Niels Chr. Sauer
Blog
Nu brænder lokummet
Dette er et partsindlæg. Fagforeningshadere i almindelighed og degnofober i særdeleshed læser videre på eget ansvar. Regeringen og KL troede, at masterplanen for Operation Overlærer var skudsikker. Nu begynder den at krakelere.
Man ser det for sig. Begyndende panik hos Socialdemokraterne. Opinionstallene blev ved med at gå den gale vej, behovet for en sikker vindersag var uafviseligt, men hvor var den? Hvor? Man kastede sugende blikke udover rækken af ministre: Corydon, nej, penge har vi jo ingen af, Frederiksen, nej, området er for betændt, Hækkerup, nej, ligeså, bare værre. Bødskov, nej, ingen eksperimenter der, Dam Kirstensen, nej, det bliver for dyrt, Gjerskov, nej, hun sælger ikke billetter. Carsten Hansen, nej, slet ikke. Antorini… Yes! Hun er populær, hun taler hurtigt og gør altid, hvad der bliver sagt.
Det politiske potentiale er der. Alle er utilfredse med skolen og sure på lærerne. Her kan vi på én gang sætte en ny dagsorden og vise mod og handlekraft uden at det koster en krone. Skolen rager os sådan set en fjer, vi ved ingenting om den, shhh, sig det ikke til nogen, men så meget desto bedre. Her er frit slag i bolledejen! KL’s regnedrenge står på spring. De er godt sure over, at de ikke fik lærerne ned med nakken sidste gang, og de går allerede og surmuler over udsigten til de kommende overenskomstforhandlinger. Og finansministeriet er stensikkert med. Moderniseringsstyrelsen (tak til Orwell) vil simpelthen elske det. Det har længe kløet i fingrene på Hellemann for at give lærerne en omgang, som de aldrig glemmer. I en snes år har disse utålelige degne generet udrulningen af new public management i dette lille, latterlige land. Tiden er inde. Vi smadrer dem! Som Thatcher smadrede minearbejderne!! Og denne gang går vi hele vejen!!! Wollt Ihr den totalen Krieg? (tak til Goebbels og Jonathan ’Strangelove’ Schloss, Danske Kommuner 1, 2013, http://www.danskekommuner.dk/Artikelarkiv/2013/Magasin-01/Krigen-om-skolelarernes-arbejdstid/)
Alle parter blev taget i ed helt ned til byrådsniveau, Venstre med, så godt det lod sig gøre. Det her kunne bare ikke gå galt. Alt blev tænkt igennem og planlagt med militær disciplin og detaljering. Operation Overlærer. Med Moderniseringsstyrelsen som det underjordiske hovedkvarter, Folketingets åbning som D-dag og medierne som Normandiets strande.
Så blev der primet. Ingen lejlighed blev forsømt til at slå fast, at lærerne ikke er nok sammen med børnene, og derfor kan vores stakkels børn hverken læse, skrive og regne; det er ganske vist! Og der blev framet. Den forstenede lærerforening, der altid siger nej til alting undtagen mere i løn i længere ferier, fik maset nejhatten helt ned over næsen. Nu kunne det være nok med alle de lærere, der går hjem kl. 13 og holder ferie i fire måneder om året, lad gå videre, lad gå videre! Og da Folketinget åbnede, blev der slicet til den store guldmedalje. Med imponerende orkestrering i alle dele af pressen blev regeringens i hast fabrikerede forslag til den mest gennemgribende folkeskolereform i nyere tid præsenteret for den undrende befolkning. Ingen bortset fra lærerne hæftede sig synderligt ved, at reformen skulle finansieres ved at dynge op mod 20 pct. merarbejde over på lærerne. Begejstringen ville ingen ende tage. Endelig havde den pressede regering fundet en vindersag, nu var det bare at køre den hjem. Holde sig til drejebogen, gøre, præcis, hvad der var aftalt og se ligeud hele tiden. Det kunne ikke gå galt!
Et halvt år senere er drejebogen nu begyndt at smuldre. Der er noget, Hellemann og konsorter har overset. Ikke så lidt, faktisk.
De har glemt, at Thatcher kun kunne marginalisere minearbejderne, fordi hun ikke havde brug for dem. Hun kunne lukke deres underskudsgivende miner, uden at nogen fik ondt af det. Men moderniseringsstyrelsen kan ikke lukke folkeskolen. Uden dygtige, engagerede og ambitiøse skolelærere kan Danmark ikke fungere, og der er uhyggeligt mange forældre til børn i folkeskolen, der er rigtigt glade for deres børns lærere.
De har glemt, at vi lever i et land med en fri presse. Historien om den fatale sammenkædning af reform og overenskomst og den deraf følgende slagtning af den danske model sivede langsom ud i lyset, og regeringens forsøg på at tørre den væk gjorde den kun mere synlig. Corydon væltede rundt som en elefant i en glasbutik og foregav at være optaget af skolepolitik, hvad enhver ved, han ikke er. Den ellers så kontrollerede Vestager skældte ud på DLF helt oppe fra det røde felt, Antorini ligeså, og selveste statsministeren satte hele sin til havniveau eroderede autoritet ind på at komme projektet til undsætning. Corydon sendte ikke en sms, men en fem sider lang klage til DR’s generaldirektør, hvis ansatte havde formastet sig til at undersøge sagen og lægge den frem i et langt indslag i Søndagsavisen. Helt forgæves. Og nu (7.4) har Politiken fremlagt en rygende pistol fra finansministeriet, hvor nogen har været så uforsigtig at skrive ned på papir, at overenskomsterne (der som bekendt kun handler om løn- og arbejdsvilkår) fremover skal bruges som løftestang for ”moderniseringer” i hele den offentlige sektor. I dag er der ikke en levende sjæl, der tror på Corydon og Ziegler, når de siger, at der ikke ligger nogen masterplan for nedtromlingen af lærerne, idet de af al magt forsøger at skjule den sorte streg henover panden.
De har håbet, at resten af fagbevægelsen ikke ville opdage, hvad moderniseringsstyrelsen har gang i. Støtten fra KTO kom som en overraskelse selv for lærerne, og den bølge af sympati, som nu strømmer DLF i møde fra alle de andre fagforeninger, overgår DLF’s vildeste forhåbninger. Selv Harald Børsting har set skriften på væggen. At Bondo skulle ende med at fremstå mere troværdig i den brede offentlighed end Ziegler, er en ulykke, som ingen i KL havde set komme.
De har overset, at selve ideen om en obligatorisk heldagsskole ikke er forenelig med den danske folkesjæl. Det kan godt være, vi har institutionaliseret vores småbørn i uhørt omfang, men det er mere af nød end af lyst. Danskerne er i bund og grund et fritvoksende folk, der hader at gå i takt. Når vi gør noget sammen, gør vi det frivilligt, helst i en forening med ligesindede. Denne fællesskabsmentalitet har godt fat i os allerede fra barndommen, og masser af børn og unge tilbringer en del af deres fritid i frivilligt, men organiseret regi i deres hverdag. På tværs af den tvungne heldagsskole kommer også hele bedsteforældregenerationen med dens stærke engagement i børnebørnenes liv. Når det kommer til stykket er det så at sige kun i ghettoområderne, at heldagsskolen er en solstrålehistorie. For resten af Danmark lugter den af DDR.
De undervurderede desuden lærerstandens kræfter. De troede, de kunne drive en kile ind mellem ”de mange dygtige og engagerede lærere, der gør et fantastisk stykke arbejde” og deres fagforening. Men effekten af KL’s fremfærd har vist sig at være den stik modsatte. Alle lærere er jaget dybt ned i favnen på DLF. Foreningen står i dag med flere medlemmer, end da konflikten begyndte, og hvad der måtte være af intern uenighed er fuldkommen bortvejret under indtryk af presset udefra. KL og regeringen vidste måske nok, at DLF havde en dygtig kommunikationsafdeling på Vandkunsten, men den latente energi, der ligger i 60.000 mennesker, som til daglig beskæftiger sig med kommunikation, havde de ikke tænkt nærmere over. Desuden var de ikke klar over, at Anders Bondo gennem sine ti år som formand havde opbygget så stort et netværk. De mente nok, at deres egne klakører ville kunne overdøve Bondos, når de begyndte at heppe fra sidelinjen. Men det blev sværere og sværere. Selv Klaes Kastholm sprang ud af skabet som erklæret Bondo-fan. Marianne Jelved sagde gentagne gange – vel at mærke efter at hun var blevet minister – at hun håbede, Bondo vandt, for ”de har rottet sig sammen imod ham alle sammen”. Chefforhandler for KL i 2005 Keld Hansen sagde lige ud, at han ”skammer sig” over KL’s og regeringens opførsel overfor lærerne.
Helt galt gik det for dem, da læseforskerne, anført af Peter Allerup, lige efter D-dag trådte frem med det højst ubelejlige budskab, at danske elever nu var rykket op i top fem i læsning. Og som om det ikke var nok, fastslog Allerup et al. for åben skærm med syvtommersøm, at regeringens grundlæggende påstand ikke står til troende: Mere undervisning er ikke ensbetydende med dygtigere elever. I et desperat forsøg på damage control rykkede Antorini allerede samme aften ud med et dementi af forskerne, som efter ministerens mening ikke helt havde forstået deres egen forskning, formentlig ud fra en forestilling om, at forskerne ville trække følehornene til sig, sådan som forskere har for vane, når politikerne begynder at slå under bæltestedet. Men Antorini havde gjort regning uden været. Forskerne krævede et møde i ministeriet, og en embedsmand fik besked om at holde dem hen med snak. Ministeriet beklagede. Dog ikke ministerens misinformation, viste det sig. Antorini fortsatte, som om intet var hændt. Hun blev kaldt i samråd, hvor hun fremturede med sine påstande, og forskerne slog igen med en pressemeddelelse, hvor de anklagede hende for bevidst, systematisk misinformation af offentligheden. Og minsandten om ikke hele forestillingen gentog sig en måneds tid senere, hvilket fik Allerup til at betegne Antorini som slet og ret ’fræk’. I dag er Antorinis troværdighed slidt ned til sokkeholderne, og folk griner åbent af hende, når hun som en anden komiske Ali rabler sine nedtrådte flovser af med 220 i timen.
De troede, at ingen udenfor lærernes egne rækker ville kunne gennemskue hulheden i deres argumenter. Men det bliver tydeligere og tydeligere, at den ”normalisering” hvis nødvendighed de har påberåbt sig, overhovedet ikke er en normalisering. Det blev klart undervejs i forhandlingsforløbet, da DLF lagde de andre offentlige overenskomster foran Ziegler på rad og række og sagde, at sådan ville lærerne også have det, så. Månedsnorm, varslingsbestemmelser, fri, når man går hjem osv. Næ nej. Så var skolen lige pludselig noget helt specielt. Og lærernes særlige kultur skal man skam respektere! DLF har undervejs foreslået, at kommunerne skal have ret til hver især at vælge, om de vil benytte sig af den nugældende arbejdstidsaftale eller gå over på KL’s nyordning. Men det blev afvist – med den opsigtsvækkende begrundelse, at hvis de selv fik lov til at vælge, så ville de jo bare vælge forkert. Med andre ord: Kære kommuner, kære skoleledere, her er jeres ”øgede ledelsesrum”, nu kan I frit styre jeres skoler som I vil. Altså så længe I gør, som i skal, forstås. Og da DLF i slutfasen accepterede skolederens ret til at differentiere på forberedelsestiden, viste det sig, at det heller ikke var spor vigtigt, når det kom til stykket. Det var selve sikringen af resursen til forberedelse, der skulle væk. Og det til trods for, at den tidligere KL-formand Erik Fabrin udtrykkelig havde sagt, at det sandelig ikke handlede om at reducere tiden til forberedelse, kun om at omfordele den. For lærerne skal jo ikke arbejde mere, bare anderledes.
Så sikre var de på sejren, at de end ikke gad sætte sig ind i stoffet. Ziegler vedgik for åben skærm, at han ikke anede, hvad den finske model går ud på, og Erik Nielsen forsvarede ligeledes for åben skærm sin notoriske uvidenhed om centrale detaljer med, at han ikke havde siddet med ved forhandlingsbordet. Og det har han da helt ret i. Han sidder såmænd bare som øverste leder af den organisation, der har kastet Danmark ud i en af historiens største lockout’er for derved at gennemtvinge en total omkalfatring af nationens bærende kulturinstitution. Så hvorfor skulle han dog holde sig opdateret?
De satsede på, at jorden ville åbne sig under DLF, når Operation Overlærer blev skudt i gang. Og en sprække er da også kommet til syne. Bare ikke under DLF, men under KL og regeringen; lige imellem deres fødder, faktisk. For hver dag, der går, åbner sprækken sig mere og mere. De troede, de var sikret én af to veje gennem konflikten og ud på den vindende side: Lovgivning eller bankerotning af DLF. Men springer de til den ene side og gør KL’s krav til lov, vil der rejse sig et ramaskrig imod deres åbenlyse magtmisbrug. Og springer de til den anden side og kører konflikten igennem, til DLF går bankerot, er tidshorisonten ikke fire uger, som de troede, inden DLF fandt på at lave støttelån i stedet for støtteløn, men ti uger. Og det kan de ikke holde til. Damn if you do and damn if you don’t!
De havde heller ikke forestillet sig, at den musketeréd, de har aftvunget partimedlemmerne helt ned til byrådsniveau, kunne begynde at krakelere. Et godt stykke over 100 byrødder har de sidste par døgn skrevet under på en protestskrivelse imod KL. Ziegler undgik med nød og næppe, at hans eget byråd i Høje Tåstrup pålagde ham at tage afstand fra KL. Et flertal i Lyngby-Tårbæks byråd med viceborgmesteren i spidsen har lige rettet henvendelse til KL med henblik på at få dem tilbage til forhandlingsbordet. Og nu er vi der, hvor risikoen for en sprængning af SF med uoverskuelige følger for regeringen er helt reel. For slet ikke at tale om en dyb rumlen på vandrørene, der melder om en mulig etablering af et helt nyt socialdemokrati, bygget op omkring partiets oprindelige værdier. Så nu brænder lokummet. Det lokum, hvor det hele begyndte.
Ikke at jeg tror, DLF og lærerne kommer helskindet fra det her. Men det gør modparten heller ikke. For som salig præsident Abraham Lincoln sagde: “You can lie to some of the people all of the time. You can lie to all of the people some of the time. But you cannot lie to all of the people all of the time.”
