
Tysklærerforeningen for grundskolen
Blog
Æstetisk eller multimodal tekst ved sommerens prøver i tysk
Den 24.12 2015 blev den nye prøvebekendtgørelse vedtaget. Det fremgår heraf, at der er tale om ændringer i forhold til den tidligere bekendtgørelse. De nye ændringer gælder for den kommende prøvetermin i maj-juni 2016. I bloggen præciseres disse ændringer.
Den 24.12.2015 blev den nye prøvebekendtgørelse vedtaget.
Interesserede henvises til: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=176719 hvor bekendtgørelsen kan læses i sin helhed. De tilhørende prøvevejledninger skulle være på trapperne.
Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. januar 2016 og finder anvendelse for prøver, der afholdes fra og med prøveterminen maj-juni i skoleåret 2015/2016.
I modsætning til de bundne prøvefag er tysk desværre i udtræk, og prøven er skriftlig eller mundtlig. Tysklærerforeningen præciserede dette forhold i et møde med undervisningsministeren medio januar. Jeg føler i den sammenhæng trang til at understrege, at faget tysk ville styrkes væsentligt, såfremt også dette fag måtte omfattes af de bundne prøvefag. Se evt. blogindlægget ”Ellen Trane Nørby: Niveauet skal hæves.”: https://www.folkeskolen.dk/577636/ellen-trane-noerby-niveauet-skal-haeves
Læringskonsulenternes konference på Skolekom
På læringskonsulentens konference på Skolekom for tysk udtrykker læringskonsulent Lene Lauersen sig således den 6. januar 2016:
”Det, der er nyt af relevans for os tysklærere, er, at de skriftlige opgaver til sommer udelukkende skal rettes af den beskikkede censor. Og, at kravet til tekstopgivelserne fremover vil være 20-30 sider + 5 æstetiske eller multimodale tekster i 9. klasse og 30-40 sider + 5 æstetiske eller multimodale tekster i 10. klasse. Der står fortsat, at man i 9. klasse skal opgive "et passende antal temaer" - og at man i 10. skal opgive 4-6 temaer”.
Skriftlige prøver rettes kun af censor
Lene Laursen henviser herpå til forordet i den kommende prøvevejledning, hvor de nye tiltag uddybes:
De skriftlige prøver rettes udelukkende af den beskikkede censor. Faglæreren retter ikke.
Der er i denne vejledning nye evalueringsskemaer og vejledende karakterbeskrivelser, der indeholder alle karakterer fra 12 til -3.
Nye krav til tekstopgivelser
Kravet til tekstopgivelserne er ændret – sideantallet for skrevet tekst er sat ned, samtidig med at kravet til ikke-skrevne tekster er sat op. I prøvebekendtgørelsen står nu følgende for 9. klasse: Opgivelserne inddeles i et passende antal temaer og skal omfatte 20-30 normalsider af passende sværhedsgrad, omfattende skønlitteratur og sagprosa. Herudover opgives minimum 5 eksempler på æstetisk eller multimodal tekst. Ligeledes er opgivelserne for 10. klasse ændret til: Opgivelserne skal omfatte 30-40 normalsider af passende sværhedsgrad, omfattende skønlitteratur og sagprosa. Herudover opgives minimum 5 eksempler på æstetisk eller multimodal tekst.
Æstetisk tekst og multimodal tekst
Begreberne ”æstetisk tekst” og ”multimodal tekst” anvendes også inden for danskfaget. Det, der definerer æstetiske tekster er deres oplevelsesmæssige kvalitet i forhold til en modtager. Det er altså den æstetiske oplevelse, der både kan have kvalitet som sansning, stemning og underholdning, der vægtes. Det har intet at gøre med, om det er smukt eller sandt eller har relation til andre begreber fra den romantiske periode. En æstetisk tekst kan fx være et maleri eller en sang.
Multimodale tekster er tekster med mere end én modalitet, altså fx en reklamefilm, der både består af en billed- og en lydside, eller en hjemmeside med tekst, billeder og grafer.
Prøverne og den daglige undervisning
I tidligere prøvevejledninger hed det ”Prøverne skal i videst muligt omfang afspejle den daglige undervisning”. Der er derfor for mig at se ikke noget nyt i, at ministeriet nu justerer brug af tekster også i prøvesammenhæng.
Der findes vel ikke den 9. klasse, hvor der i dag ikke benyttes autentiske tekster fra nettet, aviser, tidsskrifter, nyere poptekster og digte for slet ikke at tale om brug af indslag fra You-Tube. Det kan forekomme mærkeligt, at ministeriet ikke tidligere har meldt ud, at æstetiske og multimodale tekster nu skal indgå i elevernes tekstopgivelser. Og det vil ikke overraske mig, hvis tysklærerne reagerer på den kendsgerning. Nogle vil med god ret indvende, at de fra skoleårets start i samarbejde med eleverne har udarbejdet en årsplan ud fra de retningslinjer, der på det tidspunkt var de givne.
Undervisningskonsulent Lene Laursen uddyber tekstarbejdet i den daglige undervisning på Skolekoms konference d. 8.01.16 således:
”I praksis betyder det, at man mange steder vil have mulighed for at arbejde med mere materiale, end det man udvælger til opgivelserne. Og at dette materiale fordeler sig over flere genrer, da man nu skal opgive 5 eksempler på æstetisk eller multimodal tekst. I ”Vejledningen til prøverne i faget tysk” understreges det, at eleverne skal være med til at udvælge de temaer og tekster, der interesserer og motiverer dem. Og det foreslås, at dette arbejde foregår i marts/april, hvor eleverne har overblik over årets arbejde. Desuden vil jeg nævne, at det i forbindelse med arbejdet med Fælles Mål anbefales, at man arbejder med en dynamisk årsplan, der tager højde for elevernes opnåede læring i de enkelte forløb”.
På dette udsagn reagerer lærer Hjalmar Jess samme dag: ”Ja, det ville være fint, hvis vi kunne "læse en masse ekstra" og så sammen med eleverne "dynamisk" kunne udvælge de temaer og tekster, som interesser og motiverer i slutningen af skoleåret. Men det svarer jo ikke til de faktiske muligheder i 9. klasse. Det er min erfaring, at det altid har været svært at både at nå tekstopgivelserne og gøre eleverne klar til også at kunne gå op til den skriftlige prøve med et fornuftigt resultat. Der forsvinder en hel masse lektioner til "andet" i 9. klasse. Nu er kravene til normalsiderne så blevet beskåret fra 25-30 (tidlige 30-40). Reelt betyder det dog, at kravet minimumskravet kun er nedsat fra 30 til 25. Det giver selvfølgelig en vis lettelse. Men når man desuden MINDST skal læse 5 tekster af æstetisk og multimodal art - så sker der jo reelt ingen lettelse mht. kravet på det, vi skal nå. Måske nærmest tværtimod! Samtidig bliver timetallet i 9. klasse snart beskåret med 25% (fra 4 lektioner til 3 lektioner). Dvs. at vi i praksis skal nå ca. det samme på meget mindre tid! Det giver ingen mulighed for et "dynamisk" fravalg af en masse ekstra læste tekster i slutningen af skoleåret. Selvfølgelig skal eleverne inddrages i udvælgelsen af temaer og tekster, men det sker for min part i starten af skoleåret og ikke i slutningen. Det er det, der realistisk kan lade sig gøre!
Oplevelse og indlevelse
Begrebet æstetisk tekst er ikke helt nyt. I læseplan for faget dansk står der således under overskriften ”Oplevelse og indlevelse”: ”Eleverne skal tage hul på fortolkningen allerede i deres første arbejde med teksten. Samtidig med at de læser eller ser en æstetisk tekst, skal de samtale om deres forståelse af, hvad teksten siger på, mellem og bagved linjerne. Eleverne skal arbejde medskabende med æstetiske tekster ved at udtrykke de stemninger, de oplever, fx ved at gengive dem med kroppen eller med billeder, skulpturer og musikstykker.”
Multimodal teks
Hvad angår multimodal tekst, udtrykker Kirsten Friis Larsen, Nationalt videnscenter for læsning, sig således om multimodalitet: ”Der findes mange ressourcer til at udtrykke mening: verbalsprog, billeder, lyd, gestus, grafiske fremstillinger, tabeller, noder osv. De kan desuden findes i mange forskellige medier som fx trykte tekster og digitale medier.
Tekster er typisk sammensatte af flere modaliteter, og det stiller særlige krav til læsningen af dem. Ikke alene skal hver enkelt modalitet læses og forstås på sin måde: Billeder siger noget andet end ord, men tilsammen udgør de et betydningspotentiale, som er større end hver enkelt modalitet for sig. Det stiller særlige krav til fortolkningen af multimodale tekster”.
Det fremgår endvidere af ”Bekendtgørelsen om folkeskolens prøver”, at eleverne inden prøvernes afholdelse skal gøres bekendt med, hvilke mål og krav der er væsentlige for prøverne.
Der kan kun ønskes god fornøjelse med arbejdet. Inden vi ved af det, har prøveterminen maj-juni 2016 indhentet os.