Niels Chr. Sauer
Blog
If it ain't broken - break it!
KL's og regeringens fremfærd i de sammenkædede såkaldte 'overenskomstforhandlinger' repræsenterer et hidtidigt lavpunkt i nyere tids dansk politik
I skolen skal man gøre det, der virker, hører vi hele tiden. Derfor skal vi alle sammen evaluere og dokumentere morgen, middag og aften, og derfor skal vi alle sammen lytte til forskerne, når de fremlægger ny viden. Alle sammen - undtagen KL og regeringen. De skal hverken evaluere, dokumentere eller lytte. De skal bare tromle frem – er det måske ikke dem, der bestemmer? Det sammenkædede forløb om folkeskolereformen og den såkaldte ’overenskomstforhandling’ er den mest groteske demonstration af politisk magtbrynde i nyere dansk politik.
Det er ikke mere end godt fire år siden, at det efter mange års tilløb lykkedes at få løsnet det hårde greb, som new public managementregimet havde holdt folkeskolen i siden 1993. Stor var glæden i KL’s skolekontor og i DLF. Endelig kunne vi lægge al arbejdstidsævlet bag os og samle os om det, vi holder skole for. Men som det sig hør og bør, aftaltes det, at der skulle finde en række evalueringer sted. I efteråret 2012 var den afsluttende rapport klar. Den dokumenterede, at arbejdstidsaftalen fra 2008 har holdt, hvad den lovede. Der er nærmest skamros til aftalen fra alle sider. Det ødelæggende skridttælleri er virkelig hørt op. Skolelederne beretter om større ledelsesrum og mindre bureaukrati, lærerne om øget arbejdsglæde og kommunerne om mere fleksibilitet, bl. a. i form af mere undervisning leveret af færre lærere. Denne udvikling har tilmed fundet sted i fred og fordragelighed. De konfliktløsningsudvalg, man havde etableret til afklaring af evt. uoverensstemmelser om arbejdstidsspørgsmål, har stort set været arbejdsløse. Med andre ord: Det kan konstateres, at folkeskolen er på rette vej, og potentialet for videre udvikling er langt fra udtømt.
Regeringen og KL har imidlertid andre planer. Det kan være meget godt, at den forkætrede arbejdstidsaftale har gjort skolen til et bedre sted at være for børn, lærere og ledere. Det kan også godt være, at den har gjort skolen mindre bureaukratisk og mere effektiv. Det kan endda også være, at børnene er blevet signifikant dygtigere, sådan som PIRLS og TIMMS sagde. Men tro ikke, at det gør noget som helst indtryk på regeringen og KL. De har en anden dagsorden. Det er dem, der bestemmer, og nu skal lærerne bare have, så hatten passer. Så kan de lære det!
Hvis de forskere, som man i øvrigt ikke forsømmer nogen lejlighed til at påkalde sig, pludselig skulle komme frem til, at det, regeringen og KL har i sinde at gøre med skolen, muligvis er hul i hovedet, så ti dem ihjel. Skulle det mislykkes, så overdøv dem! Tal dem ned under gulvbrædderne, jo hurtigere jo bedre. Skulle forskerne stadigvæk kunne høres, så misinformér, spred forvirring. Gå for himlens skyld ikke i dialog med dem, og svar endelig ikke på det, evt. kritiske journalister spørger om. Tal udenom i stride strømme. Og skulle en enkelt næbbet journalist komme igen, så lav en Rønn-Hornbech: sammenkneben mund, korslagte arme og stift blik.
Dukker der en rapport op, der udtrykkeligt konkluderer noget andet end det, KL og regeringen ønsker, så arkiver den lodret. Hvis en evt. samarbejdspart presser på for at få rapporten offentliggjort i henhold til en aftale, så obstruer. Hold ham hen med snak, find hår i suppen – et enkelt er der vel altid - og hvis det ikke får sagen til at gå væk, så ignorer hans henvendelser om sagen.
Efter tre måneders ventetid mistede DLF tålmodigheden med KL og overlod rapporten om A08 til Politiken, der henvendte sig til KL’s forhandlingsleder Michael Ziegler. Hans udtalelser til avisen er så tåkrummende, at de fortjener ordret gengivelse: ”…Vores fokus er skavankerne, som vi hører massivt om fra kommunerne. Vi synes faktisk ikke, at det er voldsomt interessant med den evaluering lige nu, hvor vi sidder i forhandlinger.”(…) ”Vi har ikke noget problem med, at den kommer ud. Vi synes bare ikke, at det er voldsomt interessant, at den kommer ud lige nu, hvor vi sidder og diskuterer helt nye arbejdstidsregler”.
Så meget for viljen til samarbejde med lærerne. Så meget for folkeskolens evalueringskultur. Så meget for fair play i forhandlingerne.
If it ain't broken - break it!
