Niels Chr. Sauer
Blog
I skylder os en undskyldning
Gerne skriftlig, afleveret af Fabrin himself, kravlende på sine grædende knæ, efter at Erik Nielsen er rejst hjem til den tidslomme, han kommer fra, Ziegler er sendt på et DLF-kursus for at lære om den finske model og Corydon har fået vasket den sorte streg af panden, hvis den ellers kan gå af. Men det er nok for meget forlangt.
Det var under en debat på folkemødet på Bornholm, at KL’s pressechef Line Aarsland oplyste, hvad vi i grunden godt vidste, men ikke før havde fået fra hestens egen mund: Allerede to år før KL fremsatte kravet om at afskaffe lærernes arbejdstidsregler, begyndte strategiarbejdet.
I to år arbejdede lærernes arbejdsgivere således målbevidst og systematisk på at nedbryde lærernes agtelse og position i offentligheden.
Man fremstillede lærerne som en forkælet gruppe, som ikke leverede varen, men som lod sig styre af rent egoistiske interesser i forsøget på at bevare, hvad man igen og igen beskrev som en række urimelige privilegier.
Et er, at man manipulerede groft. Med største omhu tegnede man et billede af lærernes arbejde, som i befolkningens øjne fik det til at skrumpe ind til 16 timer om ugen. Det var godt nok ikke præcis det, der blev sagt, men det var det indtryk, man bevidst skabte i en offentlighed, der aldrig hører efter med mere end et halvt øre. Man bedrev, hvad professor Allerup m.fl. betegnede som ’systematisk misinformation’ om den dokumenterede effekt af længere skoledage, man oprettede en propagandahjemmeside, som leverede totalt forvrængede billeder af lærernes arbejdstidsaftale, og man obstruerede forligsmanden.
Noget andet er, at man ikke begrænsede sig til manipulation. Man løj direkte. Det blev eksempelvis igen og igen hævdet, at skolelederne ingen ledelsesret havde. At lærerne havde 37 minus 16, altså 21 timer til forberedelse ugentligt. At lærere i almindelighed havde mere fritid end alle andre, at lærere over 60 år havde 4 måneders ferie, at de 175 timers aldersreduktion betød fire ugers ekstra ferie, at skatteyderne fik regningen for denne ekstravagante ordning, og at DLF havde modsat sig dens genforhandling siden 1922. Lodret løgn alt sammen, slet og ret, men nyttigt i en antilærerkampagne. Løj gjorde man også, da man benægtede at have begået matchfixing ved at kortslutte overenskomstforhandlingerne gennem aftale om lovindgreb. Den rygende pistol ligger hos Corydon, som med umiskendeligt pokerfjæs har indkasseret en syngende lussing fra ombudsmanden for at nægte DLF aktindsigt.
Det stoppede imidlertid ikke ved løgnen. Tilbageholdelsen af en månedsløn i en konflikt på skrømt – al den stund udfaldet var givet – rangerer etisk tæt på regulært tyveri. Og da der skulle kompenseres for fjernelsen af aldersreduktionen, brugte man helt bevidst forkerte tal, hvorved man de facto stjal man et beløb i omegnen af 300 mill. kr. om året fra lærerne. Det fremgår umisforståeligt af den kendsgerning, at gymnasielærerne fik 110 mill til fordeling blandt godt 12.000 medlemmer, mens DLF fik 300 mill. til fordeling blandt godt 60.000 medlemmer. Det var den pris, folkeskolelærerne måtte betale, fordi de ikke ville kysse den støvle, der sparkede dem.
Intet af dette synes at anfægte Line Aarsland og hendes opdragsgivere. Da hele operationen var overstået, lod de champagnepropperne springe. Hurra, det lykkedes! Vi fik dem ned med nakken, lærerne er færdige!
Men som vi har set før: Man kan vinde en krig, men tabe en fred. Hvordan i al verden skal folkeskolen kunne komme videre herfra? KL og regeringen har væltet rundt som elefanter i en glasbutik, og skårene er så mange og så dybe, at de ikke kan klinkes. Der skal fejes ud, og der skal nye varer på hylderne.
Kære venner på den anden side af bordet, rent ud sagt: I skylder os en undskyldning. Gerne skriftlig, afleveret af Fabrin himself, kravlende på sine grædende knæ, efter at Erik Nielsen er rejst hjem til den tidslomme, han kommer fra, Ziegler er sendt på et DLF-kursus for at lære om den finske model og Corydon har fået vasket den sorte streg af panden, hvis den ellers kan gå af. Men det er nok for meget forlangt.
Hvad vi mere realistisk kan håbe på, er, at I nu vil begribe situationens alvor og kaste jer ud i det omfattende reparationsarbejde, alle kan se det desperate behov for. Krigen er ovre, I vandt, om end kun ved hjælp af storebrors kræfter, og nu står vi her, forslåede, bitre og vrede. Det er jer, der har skabt denne situation, og det er nu, I skal gøre alle de dystre profetier om discountskole, inklusionsinferno og nedsmeltning til skamme. Det er nu, I skal udmønte de nye bestemmelser sådan, at folkeskolen virkelig får det løft, I har annonceret. Det er nu, I skal demonstrere jeres vilje til samarbejde med de lærere, I har fået ned med nakken. I ved jo udmærket, at I kommer ingen vegne uden os!
Netop derfor er det dybt bekymrende, at KL og regeringen – nu suppleret af Skolelederforeningen - tilsyneladende slet ikke kan finde vej ud den konfliktmode, der har styret deres ageren i mere end to år. De tromler ufortrødent videre i samme spor med udmeldinger om, at lovens mulighed for indgåelse af lokalaftaler ikke må benyttes. De fastholder, at lærerne skal undervise godt tre lektioner mere om ugen i snit, og de opfordrer direkte skolelederne til at ignorere lovindgrebets bestemmelse om, at skolelederen skal udarbejde en opgaveoversigt for den enkelte lærer. Var det ellers ikke meningen, at nu skulle skolelederne lede og fordele arbejdet? Gu’ skal de da ej, forstår man. Det kan lærerne sgu da selv få lov til at bestemme! Om end på ganske andre betingelser end dem, Anders BC havde i tankerne, da han sagde noget lignende en overstadig fredag aften i København.
Troen på, at man kan tæske sig til en bedre skole, lever åbenbart videre blandt de skolefremmede djøffere i toppen af systemet. Nogen tæt på dem bør trække dem i frakkeskøderne og sætte dem ind i sagens rette sammenhæng, inden de får kørt skolen totalt i sænk. Ellers ender de som lægen, der meddelte, at operationen lykkedes, men patienten døde.
