Niels Chr. Sauer
Blog
En skolereform på en rygende ruinhob
Kan det overhovedet lade sig gøre? På en eller anden måde må skolefolket finde et andet sted at mødes. Vi bliver nødt til at begynde helt forfra på lokalt plan, og det sidste vi har brug for, er peptalks fra dem, der har brændt hele hytten af.
Noget tyder på, at Corydon og Antorini er ved at opdage, at sorte skyer trækker sammen i horisonten. De har et alvorligt problem med deres skolereform. De troede, at de sammen med Kommunernes Landsforening kunne tæske lærerne på plads og derefter skride til værket. At målet helliger midlet. At lærerne ville tilgive dem. Men det kommer ikke til at ske.
Deres fælleskronik i Politiken d.26.8. er en nådesløs udstilling af deres selvbedrag. I et forsøg på at tale reformen op af det kviksand, de selv har kørt den ud i, beskriver de her de drømme og idealer, den skal virkeliggøre, men jo mere de siger, desto dybere synker de i. Fedt hjælper det, at de påkalder sig både Borgbjerg og Bomholt og prøver at anbringe reformen '... i naturlig forlængelse af generationers socialdemokratiske uddannelsespolitik’. Ved de overhovedet, hvad de taler om?
Ikke for det: Hvis kronikkens ord stod til troende, ville vi sagtens kunne starte her. Men uoverensstemmelserne mellem det, Corydon og Antorini her skriver, at de vil, og det, de rent faktisk har gjort, er så enorme, at det efterlader indtrykket af to mennesker, der lever i et drømmeunivers.
De præker om en skole, hvor ’... dannelse og uddannelse er vævet sammen’ til fordel for ’... personlig myndighed’ og ’... nyt mod og ny styrke til at handle’, navnlig hos den skolefremmede del af befolkningen – til gavn for beskæftigelsen og konkurrenceevnen, forstås. Men reformen tilstræber en skole, hvor undervisningen tilrettelægges via forenklede fælles mål og dertil hørende national testning, der indplacerer børnene på en skala med de dygtigste i den ene ende og de tungeste i den anden ende. En skoleform, som ud fra alt, hvad vi ved, underminerer selvtilliden hos børn fra ikke-uddannelsesvante hjem og fratager dem lysten til at lære (Se fx review fra Dansk Clearinghouse 2009: ”Pædagogisk brug af test”). En skoleform, der polariserer samfundet, stik imod alt, hvad der ligger i det socialdemokratiske DNA.
De præker om en skole med nærværende ledelse, forenklet administration og opgør med regneark. Men reformen vil gennemtvinge et ledelsessyn, der resulterer i det stik modsatte: Endeløst ævl og kævl omkring administrationen af lærernes arbejdstid, der skal styres ud fra individuelle kriterier i drøftelse mellem ledelsen og hver enkelt lærer. Allerede nu ser vi i gymnasiet, hvor dette ledelsessyn fører skolen hen: Et helt ekstremt skridttælleri, der får 90’erne UFØ-paragrafrytteri til at ligne en søndagsudflugt.
De præker om en skole med ’... stærkere professionelle fællesskaber rettet mod skolens mål i stedet for den enkelte lærers undervisning med tilhørende forberedelse’. Men deres reform vil – i kraft af en forøgelse af undervisningen / arbejdsmængden i størrelsesordenen ti pct. - med usvigelig sikkerhed tvinge den enkelte lærer til i højere grad end i dag at samle sig om at få sin egen undervisning til at hænge sammen. Ingen lærere forbereder sig mere end nødvendigt, og ingen lærere holder til at være dårligt forberedt. Inden lærerne reducerer deres egen forberedelse, vil de reducere arbejdet på alle andre områder, hvor det er muligt, og det vil ingen magt på jorden kunne hindre dem i.
De præker om en skole, hvor alle lærerne er blevet fagligt opgraderet til linjefagsniveau i de fag, de underviser i, gennem ’betydelige midler til efter- og videreuddannelse’. Hvad taler vi om her? De har afsat en milliard over syv år. Disse penge skal fordeles på mere end 100.000 lærere, ledere og pædagoger. Det giver mindre end 10.000 kr. pro persona svarende til under 1500 kr. om året frem til 2020. Det rækker måske til en dags årlig ’efteruddannelse’.
Sidst, men ikke mindst, præker de om en skole, der bygger på tillid mellem skolens parter, de professionelle lærere ikke mindst. Kvalme! I to år har disse to mennesker understøttet og aktivt bidraget til systematisk nedbrydning af befolkningens tillid til lærerne. De har fodret de laveste folkelige instinkter og fordomme, mistænkeliggjort og bagtalt lærernes arbejdsindsats og løjet om indholdet og virkningen af de gældende arbejdstidsaftaler samt DLF’s forhandlingsvilje. De har misbrugt deres magt til at afskære DLF fra adgang til centrale dokumenter, de har systematisk misinformeret befolkningen om forskningens resultater, fremstillet lærerne som forkælede børn med op til fire måneders ferie om året og endelig udsat dem for et historisk overgreb.
Tillid? Glem det, Bjarne og Christine.
Lærerne tabte ikke konflikten. De havde kræfter til at fortsætte den længe endnu, da I valgte at bruge jeres regeringsmagt til at afblæse den. På det tidspunkt havde arbejdsgiverne havde hentet 1.300.000.000 kroner i lærernes lommer. I forærede arbejdsgiverne alt, hvad de ønskede, plus 300 mill oveni. Hvad lærerne ønsker fra jeres side i dag er ikke floromvundne ord om den strålende, tillidsfulde fremtid sammen med jer. Det er en undskyldning.
Tiden vil vise, hvor længe der skal gå inden det for alvor går op for jer, at I ikke kan tæske jer til en bedre skole. I kommer ingen vegne uden lærerne. Det ved jeres kommunale bagland godt. Det lod sig ganske vist banke på plads under konflikten, men nu skal vi videre, so oder so. Ingen skolereform kan bygges på den rygende ruinhob, I og moderniseringsstyrelsen har efterladt.
På en eller anden måde må skolefolket finde et andet sted at mødes. Forvaltninger, kredse og skoleledere bliver nødt til at begynde helt forfra på lokalt plan, og det sidste vi har brug for, er peptalks fra dem, der har brændt hytten af.
