften over kanalen ved Frederiksholms Kanal. Op med hånden for at give tegn til stop, standse og så ellers hen og tjekke fænomenet ud.

Der var tale om en kunstinstallation. Et hav af små runde cirkelformerede spejle hang ud over kanalen, hvor de fangede sollyset og sendte lysglimt rundt i luften og som reflekser i vandet!

Jan Thranes tegneblog

Med afsæt i omtrent en menneskealder som bladtegner og sideløbende underviser på både kunstskoler, seminarier, erhvervsskoler og i folkeskolen, sætter Jan Thrane i denne blog sin skarpe og kærlige pen på folkeskoleområdet. Jan Thrane er uddannet folkeskolelærer med blandt andet matematik som linjefag.

Pludselig var jeg vagt til live – for en sjælden gang skyld HELT nærværende i nuet. Det var alligevel pokkers. Da jeg kom hjem, kunne jeg på nettet se, at der d. 3. – 26. februar pågår lysfestival i København.

Ud på aftenen tog jeg så ud for se nærmere på festivalen og se hvordan ”mine spejle” tog sig ud i aftenbelysningen. Det var jeg ikke ene om, der var mange – både københavnere og turister – ude og få sig en på ”lys-opleveren”.

Har du lavet noget med ”lys” i din undervisning? Om det så er i billedkunst, håndværk & design, naturfag eller fx i digte er underordnet – skriv en kommentar om det gerne med link til billedeksempler.

Link til Lysfestival Copenhagen 2023 – light in the winter darkness