Niels Chr. Sauer
Blog
De sagde, de ville gå hele vejen
Og det gør de så. Med høj cigarføring, total foragt for lærerprofessionen og en reform, der kort sagt forener det værste fra reformpædagogikken med det værste fra den gammeldags skole. Hvordan vil lærerne reagere?
Under høringsfasen i forbindelse med folkeskolereformen gjorde Danske Skolepsykologers Forening i udførlige vendinger gældende, at reformens stærke satsning på øget holddannelse vil være ødelæggende for inklusionen af elever med behov øget struktur i dagligdagen. Det drejer sig om netop den gruppe af børn, der står øverst på inklusionsdagsordenen: Diagnosebørnene med adhd, autisme, Asperger og Tourette. De vil ifølge alle eksperter på området få det meget vanskeligt i reformens flimmerskole.
Svaret fra undervisningsministeriet lyder sådan i sin helhed: Undervisningsministeriet bemærker, at det fremgår af aftalen om et fagligt løft af folkeskolen, at der ønskes såvel en lempelse som en stramning af kravene til holddannelse. Holddannelse er en form for undervisningsdifferentiering, der skal være med til at sikre, så undervisningen rummer de rette udfordringer for alle børn.
Goddaw mand, økseskaft! Svaret rummer ikke antydning af stillingtagen til det dybt alvorlige, helt åbenlyse problem, skolepsykologerne rejser. Desuden lyser svaret af mangel på skolefaglig indsigt. Holddannelse er pr. definition elevdifferentiering og står dermed i direkte modsætning til undervisningsdifferentiering. Ministeriet taler ikke blot udenom. Ministeriet ved ikke, hvad der er op og ned. Ministeriet vrøvler.
Og det er ikke en enlig finke, der er røget af panden. Studerer man det fyrre sider lange høringsnotat, som ministeriet har udsendt, indeholdende alle ministeriets replikker til de talrige høringssvar, det har modtaget, kan man konstatere, at det er én lang opvisning i arrogant udenomssnak, tomme ikke-svar, frækt overlagte misforståelser, konstant og demonstrativ brug af det døve øre samt regulær ligegladhed. Her har fagfolk i hundredevis i snesevis af organisationer gjort deres yderste for under tidspres at formulere saglige og velbegrundede kommentarer og indvendinger i forhold til reformen, men ikke et komma rykkes. Regeringen har besluttet, hvordan den kage skal skæres, og hele høringsfasen er intet andet end en opvisning i tidsspilde.
Førstebehandlingen i folketinget fandt sted d. 12. november, og her fortsatte løjerne for fuld udblæsning. Navnlig Mette Riisager fra Liberal Alliance samt Enhedslistens Lars Dohn og Rosa Lund spurgte til reformens forskningsmæssige forankring, og regeringspartiernes ordførere udstillede endnu en gang deres totale mangel på vilje til at forholde sig seriøst til de spørgsmål, der bliver stillet.
Lotte Rod fra de Radikale påberåbte sig de ’rigtigt gode erfaringer med de indskolingsforsøg, vi har lavet, hvor lærere og pædagoger arbejder tæt sammen’. Mig bekendt findes der kun to autoritative rapporter desangående, begge bestilt at undervisningsministeriet. Den ene er fra Rambøll juni 2012 og hedder ’Evaluering af forsøg med skolestart’. I konklusionen hedder det, at undersøgelsen ”… ikke kan dokumentere en forbedring i elevernes faglige niveau”. Endvidere ”… findes der ikke i evalueringen kvantitativ dokumentation for, at elevernes personlige og sociale udvikling styrkes i kraft af forsøg med skolestart”. Endelig fremgår det, ”… at den ændrede skolestartspraksis giver en fleksibel struktur, som det kan være vanskeligt for elever med særlige behov at finde sig tilrette i. Ydermere kan den større variation i undervisningsformer være udfordrende for elever med behov for fastere rammer”. Den anden rapport er fra oktober 2012, ligeledes fra Rambøll, betitlet ’Evaluering af heldagsskoler’. Her stritter resultaterne i alle retninger, og det hedder ganske vist, at ’… evalueringens resultater tegner generelt et positivt billede af betydningen af den ændrede skolestartspraksis på både institutionelt niveau og på elevniveau’. Men går man tættere på, står der, at '... supplerende analyser viser således, at elever på 5 af de 12 heldagsskoler klarer sig signifikant bedre end lignende elever på lignende ikke-heldagsskoler, mens omvendt 5 andre heldagsskoler klarer sig signifikant dårligere end tilsvarende ikke-heldagsskoler. De sidste to heldagsskoler klarer sig på niveau med andre lignende skoler.’ Det skal sammenholdes med, at der her er tale om 12 skoler, der alle selv har ønsket at blive heldagsskoler. Alle ansatte arbejder som udgangspunkt entusiastisk og på væsentligt bedre vilkår, end dem, der fremover bliver lærerne til del. Ja flere af skolerne har ligefrem fået betragtelige ekstra resurser, heriblandt Selsmoseskolen, der har opnået fremragende resultater i Høje Tåstrups hårdt belastede boligområde. Den har imidlertid landets højeste udgifter pr. elev, og her er det vel at mærke lærere, der står for hele den forlængede skoledag. Den kan således ikke tages til indtægt for regeringens reform.
Pernille Vigsø Bagge fra SF troede under førstebehandlingen ligeledes fuldt og fast på reformens velsignelser uden at kunne fremlægge nogen form for dokumentation herfor. Hun afviste direkte, at reformen bliver finansieret af lærerne med henvisning til, at der jo bliver stillet en halv milliard mere til rådighed for folkeskolen om året. Lærernes merarbejde i størrelsesordenen 15 % kan heroverfor omregnes til en værdi af tre milliarder om året. Men det har Pernille måske aldrig hørt om?
Troels Ravn fra Socialdemokraterne udtalte, at han er ’… helt tryg ved den dokumentation, den forskning, der ligger til grund for vores skolereform og de utallige skoleforsøg, som i løbet af de senere år er blevet afviklet i den danske folkeskole’. Han afviste, at forskerne skulle have sagt andet, og mente ligefrem, at ’John Hattie, Timms, Pirls osv. kan tolkes, måske også mistolkes.’ Nå da. Hvordan mistolkes? Da Hattie på et besøg i København i forsommeren blev spurgt direkte om den danske reform, betegnede han den som ’absurd’ og ’spild af penge’, idet han henviste til de højt motiverede finske lærere og de finske elevers korte skoledag. Og de danske forskere bag Timms og Pirls har udtrykkeligt anklaget ministeren for ’misinformation’ om deres forskning og betegnet hende som slet og ret ’fræk’. Det kan ingen vist misforstå. Men der skal åbenbart endnu stærkere lud til Troels Ravns skurvede hoved?
Christine Antorini selv afviste naturligvis alt, stak næsen i sky og hævdede fuldstændigt skamløst, at ’… Vi bruger den bedst tilgængelige viden, der er på området’. Hvad denne viden går ud på, hvem der har fremlagt den, og hvor vi andre kan finde den, forlyder der som sædvanlig intet om fra hende.
Endnu en gang kan det hermed konstateres, at vi står med den mest useriøse skolereform i historien. Den tager kort sagt det værste fra reformpædagogikken og forener det med det værste fra den traditionelle skole. Lange, rodede skoledage med dårligere forberedt undervisning, mere projektflip med et virvar af voksne af forskellig beskaffenhed i et sammensurium af skole og fritid, mere individualisering og deraf følgende ansvar for egen læring samt inklusion af ekstremt opmærksomhedskrævende elever - og samtidig større klasser med flere faglærere, mere gammeldags skolefaglighed med fokus på tvungne lektier, nu under opsyn, mere læsning og matematik, testning med efterfølgende niveaudeling, samt topstyring af skolerne.
De sagde, de ville ’gå hele vejen’, og det gjorde de så. Lærerne skulle ’knuses som Thatcher knuste minearbejderne’, og det fortsætter de nu med efter bedste evne. Det eneste, der mangler, er offentliggørelse af testresultater med efterfølgende skoleranking samt resultatløn til lærerne på basis af testresultater. Lur mig, om ikke denne regering når at komme med offentliggørelsen, mens den stadig har magten; og så er der kun resultatlønnen til overs til en tilbagevendt Løkkeregering, når den så også skal spille lidt med musklerne overfor skolen. Så er det fuldbyrdet. Så er der ganske enkelt ikke mere, der kan ødelægges.
De satser åbenlyst på, at lærerne vil falde til patten og makke ret. Men end ikke det ville være nok til at redde denne dødsejler. En realistisk vurdering må være, at lærerne vil følge ministerens råd og ’fikse det selv’. Masser af dem vil formentlig sive ud af jobbet, lige som i Sverige, hvor lærerne for længst også har fået kniven. 37.000 svenske lærere er flygtet ud af lærerarbejdet over i andre brancher. Resten vil hutle sig igennem, søge at redde sig selv og konsekvent finde de steder, hvor gærdet er lavest; prøve at få det bedste ud af dagligdagen sammen med børnene og de nære kolleger. Og håbe på bedre tider.
