Niels Chr. Sauer
Blog
KLædt af
KL's uerklærede krig mod DLF er for meget for besindige kommunalpolitikere og ordentlige forvaltningsfolk, og nu begynder de at sige fra
Gennem et par måneder har et mere og mere vantro DLF været vidner til en vildledning så grov fra KL-toppens side, at man skulle tro, at danskerne ville gennemskue den: Vejen til højere kvalitet i folkeskolen er uløseligt forbundet med, at lærerne er mere sammen med børnene. Navnlig i ugerne omkring ’Kommunaløkonomisk Forum’ i Århus, der for en sikkerheds skyld havde udelukket Anders Bondo fra deltagelse i den store paneldebat om folkeskolen, tæppebombede man offentligheden med denne smarte formulering. Smart fordi den fanger DLF på det forkerte ben, idet den umiddelbart fremstår som en logisk konsekvens af den forskningsmæssigt dokumenterede påstand, ofte fremført af DLF selv, at læreren er den vigtigste faktor mht. skolens kvalitet. Altså er det afgørende at sikre, at lærerne bruger mest muligt af deres arbejdstid sammen med eleverne, hamrer KL fast igen og igen, og alle nikker. Det lyder selvindlysende. Men argumentet er fup.
Naturligvis vil man få højere kvalitet i skolen, hvis eleverne modtager mere undervisning, men vel at mærke kun under den forudsætning, at undervisningens kvalitet er i orden. Én god time er langt bedre end to dårlige. Masser af børn verden over modtager masser af ukvalificeret undervisning i discountskoler med særdeles beskedne resultater, mens andre lande opnår højere resultater med mindre og bedre undervisning. Finske elever undervises fx mindre end gennemsnittet i PISA. Men det store fupnummer består i, at KL’ s angreb på lærernes arbejdstid aldrig har haft til formål at sikre børnene mere undervisning. Næ, det er bare lærerne, der skal levere mere undervisning. De lærerkræfter, der dermed frigøres, kommer ikke børnene til gode. De fyres naturligvis, og det eneste, eleverne får ud af den øvelse, er mere fortravlede lærere - og en skole, der bærer mere præg af mistillid, frustration og nedslidning. Vi nærmer os nu med hastige skridt en nedskæring af folkeskolens samlede lærerkorps på 10 %, hvortil kommer skolenedlæggelser og – sammenlægninger i hundredevis. Hvordan det i vidt omfang er lykkedes KL at sælge denne udvikling som udtryk for en kvalitetsforbedring, er en gåde, og vi må desværre konstatere, at. KL’s finte har været for sofistikeret til, at offentligheden har kunnet gennemskue den.
Men nu kommer hjælpen. Gennem den sidste måneds tid har vi i DLF oplevet flere og flere politikere og forvaltningsfolk, der i lukket selskab giver udtryk for dyb undren over de mange aggressive udfald mod DLF. De synes, de har et godt samarbejde med foreningen, de er stolte af deres egne skolevæsener, og nu begynder de at tage bladet fra munden. Det mest markante udtryk herfor til dato ser vi i Lyngby-Tårbæk, hvor KL’s tilkaldte ’Partnerskab’, der er draget hærgende igennem en række kommuner med deres skridttællinger, konfrontationer og lærerfyringer, forleden blev erklæret uønsket. Viceborgmester, cand. jur. Simon Pihl klædte ved den lejlighed KL’s 'Partnerskab' af til skindet i Folkeskolen.dk, hvorfra jeg citerer: "Det er et klokkeklart signal til KL om, at sådan laver vi ikke skole" (…) "Fra min og socialdemokratiets side er det her en afstandstagen fra den koldkrigsfront, som KL har lavet. Skal vi løfte folkeskolen, så skal vi gøre det i et samarbejde. Man nødt til at stille skarpt på sin egen rolle - nemlig det politiske lederskab af folkeskolen. Det er fuldstændigt vanvittigt at tage et enkelt element - som lærernes undervisningstid - ud. Der er jo ikke nødvendigvis nogen sammenhæng mellem, hvor meget der undervises og hvor mange børn i en kommune, der får en ungdomsuddannelse".
Endnu mere opsigtsvækkende var imidlertid den blanke tilståelse, som kom fra ingen anden end Klaus Maigaard, fhv. formand for BKF (Børne- og kulturchefernes forening) og indtil for mindre end et år siden øverste chef for ’Fremtidens Skole’, Odense kommunes herostratisk berømte skoleprojekt, hvis notoriske foragt for lærerprofessionen gennem to år har provokeret lærerne. Maigaards ord til Berlingske Tidende d. 12. februar er alene i kraft af hans position så bemærkelsesværdige, at de fortjener et større uddrag: "For at bremse udgifterne til specialundervisning ønskede vi at beholde de urolige elever i klasserne. Vi begyndte helt oppe med den såkaldte Salamanca-erklæring, hvor børns ret til at blive inkluderet er nedfældet. Derfra arbejdede vi med, at skolerne blev belønnet for at rumme urolige elever. Hvad vi aldrig afklarede med ledere, lærere og forældre, var, hvad de egentlig skulle stille op, når et af de urolige børn kastede en hæftemaskine i nakken på en af de stille piger. Skulle de læse op af Salamanca-erklæringen eller hvad? Vi sendte aben videre ned i systemet på den feje ansvarsforflygtigende måde". Maigaard peger på de uhåndterlige dobbeltbudskaber som en væsentlig del af problemet: "Styr stramt og hold budgetterne, men sørg for, at kvaliteten er upåklagelig. Eller: Ryd op i bureaukratiet, men sørg for at kunne dokumentere alt. I stedet for at arbejde seriøst med disse dobbeltbudskaber og skabe klarhed ekspederes dilemmaerne ufordøjet videre hele vejen fra borgmester via cheferne til yngste sagsbehandler, så aben i sidste ende havner hos frontmedarbejderen ude blandt borgerne". Maigaard er dog fortrøstningsfuld: "Jeg er temmelig optimistisk. Vi skal bare af med den overlæssede styring, hvor vi forholder os retten til at blande os i stort og småt. Glem det: de gør alligevel ikke, som vi siger, de ansatte. Det viser al forskning om ledelse" (…) ”Vi kunne sige til skolerne: Det vigtige er, at I gør børnene klar til noget uddannelse, og at vi f.eks. vil have 95 procent videre. Vi har så og så mange penge, hvad kan vi få for det? Så skal vi til gengæld lade lærerne i dialog med forældrene og med brug af relevant forskning finde ud af, hvordan de når de mål. Vi skal forstå, at man ikke kan styre ved at råbe ad folk, ligesom man ikke kan få tulipaner til at vokse ved at rykke i dem. Man kan til gengæld styre ved at være ærlig og inspirere."
Respekt til Simon Pihl for hans vilje til at sikre sin kommune en god skole og hans politiske mod til at give KL’s partnerskab en huskekage. Og hatteløft for Maigaards mod til at træde frem med den konstruktive kritik. Ikke blot regnedrengene fra KL’s ’Partnerskab’, men også folkene omkring KL’s Børne- og Kulturudvalg med Jane Findahl i spidsen gør klogt i at standse op og tænke sig godt om. De skal være klar over, at de her kun ser toppen af isbjerget. Når en mand som Klaus Maigaard tænker sådan, er der med sikkerhed rigtigt mange andre i hans luftlag og derunder, der også gør det.
Men hvis de alle sammen venter med at sige det, til de går af, kan KL fortsætte, som om intet er hændt. Civilcourage efterlyses!
