Niels Chr. Sauer
Blog
F*** folkeskolen!
Det er ikke klynk. Det er kvalme. Fristelsen til at vælge den nemme vej ud lokker
Når man som lærer i den danske folkeskole i 10, 20, 30 år har lagt alt, hvad man har i sig, i jobbet og fået fuld valuta retur fra glade børn og taknemmelige forældre, så er det umuligt ikke at blive slået af dyb forundring over det cirkus, der udspiller sig for ens øjne.
Først fratager man lærerne enhver form for medindflydelse på og medansvar for skolens beslutningsprocesser. Dernæst gennemtvinger man en sand kavalkade af tåbelige beslutninger, begyndende med afmonteringen af den nærværende skoleledelse og indførelsen af skridttælleriet i begyndelsen af halvfemserne og kulminerende med den helt ubegribelige fjernelse af koblingen mellem undervisningsmængden og forberedelsestiden ti år senere. Udenforstående gør sig næppe noget begreb om, hvor demoraliserende dette skridt var i kraft af dets totale foragt for de hårdest arbejdende lærere. Oven i dette skal man lægge 46 lovændringer, heraf 32 i VKO-perioden; prisen for det mest spektakulære fejlskud kan vel deles mellem loven om obligatoriske, adaptive nationale test i forhold til en national præstationsprofil og loven om individuelle, skriftlige elevplaner til alle elever, omfattende alle betydende dele af den løbende evaluering og målfastsættelse samt den besluttede opfølgning herpå i alle fag.
I alt en lille snes år spildte folkeskolen på new public management-folkenes surrealistiske forsøg på at presse lærerne ned i den samme skabelon som de ansatte på enhver anden topstyret pølsefabrik. I de år raslede lærerarbejdets prestige bare ned og ned indtil det punkt, hvor læreruddannelsen i dag rangerer blandt landets mindst attraktive uddannelser. (Da jeg blev lærer i 1975, kunne jeg have valgt hvad jeg ville på universitetet, men på seminariet skulle jeg til optagelsessamtale!)
Men i 2008 skete der et lille mirakel. Uvist af hvilken grund holdt skydningen fra KL’s regnedrenge inde, og pludselig lyttede arbejdsgivermodparten til os. Der var enighed om, at vi skulle bruge dygtige, unge lærere, jobbet skulle tales op igen, og engagerede og glade lærere var nøglen til den gode skole. Parterne enedes om en udgiftsneutral arbejdstidsaftale, der gav ansvaret for den samlede undervisningsopgave tilbage til læreren og genetablerede koblingen mellem undervisning og forberedelse. ’Det lyder næsten for godt til at være sandt’ sagde jeg selv i hovedstyrelsen.
Det var det så heller ikke. Regnedrengene er kommet tilbage med 120 i timen, og på få måneder er det tilsyneladende lykkedes dem at ødelægge vitale dele af det positive forhandlingsklima, der blev bygget op i 2008. Til trods for, at lærerne rent faktisk intet havde at skulle have sagt i de mange år, hvor folkeskolens effektivitet blev kørt ned til sokkeholderne med en syndflod af nyttesløse, tidskrævende opgaver, så er det alligevel lærernes skyld alt sammen. Især DLF’s. At DLF siden 2001 har kæmpet med næb og klør for en mere effektiv folkeskole, hvor lærerne kunne koncentrere sig om det, de allerhelst vil, nemlig levere god undervisning, er glemt. DLF er i disse dage udskreget som forstenet og ødelæggende for skolen og samfundet - af ingen anden end forhandlingsmodparten, lærernes arbejdsgiver, der ved dygtigt spin har formået at bilde folk ind, man kan få en bedre skole ved at spare en milliard oveni den, der allerede er sparet, fyre tusind lærere oven i de 4300, der allerede er fyret, og tvinge resten til at løbe hurtigere. Og det vel at mærke på et tidspunkt, hvor lærerne aldrig nogensinde har løbet stærkere og står umiddelbart foran kolossale, nye opgaver, som vil stille hidtil uhørte krav til dem.
Dette er ikke klynk. Det er kvalme. Akut tilmed, i en grad så den lille djævel, der sidder på min højre skulder og hvisker mig ind i øret, ind i mellem er lige ved overdøve englen på min venstre skulder. Den engel, som jeg i mine 35 år som lærer har stolet fuldt og fast på, når den med høj, klar barnerøst forkyndte, at folkeskolen er vores vigtigste samfundsinstitution, værd at kæmpe for uanset hvad, for uden en stor, stærk og velfungerende folkeskole falder dette samfund fra hinanden. Derfor bliver du på pinden og forsvarer folkeskolens ære til det sidste. Naturligvis, hvad ellers.
”Men var det ikke skole, du ville lave?”, lyder det kælent i mit højre øre. ”Hvorfor så blive her og spilde kræfterne på en flok dilettanter, der ikke interesserer sig nok for opgaven til at de gider sætte sig ordentligt ind i stoffet? Hvorfor finder du dig i at blive trukket rundt ved næsen af dem? Come on! Du kan jo ikke forhindre politikerne i at ødelægge folkeskolen alligevel. Find dog sammen med vennerne fra seminariet, start en privatskole og lav den gode skole, som I vil, og som fik jer til at blive lærere. Uanset hvor, børn er børn, en klasse er en klasse, og forældre er forældre. Kunderne vil vælte ind, det ved du." Og så kommer den lille djævels finger lige op for mine øjne: "F*** folkeskolen!”
Jeg har ikke mange år tilbage som lærer, så mig preller det af på. Om det også gør det på de dygtige, engagerede unge, vi pinedød skal have til at vælge lærergerningen, hvis der skal være nogen fremtid for dette lille land, vil tiden vise.
