Niels Chr. Sauer
Blog
Skolen går i baglås
Ikke nok med, at man vil tvinge lærerne ind i et rum, de ikke har spor lyst til at være i. Den nøgle, man giver dem, passer heller ikke til døren
Her på kanten af folkeskolens 200 års jubilæum kan vi se tilbage på et år, der sandsynligvis vil gå over i skolehistorien som det sorteste nogensinde. Forårets begivenheder, efterfulgt af folketingets vedtagelse af alle tiders mest useriøse skolereform, forekommer uafrystelige. Hvordan det hele egentlig er gået til, er vi endnu ikke færdige med at analysere.
Ulykken synes i stigende grad at udspringe af den kendsgerning, at hele denne proces er undfanget i og styret af finansministeriet, nærmere bestemt ’Moderniseringsstyrelsen’ (tak til Orwell). Dér hersker købmandslogikken uindskrænket, og ikke et ondt ord om den, når det altså handler om at få en butik til at løbe rundt. I finansministeriet beskæftiger man sig nu engang med alt det, der kan tælles. Men, som Einstein citeres for at have sagt: Det er ikke alt, der kan tælles, der tæller, og det ikke er alt, der tæller, der kan tælles. Skolen er hverken Brugsen, Bilka eller Danske Bank, men samfundets bærende kulturinstitution.
Da denne regering trådte til, lå det på ingen måde i kortene, at den skulle kaste folkeskolen ud i en gennemgribende omkalfatring. Som oppositionens skyggeundervisningsminister havde Christine Antorini tværtimod ved flere lejligheder ironiseret over den daværende borgerlige regerings evindelige indblanding i folkeskolen og de ikke mindre end 28 love, som den i sin levetid trak ned over folkeskolen. Som nytiltrådt minister lagde Antorini ud med Ny Nordisk Skole, der skulle befri folkeskolen fra rollen som politisk profileringsobjekt og åbne muligheden for at udvikle skolen nedefra med lærerne selv som den primære drivkraft. Men pludselig vendte hun på tallerken. Hvad var der sket?
Der var sket det, at Bjarne Corydon havde givet undervisningsministeren en bunden opgave. Det kan have lydt nogenlunde sådan her: Helle og jeg har besluttet, at folkeskolen skal bruges som game changer. Nu skruer vi bissen på og presser lærernes output 15 – 20 pct. i vejret ved lov. Sådan ser en stærk regering ud. Det vil folk kunne lide. Derefter har I et halvt års tid til at finde ud af, hvad vi kan bruge det øgede output til.
Hvad gør en vaks undervisningsminister med store politiske ambitioner i den situation? Hun bider hovedet af al skam, lader som om den åbne, demokratiske proces omkring Ny Nordisk Skole kører videre et halvt års tid, hvorefter hun skrider til værket. I forsommeren 2012 pakkede hun reelt Ny Nordisk Skole sammen og lukkede en håndfuld embedsmænd, der tydeligvis ikke var belastet af dybere kendskab til skoleområdet, inde i et hermetisk lukket rum på Slotsholmen. Det eneste, vi ved om selve gruppen, er, at den bestod af folk fra Moderniseringsstyrelsen, KL og undervisningsministeriet. Kravet til dem kan - resultatet taget i betragtning - ikke have været, at de skulle komme med forslag til, hvordan man kan lave en bedre skole på basis af anerkendt viden desangående. Kravet har været, at de skulle komme med forslag til, hvordan det øgede output kunne bruges, så også Maren i Kæret synes, at det ser ud af noget. Den løsning, de kom frem til, er den simplest tænkelige: Giv eleverne mere skole for alle pengene!
For sådan siger købmandslogikken jo: Mere er lig med bedre. Kvantitet, det ved man, hvad er. Om der er kvalitet i det, man sælger, er i princippet flintrende ligegyldigt, bare kasseapparatet klinger, og det kan ses på bundlinjen ved lukketid. I ’Moderniseringsstyrelsen’ er kvalitet et luftigt, uhåndtérligt fremmedord.
I skolen ved enhver, at mere skole ikke er lig med bedre skole. Der er ikke skyggen af evidens for, at en længere skoledag giver højere PISA-placering. Var der det, skulle Finland, hvis elever får mindre undervisning end alle andre, ligge nummer sjok, og Chile, hvis elever får allermest underundervisning, ligge nummer et. Men Finland ligger som bekendt i top og Chile i bund hos PISA.
Tilsvarende kan siges om de fleste andre reformtiltag. Det er ikke just fuglehuse og gedeslagtninger, der dominerer undervisningen i PISA-toppen, og reformens overlagte afprofessionalisering af undervisningen gennem forringelse af lærernes arbejdsvilkår og øget anvendelse af ikke-uddannede fremmer så vist ikke undervisningens kvalitet. Tvungen lektielæsning under opsyn af en enkelt, mere eller mindre kvalificeret ’voksen’ vil ikke hjælpe nogen, mindst af alt dem, der er løbet sur i skolen. Øget testning kombineret med holddannelse – læs: niveaudeling - er ren gift for de svage elever, som reformen især skulle hjælpe. Mere engelskundervisning i indskolingen er noget nær det mindst presserende ud fra en seriøs vurdering af danske elevers akutte behov for faglige løft.
Og sådan kan man blive ved. Der er praktisk talt intet i denne reform, der bunder i solid evidens for høje PISA-scorer. Det hele forekommer grebet ud af luften. Og sådan går det, når man overlader det til en gruppe noksagter med stort kørekort at brænde den tildelte ekstra benzin af på formålsløs futten omkring i det skolepolitiske landskab. Det var aldrig sket, hvis man i stedet for at erklære lærerprofessionen krig havde lært af Finland, Ontario og Singapore, at skoleudvikling, det er noget, man laver sammen med lærerne og deres fagforeninger.
Jamen hov, hører jeg straks nogen sige, PISA og tvungen testning og alt det der, der er DLF jo imod! Hvordan kan du så pludselig argumentere sådan?
Dertil er blot at sige, at ja, vi anser PISA væddeløbet og alt dets væsen for en ulykke og ønsker det hen, hvor peberet gror. Den danske skole skal ikke måles på, om den opfylder de krav, som OECD stiller, men på, om den opfylder de krav, danskerne selv har stillet til den i folkeskolens formålsparagraf. Derfor bebrejder man os ofte, at vi ikke tager PISA alvorligt nok. Men hvad er nu dette?
Aldrig så snart retter vi os efter kritikken og tager PISA alvorligt - og så er det også galt? Damned if you do and damned if you don’t!
Tilbage står, at ikke engang på deres egne PISA-præmisser holder regeringens og folketingsflertallets præk om, at denne reform vil hjælpe danskerne til en bedre skole. Ikke nok med, at man vil tvinge lærerne ind i et rum, de ikke har spor lyst til at være i. Den nøgle, man giver lærerne, passer heller ikke til døren. Jo mere alle de pligtopfyldende lærere bakser med låsen, jo mere vil den gå i baglås.
Lad tidligere undervisningsdirektør i undervisningsministeriet Asger Baunsbak-Jensen, af mange anset for folkeskolens nestor, få det sidste ord her: ”… Den nye skolereform er blevet til uden nogen form for folkelig debat, hovedsageligt skruet sammen af teknokrater uden faglig indsigt i skoleområdet – og uden nogen som helst form for visioner for fremtidens skole og samfund. Økonomi og new public management har været eneste drive i reformen. (…) Det største svigt i dansk skolehistorie”.
