Niels Chr. Sauer

Niels Chr. Sauer

Blog

Børnene kan de ikke tage fra os

Til syvende og sidste er lærerne de stærkeste. Men først skal de altså helt ned at vende

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Der er ikke tale om begrænsede justeringer, men om en så grundlæggende ændring af elevernes og lærernes vilkår i skolen, at man må sige, at 2013-loven kommer på niveau med både 58-loven, 75-loven og 93-loven«, siger Niels Egelund til Folkeskolen 6.11.

Niels Chr. Sauer

"Niels Chr. Sauer har gennem en årrække sat sine fodaftryk i skoledebatten. Med stærkt engagement, praktisk indsigt og en skarp pen har Sauer gang på gang taget luften ud af modeluner, slagsordspædagogik og unødige tiltag, der truer læreren som professionel og skolen som institutionen i midten af samfundet." Stefan Hermann, rektor, professionshøjskolen Metropol Niels Chr. Sauer er skoledebattør og tidligere lærer.

Javist. Men hvor de foregående, grundlæggende ændringer udsprang af årelange diskussioner blandt fagfolk og omfattende offentlige debatter, er den foreliggende reform hentet ud af den blå luft. Kradset ned på et par måneder i et hermetisk lukket rum på Slotsholmen af en håndfuld anonyme djøffer på finansministeriets opdrag. Gennemsyret af uvidenhed om det, der virker i skolen, og tromlet igennem med svindel og rå magt af det, Politikens kommentarer Sigge Winther kalder ’Centralpartiet’ - de stærke topembedsmænd i centraladministrationen - og deres dikkende lammehaler i regering og folketing. Alle de foregående reformer blev modtaget af en lærerstand, der næsten ikke kunne får armene ned af begejstring. Denne reform bliver mødt af lærerne med dyb bitterhed og hovedrysten. Dens implementering vil efter alt at dømme blive et forhindringsløb fra a til z med kamp fra hus til hus om trivialiteter, der intet har med læring at gøre.

Regeringen påberåber sig reformen som et socialdemokratisk opgør med reformpædagogikken, og som sædvanligt spiser Egelund af hånden hos den. Men det er falsk reklame. Reformen er fuld af vraggods fra reformpædagogikkens værste udskejelser i halvfjerdserne: Nedtoningen af faste strukturer, herunder klassen, til fordel for vekslende holddannelser og ’fleksibilitet’, kilometerlange skoledage med projektflip, der blander fritid og skole, udtværing af lærerrollen til vejleder, omfattende inddragelse af ikke-læreruddannede samt øget vægt på alle mulige former for påtvunget samarbejde med mere eller mindre udenforstående. Oveni dette kommer så en række tiltag, der trækker den stik modsatte vej, for nu at gøre forvirringen komplet: Mere niveaudeling og teststyring samt stærkere topstyring, tvungen tilstedeværelse og lønarbejdergørelse af lærerne. Offentliggørelse af testresultater og resultatløn venter formentlig lige om hjørnet, og så er det fuldbyrdet. Så er der ikke mere, politikerne kan ødelægge.  

Punkt for punkt lægger reformen sig i det spor, der er blevet trukket af den svenske folkeskole den sidste snes år. Følgen hinsidan er en folkeskole i rivende forfald, intet mindre, beskrevet af de svenske skolemyndigheder selv i rapport efter rapport, der imidlertid er blevet mødt med øredøvende tavshed af de svenske skolepolitikere. Også derovre lider politikerne af den fatale vrangforestilling, at de ved bedre end skolens egne.

Værst ser det ud på netop det område, som regeringen har gjort til det helt centrale, opgøret med indflydelsen fra negativ social arv: Dette opgør er ikke blot gået i stå i Sverige. Det er gået baglæns. Så meget, at den svenske skole i denne henseende er raslet ned fra en topplacering i international sammenhæng til en decideret bundplacering på niveau med skolen i USA. Den svenske skoles deroute har ramt alle områder. Dens PISA-placeringer er raslet ned over hele linjen, privatskoleudviklingen er ude af kontrol og afprofessionaliseringen er gået amok. Hvor der i 1980 var 10 ansøgere pr. plads i læreruddannelsen, er der i dag 1,2. Ikke mindre end 37.500 lærere er flygtet fra lærerjobbet over i andre brancher, og de svenske myndigheder regner nu med, at der vil mangle ca. 43.000 lærere i 2020. 

Men der er trøst at hente. Ny forskning bedrevet af bl.a. amerikaneren Larry Cuban (præsenteret af Professor Jens Rasmussen på et møde i København forleden) viser, at politikerne til alle tider  tror, at deres reformer vil forandre skolen grundlæggende for altid; men lærerne er til syvende og sidst de stærkeste og umulige at styre. De bøjer sig for stormen som siv i vinden, men de retter sig altid op, når den før eller siden lægger sig igen. Ikke sådan at forstå, at reformerne går sporløst henover skolen. Men skolen er som en stor organisme. Den fordøjer reformerne, tager næringen til sig langsomt og trinvist og skiller sig af med resten. 

Uanset hvor mange fikse ideer folk udenfor skolen forsøger at presse ned over skolen, er de energier, der er i spil i klasserummet, grundlæggende de samme i dag som for over 2000 år siden, da skolen blev opfundet. I klasserummet er det hverken skolelederne, professorerne eller politikerne, der styrer. Det gør dem, der står der: lærerne. Og børnene kan de ikke tage fra os.   

Men først skal vi altså helt ned og vende. 

Powered by Labrador CMS