Niels Chr. Sauer
Blog
Styr lige jeres degnefobi
Dansk skoledebat risikerer at køre af sporet, hvis den nuværende tendens til at gå efter manden i stedet for bolden ikke snart stoppes.
Skolefobi er en reel, børnepsykiatrisk diagnose. Men findes der mon også et syndrom, der består i ubevidst, patologisk modvilje hos voksne overfor lærere? Det kunne måske placeres i den psykiatriske terminologi et eller andet sted mellem en simpel fobi, udsprunget af en traumatisk oplevelse med en skolelærer, og et egentligt kompleks, bygget op gennem et langt forløb, hvor skolen på en eller anden måde har forkrøblet dele af et menneskes sind og medført sjælelige ardannelser, som man slæber rundt på hele livet. Et kendt eksempel herpå kunne være den stakkels godhjertede bondemand i H.C. Andersens eventyr om Lille Claus og Store Claus. Han kunne som bekendt ikke tåle synet af en degn.
Spørgsmålet udspringer af den senere tids offentlige debat om folkeskolen. En håndfuld notoriske degnehadere, der må have haft en gruelig skoletid, har længe været almindeligt kendte i debatuniverset, og de har for alvor fået luft under vingerne i de store blades netdebatter, hvor de hærger med hæmningsløse angreb på lærerstanden i almindelighed og dens kendte fortalere, især Anders Bondo, i særdeleshed. Hver gang ordet skole popper op i det offentlige rum, kommer som trold af æske hele udtrækket om dovne og dumme lærere, der ikke duer til deres embede. De skulle fyres fra en ende af, og kan det ikke lade sig gøre, så skal de i hvert fald tvinges til at lære børnene at læse hver dag til kl. 16 i stedet for al det pjat, de hygger sig med for vores andres penge. Her ser man syndromet i fuld blomst.
Men det eksisterer tilsyneladende også i en latent form, der kan gå i udbrud hos ellers civiliserede mennesker, hvis det fremprovokeres tilstrækkelig målbevidst. KL’s nøje tilrettelagte kampagne imod DLF og lærernes arbejdstid begynder nu for alvor at sætte sig spor i journalistikken. Vi ser journalister, også på seriøse blade, der spiser af hånden hos KL’s regnedrenge og afviser enhver form for kritik, også selvom ministeriet efterfølgende må rykke ud med modstræbende dementier af de ’fakta’, som KL har solgt til den danske presse. Og vi ser en hel vagtparade af kommentatorer, ingen nævnt, ingen glemt, der tilsyneladende mister herredømmet over deres latente degnefobi og leverer æselspark i lange baner til DLF og al dens væsen
Det centrale er, at deres ukontrollerede udslip så godt som aldrig drejer sig om noget substantielt, men hører til kategorien ’ad hominem argumentation’: Der gås ikke efter bolden, men efter manden. Lærerne er ’patetiske’, de ’klynker’ eller de er ’betonhoveder’, de er ’forkælede’ og ’selvcentrerede’ og så er de ’fornærmede’. Det virkeligt ejendommelige er imidlertid, at disse byger af flyvende mudder gerne efterfølges af understregninger af, hvor afgørende det er, at vi i skolen gør ’det, der virker’. Så nu må lærerne altså lige se at få rettet ind. For nu skal skolen evidensbaseres, nu skal der lyttes til forskerne osv.
Men deres påberåbelse af evidensen er ikke andet end skinhellighed. De lytter jo ikke selv! De har ikke selv læst rapporterne, heller ikke de korte resumeer, ja, de synes end ikke at kende deres hovedkonklusioner. Hvis de gjorde det, ville de vide, at det endnu ikke er lykkedes nogen nation at true eller tæske lærerne til at lave en god skole. Og så ville journalisterne naturligvis begynde at stille kritiske spørgsmål til de politikere, der i et væk vælter krav ud over skolens ansatte uden at præstere nogen som helst form for forskningsmæssige begrundelser og uden nogensinde reelt at interessere sig for, endsige undersøge, om ’det virker’, dvs. om det gør eleverne dygtigere. For det er jo det forunderlige: I skolen skal vi evaluere og evalueres op ad døre og ned ad stolper, men når det handler om de politiske beslutninger, er evaluering en by i Rusland.
Når DLF så foreholder disse politikere og journalister, at forskningen rent faktisk peger andre veje end dem, skolen tvinges til at gå, mødes vi typisk med en vrissende attitude: Ja ja, forskning mig her og forskning mig der. Forskningen siger så meget, og nogen skal jo bestemme! Jamen så vis dog frem! Lad os se den forskning, der viser, at det er en god ide at tvinge lærere til at undervise på måder, de ikke selv tror på. At vi får en bedre skole af at presse flere elever ind i færre klasser og reducere støttefunktioner i forhold til elever med særlige behov. At vi får mere kvalitet i skolen ved at fjerne alt, hvad fjernes kan, sætte lærernes undervisningstid op og deres forberedelsestid ned, trække uuddannet arbejdskraft ind i selve undervisningen og nedlægge eller sammenlægge skoler i hundredvis.
Alternativt, hvis I ikke kan fremvise jeres forskningsmæssige forankring, så tag lige og styr jeres degnefobi og vær ærlige. Sig dog rent ud, at det handler om at spare penge. Det er til at forstå, også for lærere, og så kan vi sammen tage den derfra, så vi ikke ødelægger mere end højst nødvendigt.
