Niels Chr. Sauer
Blog
Kys støvlen!
Vil lærerne ikke det, skal det hedde sig, at de saboterer reformen. Regeringen og KL kommer til at indse, at sådan kan man ikke føre sig frem.
Hvordan skal lærerne kunne levere et ordentligt stykke arbejde på de vilkår, der venter efter 1. august 2014? De ubesvarede spørgsmål står i kø fra skolelederens kontor helt ud på parkeringspladsen, og ingen aner, hvor vi skal finde svarene. Skoleledere, der så småt føler jorden brænde under sig, forsøger at få deres lærere til at levere nogle gode idéer, men der komme ikke rigtig noget. Og det skyldes ikke kun, at forårets mavepuster har frataget lærerne motivationen til at bidrage konstruktivt, men først og fremmest, at opgaven forekommer uløselig.
Så nu begynder diskussionen om, hvem der skal have skylden for det, hvis folkeskolens nyordning kuldsejler. Allerede nu kan man høre politikere gå i rette med lærerne, fordi de ikke vil være med til at tale reformen op. Lærerne ødelægger det hele, det er den historie, man vil sprede. Hvordan den skal kunne bidrage til problemernes løsning, er ikke lige til at se. Vil man fyre hele lærerstanden eller hvad?
Nu forholder det sig faktisk sådan, at lærerne oprindeligt gik ind i arbejdet omkring en kommende skolereform med piber og trommer. Det var dengang, vi troede på Antorinis langsigtede projekt Ny Nordisk Skole og hendes floromvundne vendinger om, at det hele skulle vokse op fra neden og bygge på respekt for lærerprofessionen.
Efterhånden som vi med stigende vantro så den uerklærede krig mod lærerne rulle ud over det ganske land, og DLF igen og igen forgæves søgte at få modparten i tale med det ene kompromisforslag efter det andet, gik det op for os, at vi var reduceret til kanonføde for Corydon og konsorter. Ikke skygge af interesse viste de lærerprofessionen. Forskerne kunne også rende og hoppe. Forældrene og eleverne blev heller ikke inddraget. Den største folkeskolereform i nyere tid kom til verdenen ud af det blå på et par måneder. Ingen udenfor regeringens og KL’s top ved, hvor ideerne kom fra, hvem der formulerede dem, eller hvordan de blev vedtaget, men alle ved i dag, at processen begyndte med hemmelige møder på Slotsholmen tilbage i 2011. Lærerne skulle knuses, ’som Thatcher knuste minearbejderne’, og man ville ’gå hele vejen’. ’Den totale krig’, som fhv. skolekontorchef i KL Jonathan Schloss åbenhjertigt skrev i KL’s eget blad umiddelbart før konflikten. Og ja, de vandt slaget, men krigen er langt fra slut. Man kan sige, at de vandt luftherredømmet. Krige vindes imidlertid på landjorden, og forude venter en implementeringsfase, der kan komme til tage mange år.
Det lykkedes ikke regeringen og KL at knække nakken på DLF, hverken økonomisk eller politisk. Hvis DLF ikke i sidste øjeblik havde ændret sine spilleregler, ville foreningen som forudsat i drejebogen være gået fallit på 18.dagen, da det aftalte regeringsindgreb kom. Men da havde DLF kun brugt godt en fjerdedel af sin strejkekasse. DLF var på ingen måde slået. Og forsøget på at vende medlemmerne imod foreningen faldt ynkeligt til jorden. DLF har i dag en organisationsprocent på 98, formentlig landets højeste, og foreningen har lige vundet en pris, ’Loyalty Award’, som den fagforening, der ifølge omfattende spørgeundersøgelser har størst opbakning blandt sine medlemmer.
Nu begynder det så småt at gå op for arbejdsgiverne og regeringen, at deres forehavende er dødfødt uden lærernes og DLF’s engagerede medvirken. Det skulle de måske have tænkt på lidt før. KL og regeringen har fået det præcist som de ville have det, og vi ser stadigvæk KL gå ud med budskabet om, at aftaler med DLF er noget, fanden har skabt. Nu vil de så også have lærerne til at bøje sig ydmygt ned og kysse den støvle, der sparker dem. Vi skal være positive og tale pænt om reformprojektet. Vil lærerne ikke det, skal det hedde sig, at de saboterer reformen.
Regeringen og KL kommer til at indse, at sådan kan man ikke føre sig frem. De må slutte fred med lærerne og deres fagforening, begynde at lytte til os og rette historiens mest useriøse skolereform ind efter forholdene på landjorden. Gør de ikke det, er det helt og holdent deres ansvar, hvis skolen går i sort. Det er dem, der har reduceret lærerne til magtesløse tilskuere, ikke os.
