Niels Chr. Sauer
Blog
Vi har verdens bedste danske skole
Det giver ingen mening at tale om verdens bedste skole. Den eksisterer ikke, og alverdens skolepolitikere kunne gøre hinanden og os allesammen en stor tjeneste ved at holde op med at fable om den.
Der er en hel del virkelighedsflugt i den fortryllelse af fjerne landes skoler, vi er vidne til i disse tider. Som om man kunne importere et skolesystem. Som om man kunne vaske tavlen ren og begynde forfra. Som om et lands skole ikke på godt og ondt er et produkt af landets hele historie, befolkningskarakter og samfundsordning i øvrigt.
Et skolesystem vokser ud af generationers bestræbelser på at forme deres samfund på de betingelser, der nu engang er gældende - med alle de variationer i tid og rum, som dette nødvendigvis indebærer. Det er dermed reglen snarere end undtagelsen, at det, der virker et sted på kloden, ikke virker et andet sted. Ligesom en læge ikke bare kan slå op i en bog og foreskrive en kur, men må undersøge patienten nøje for at kunne stille diagnosen, må skolepolitikerne forholde sig til det samfund, de rent faktisk virker i. Det går ikke an at springe over, hvor gærdet er lavest og bare efterabe de skolesystemer, der har vist sig effektive under andre himmelstrøg. Ja, faktisk er skolefolkets opgave endnu mere kompleks end lægens. En blindtarmsbetændelse er jo da en blindtarmsbetændelse, hvad enten den sidder i bugen på en dansker, en inder eller en grønlænder. Kompleksiteten i skoleverdenen er til gengæld nærmest fraktal af natur. Det er ikke blot landene, der er forskellige. Det er byerne, skolerne, klasserne, eleverne, lærerne, fagene og skoledagene også, hver og en på rad og række. Det er derfor, undervisningsopgaven kun kan løses af åndsnærværende lærere med relativ autonomi.
Dermed ikke sagt, at andre landes skoler rager os en høstblomst. Det er dybt interessant at se, hvad der foregår andre steder. Ikke bare fordi det vækker vores nysgerrighed, eller fordi man kan lade sig inspirere af de vellykkede eksempler og lade sig afskrække af de mislykkede, men også fordi vores samfund ikke er afsondret fra den øvrige verden. Megatrends skyller ind over os. Der er store kræfter i spil, som vi må være opmærksomme på og forholde os til, al den stund de også gør sig gældende her til lands. Det ville være ikke blot uklogt, men direkte naragtigt ikke at interessere sig for store erfaringsopsamlinger som dem, der leveres af diverse forskningsinstitutioner som fx vores eget Dansk Clearinghouse for Uddannnelsesforskning.
Problematisk bliver det først for alvor, når politisk styrede, overnationale organisationer som fx OECD anlægger paradigmer, som overtrumfer de enkelte landes egne og får politikerne til at agere som en flok forskræmte høns, der har fået en ræv på besøg. Hvert land sit PISA-traume! Her afspores skolesystemer på samlebånd. Ikke fordi PISA-resultaterne er ’forkerte’, men fordi de foregøgler os, at der findes en universel målestok for skoleudvikling. Virkeligheden er, at hver nation tumler med sine egne udfordringer, og derfor må skolesystemernes succeskriterier nødvendigvis være forskellige. Derfor giver det ingen mening at tale om verdens bedste skole. Den eksisterer ikke, og alverdens skolepolitikere kunne gøre os allesammen en stor tjeneste ved at holde op med at fable om den.
Danskerne har brug for en dansk skole, der kan løse de opgaver, danskerne står overfor på dette sted i tid og rum. Vi kan lære af at se på andre landes skoler, når vi besøger dem, men vi kan ikke tage dem med hjem. Vi kommer ikke fra det samme sted som de andre, og vi skal ikke det samme sted hen. Der er, når det kommer til stykket, ingen genveje, og vi kommer til at gå hele vejen selv.
PISA eller ej: Finland har verdens bedste finske skole, Singapore har verdens bedste singaporianske skole, og Ontario har verdens bedste ontarianske skole. Men Danmark har verdens bedste danske skole.
