Jan Thranes tegneblog
Blog
Skolevalg – hvilken skole skal man som forældre vælge?
Tidligere var det ganske enkelt, man valgte den kommuneskole som lå nærmest bopælen – i dag er der flere valg
I denne ekstraordinære hedebølge er vi her i weekenden rykket lidt ind i skyggen med kølig lemonade og fysisk inaktivitet. Derfor kan debatten jo godt være livlig. Således også skoledebatten.
Jeg bor i et kvarter her i det nordøstlige Amager og tæt på stranden. Jeg har i tidligere blogindlæg beskrevet den store opblomstring af privatskoler i området. Alligevel blev jeg overrasket, da jeg forleden læste de kommunale kvalitetsrapporter for folkeskolerne i området.
På Lergravsparkens Skole er det næsten halvdelen af forældrene, der vælger en anden offentlig skole eller en privat grundskole. På Skolen ved Amagerbro er det over halvdelen. Ikke langt derfra ser det dog helt anderledes ud. Her ligger en af Københavns mest populære skoler: Skolen ved Sundet. Hele 89.9 % af grunddistrikts forældrene vælger skolen, 2,9% vælger en anden offentlig skole og 7,2% vælger en fri grundskole.
Kilde: kvalitetsrapporter 2019, Københavns Kommune.
Hvordan ser det ud andre steder i landet – på din/jeres skoler?
Er den tid – hvor man automatisk lod sine børn indskrive i den nærmeste folkeskole – forbi?