Niels Chr. Sauer
Blog
Antorinis overraskende tilståelse
Folkeskolen reduceret til trædesten i en politisk karriere
”Vi har som udgangspunkt prøvet at bruge den bedste tilgængelige viden og relevante erfaringer. Men nogle gange har man ikke den viden, som man godt kunne ønske sig. Hvis det så viser sig, at det ikke går i den retning, som vi ønsker, skal man naturligvis ikke bare lade det køre i ti år”. Tableau! Sådan svarede undervisningsminister Christine Antorini ifølge Politiken d.d., da avisens journalist foreholdt hende, at der ifølge skoleforskerne ikke findes videnskabeligt belæg for de påståede, gavnlige virkninger af den kommende reforms lange skoledage med mere it og understøttende undervisning. Spørgsmålet udsprang af udtalelser fra Jørgen Søndergaard, leder af snart sagt alle råd, udvalg og kommissioner om skoleanliggender i nyere tid, områdechef Katja Munch Thorsen fra Danmarks Evalueringsinstitut og professor Jens Rasmussen.
Dette sker kun en måned efter, at Antorini fra folketingets talerstol helt uden forbehold bedyrede, at de ting, som reformen indeholder, ikke bare er noget, som politikerne tror, der virker. Og hendes tro væbner, uddannelsesordfører Troels Ravn lukkede og slukkede: ”Hvorvidt det forskningsbaserede kan dokumenteres, om det bygger på evidens osv. vil jeg sige, at jeg er helt sikker på, at det gør det. (…) Jeg er helt tryg ved den dokumentation, den forskning, der ligger til grund for vores skolereform”. Hvorefter han antydede, at forskerne er blevet misbrugt imod regeringen.
Vi får her endnu en demonstration af, i hvilken grad professor Peter Allerup havde ret, da han i foråret konstaterede, at Antorini bedrev ’systematisk misinformation' og slet og ret kaldte hende ’fræk’. Alligevel er det på sin vis befriende, at hun for et kort øjeblik slår autopiloten fra og lader munden løbe over med det, hjertet er fuldt af. Hun kunne lige så godt have sagt: Jeg aner virkelig ikke, om det rykker, men regeringen har brug for at vise handlekraft, så nu prøver vi det her. Og hvis det så om føje år viser sig at være spild af børnenes skoleliv, så må den, der sidder med min kasket til den tid, finde på noget andet. Den tid den sorg. Det kaldes politik.
Hvad man derimod igen må undre sig over, er den fatale mangel på rettidig omhu, tusindvis af højt uddannede pædagogiske eksperter og forskere – med få, respektindgydende undtagelser – har udvist i denne sag. Lige siden de første gang for godt et år siden hørte regeringen køre frem med sine reformplaner, har de vidst, at reformen lider af katastrofalt underskud på professionel forankring. Hele vejen hertil har de overladt det til lærernes fagforening at sige det, der skulle siges om denne sag, mens regeringen og KL fik frit løb til uimodsagt at sprede deres systematiske misinformation om det, det skal til for at give danskerne en bedre skole. Man ved jo aldrig, hvad der viser sig af karrieremæssige muligheder, og der er jo ingen grund til at lukke døre for sig selv.
Når nu endelig nogle få – ovenikøbet fra den kreds af forskere, som skiftende regeringer gerne entrerer med – begynder at røre på sig, skal de bestemt ikke have utak. Bedre sent end aldrig.
Hvad Antorinis overraskende tilståelse angår, ville jeg forfærdelig gerne kunne bruge den bibelske vending om, at der er større glæde i himlen over én omvendt synder end over hundrede retfærdige. Men det tør jeg ikke. Jeg er bange for, at ministerens pludselige ærlighed bunder i ligegladhed snarere end i anger. Der synes ikke at være nogen antydning af selvransagelse hos Antorini. Hvad vi ser her, er folkeskolen reduceret til trædesten i en politisk karriere, der har været længe undervejs og næppe stopper lige med det første.
