Niels Chr. Sauer
Blog
Opvisning i storhedsvanvid
Hvem kan forklare Produktivitetskommissionen og Moderniseringsstyrelsen, at deres købmandslogik ikke slår til over for skolens kompleksitet? Det er som bekendt ikke alt, der kan tælles, der tæller, og ikke alt, der tæller, der kan tælles.
”Det er imidlertid en forkert konklusion.” Så enkelt og ligetil lyder det, når Produktivitetskommissionen jorder skoleforskerne, der som bekendt mener, at der ikke er nogen direkte sammenhæng mellem antallet af undervisningstimer og elevernes færdigheder.
Med hvilken ret tilsidesætter kommissionens ni medlemmer, hvoraf ikke én eneste har nogen form for professionelt engagement i skoleanliggender på cv'et, hele den internationale skoleforskning? Har de da tilvejebragt ny, epokegørende viden eller fundet fatale fejl i forskningen?
Næ, ikke det, der ligner. De antager bare det argument, at når mere undervisning ikke sætter sig entydigt igennem i form af bedre elevresultater, så skyldes det, at det er de svageste elever, der modtager mest undervisning. En gammel traver, som den bredt anerkendte skoleforskning fx omkring PIRLS og TIMMS naturligvis har taget højde for - og aflivet totalt.
Skulle eleverne i Chile da være født svage? De modtager mest undervisning af alle i OECD, 123 % af gennemsnittet, men ligger i bund på PISA. Og finske elever, de skulle så være født stærke? De modtager kun 83 % af OECD-snittet, men ligger som bekendt i toppen af PISA.
De nationale test har medført et generelt fagligt løft, mener kommissionen, så det må vi have noget mere af. Deres eneste videnskabelige reference er her Rambøllrapporten desangående fra 2013. Men denne rapport er forskningsmæssigt set en dårlig vittighed. Dens – af regeringen stærkt efterspurgte – konstatering af, at de nationale test har medført et fagligt løft, bygger på en eneste observation: Efter et par år med disse test har eleverne opnået bedre testresultater. Tænk engang! Den tanke, at eleverne kan være blevet dygtigere i testene, men dårligere til alt det, der ikke testes i, falder ikke rapportskriverne ind. Ej heller strejfer det dem, at elever kan opnå bedre testresultater alene ved at have vænnet sig til testformen eller ved at være blevet trænet i de færdigheder, der testes i. Al anden forskning på dette område, der har det tilfælles, at den modsiger Rambølls konklusion, ignoreres totalt af kommissionen.
Men Produktivitetskommissionen nøjes ikke med at skubbe bjerge af anerkendt forskning til side til fordel for inferiør pseudoforskning, der i et eller andet omfang understøtter den dagsorden, regeringen har sat. De fremsætter for egen regning hypoteser, som de omgående og uden skyggen af empiri ophøjer til viden, der så lægges til grund for nye, tåbelige anbefalinger.
Således fx en anbefaling om offentliggørelse af testresultater. Kommissionen kan ganske vist ikke komme uden om, at en enig forskerverden advarer imod dette, bl.a. fordi det medfører en polarisering skolerne imellem, idet forældre med dygtige børn altid flokkes om skoler med høje scorer. Dette, mener kommissionen, vil imidlertid ikke ske i Danmark, fordi vi allerede gennem mange år har offentliggjort afgangskarakterer på ministeriets hjemmeside, uden at det efter kommissionens vurdering har haft sådanne negative konsekvenser. Kommissionens hjemmestrikkede konklusion er altså, at danske forældre ikke vil reagere som forældre i alle andre lande, Sverige fx, på offentlige testresultater. I dette ene land på kloden vil offentliggørelse af testresultater føre til en bedre skole.
Og det bliver værre endnu. Usagligheden løftes op i anden potens, når kommissionen kombinerer anbefalingen om offentlige testresultater med anbefalingen om resultatløn til lærerne. Her gør man sig end ikke den umage at argumentere lidt for sagen. Det tages simpelthen for givet, at individuel, kontant belønning af lærere, hvis elever opnår gode testresultater, vil føre til en bedre skole. Alle skolefolk ved, at der næppe findes nogen mere effektiv måde at nedbryde et civiliseret skolevæsen på, men kommissionen ænser det ikke.
Produktivitetskommissionen rapport er en hån mod skoleverdenen. Den er endnu en opvisning i den særlige form for storhedsvanvid, der står fuldt flor hos Corydons regnedrenge m/k i ’Moderniseringsstyrelsen’, hvorfra ligegladheden med alle andre ekspertiser end den, de selv besidder, siver ned i systemet.
Hvem kan forklare dem, at deres købmandslogik ikke slår til over for skolens kompleksitet? Det er som bekendt ikke alt, der kan tælles, der tæller, og ikke alt, der tæller, der kan tælles.
