Blog

Velfærdssamfundet – hvordan står det til?

Min oplevelse er, at vi lever i et samfund med et af verdens bedste sundhedsvæsener men hvordan står det til med vores fælles folkeskole?

Offentliggjort

Folkeskolen

Jeg forstår det ikke. Danmark er igen ramt af et dårligt resultat i en international undersøgelse. Man skulle tro, at danske børn læser og skriver med bind for øjnene, når man ser den seneste internationale læseundersøgelse Pirls. Hmmm de skoler – jeg kender til – har udover de ordinære dansktimer i indskolingen hver dag læsebånd i de tidlige undervisningstimer. Måler testen helt hen i vejret og/eller er undervisningen/undervisningsmaterialerne i de daglige dansktimer simpelthen for ringe?

Jeg ved det ikke – hvad tænker du?

Jan Thranes tegneblog

Med afsæt i omtrent en menneskealder som bladtegner og sideløbende underviser på både kunstskoler, seminarier, erhvervsskoler og i folkeskolen, sætter Jan Thrane i denne blog sin skarpe og kærlige pen på folkeskoleområdet. Jan Thrane er uddannet folkeskolelærer med blandt andet matematik som linjefag.

Sygehusvæsenet

I den daglige nyhedsstrøm hører vi ofte om aktuelle problemer på sygehusene. Senest noget med at man i Region Midtjylland har syltet kræftpatienters mulighed for at blive behandlet i udlandet, når behandlingsgarantien i Danmark ikke kan overholdes.

Uanset hvad så kan jeg bidrage med en positiv historie herfra Region Hovedstaden. Den er selvklart subjektiv, og jeg har ingen grund til at tro at den ikke skulle være et godt eksempel på de generelle forhold på de danske sygehuse pt..

Jans aktuelle sygehistorie

Dette er en personlig og autentisk beretning. Jeg er ikke læge og der kan være specifikke elementer, som jeg måske ikke gengiver helt korrekt. De store linjer kan dog tages for gode varer hvor subjektive de end er.

For et stykke tid tiden begyndte jeg at være plaget af sorte ”flydere” i det ene øje og dele af synet var forvrænget – fx så jeg af og til knæk (som ikke var der) på lige linjer. Jeg blev undersøgt på mit lokale hospital og efterfølgende henvist til Glostrup Hospital. I Region Hovedstaden har man koncentreret forskellige specialer på de forskellige hospitaler. Således er Glostrup Hospital en del af Rigshospitalet og her findes landets ypperligste kompetencer indenfor øjensygdomme.

Lang historie kort – jeg blev undersøgt og man ville se tiden an da lidelsen måske kunne hele op af sig selv. Jeg fik tid til en kontrol et par måneder senere – den fik jeg ikke brug for!

St. Bededag (fredag) gik jeg i sort. Det vil sige en mørk skygge havde lagt sig øverst i mit synsfelt. I papirerne fra hospitalet var der angivet et akutnummer. Jeg ringede, og de bad mig om at komme med samme. Mandag blev jeg yderligere undersøgt og som de sagde – vi opererer dig først i morgen når de mest erfarne læger er her, det er en kompliceret operation.

Operationen den efterfølgende dag forløb godt. Egentlig var der tale om to forskellige slags øjenoperationer samtidig og jeg var i fuld narkose i et par timer. Jeg var mødt ind om morgenen fastende og var dødsulten. Efter at havde fået lidt hospitalsmad kunne jeg tage hjem og komme igen til kontrol næste dag.

Men hov! Jeg var stadig groggy, havde en plastikklap og en forbinding for det ene øje og kunne ikke have mine briller på. Hvordan skulle jeg kunne komme fra Glostrup – vestegnen – og ud til Amager Strand, hvor jeg bor? I min omgangskreds har ingen bil – vi går og især cykler i København.

Jeg var pålagt ”roligt regime”, måtte ikke få træk eller færdes i støvede og urene omgivelser. For dem der har været med den kollektive trafik i Københavnsområdet vil vide, at netop støv, uren luft og træk er lige hvad der er rigeligt af når man skal skifte fra S-tog (fra Glostrup) til Metro (til Amager) på Nørreport Station.

Det havde man forståelse på hospitalet og jeg fik besked på at blive og vente – en time senere sad jeg i en sygetransport på vej hjem! Næste morgen blev igen hentet på min bopæl og kørt frem og tilbage til kontrol i Glostrup.

Jeg er nu hjemme i god behold. Fik de formelle ting ordnet undervejs vedr. sygemelding. Jeg har fået klappen af – skal dog have den på om natten for at undgå ubevidst pilleri i og omkring øjet under søvn.

Det opererede øje er som forventet uklart og vil være det et stykke tid indtil den gas og silikoneolie – som er brugt til at støtte de opererede områder i øjet – er væk. Og så er øjet helt rødt – jeg ligner en som har fået en ordentlig én på låget.

I den kommende uge skal jeg igen tjekkes og min sygemelding udløber onsdag.

Konklusion og debat

Min oplevelse er, at vi lever i velfærdsamfund med et af verdens bedste sundhedsvæsener men hvordan står det til med vores fælles folkeskole? Er læreruddannelsen god nok? Er undervisningen optimal? Har specialpædagogikken gode betingelser? Får både de enkelte klasser og de enkelte elever opmærksomhed nok? Er undervisningsmidlerne ajour? Og hvad med arbejdsbetingelserne? For mange lektioner? For lidt tid til forberedelse? Hvordan lykkes DLF med at varetage vores interesser og skabe gode arbejdsforhold?