Tysklærerforeningen for grundskolen

Blog

Hvor mange spørgsmål kan du besvare med et ja?

Jeg underviser i øjeblikket i tysk i 5. – 8. klasse i et vikariat og indrømmet, det er et par år siden, jeg sidst var i klasselokalet. Eleverne er på alle måder interesserede og særdeles aktive, og det er jo herligt. I dag udtalte Carmen i 5. klasse ”Jeg synes egentlig, at tysk er lettere end engelsk. Det er nok, fordi der er så mange ord, der ligner det danske”. Og i 8. klasse spurgte en dreng forleden: ”Hvorfor skal vi egentlig lære tysk?”. Udsagnene satte tankevirksomhed i gang. Ikke fordi jeg ikke godt kender svarene, men jeg fik lyst til at stille en række ”ja-nej” spørgsmål om tysk. Her kan du, der læser dette, prøve at finde frem til, hvad dine svar vil blive:

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ja eller nej?

Tyskbloggen

På Tyskbloggen blogger på skift medlemmer af Tysklærerforeningens bestyrelse.

Er tysk det mest udbredte sprog i Europa?

Er Tyskland Danmarks største handelspartner?

Tales tysk som modersmål af ca. 100 millioner mennesker?

Udgjorde samhandelen med Tyskland i 2010 over 200 milliarder kroner?

Eksporterer danske virksomheder om året for 8000 kr. pr indbygger i den nordlige Schleswig-Holstein-delstat?

Er der store muligheder for at udbygge vores handel syd for Hannover?

Er tyskkompetencer efterspurgt i mange virksomheder i Danmark?

Kan tysk være nøglen til et internationalt arbejdsmarked og kreative udfoldelsesmuligheder i hele Europa?

Giver tyskkompetencer adgang til spændende uddannelsesmuligheder i Tyskland?

Er der sprogligt sammenfald mellem mange tyske og danske ord?

Er Tyskland vor nærmeste nabo?

Har danske litterater og kulturpersonligheder som Søren Kirkegaard og Georg Brandes været bosat i Berlin?

Var Einstein (kendt for relativitetsteorien) tysker?

Oversatte Martin Luther bibelen til tysk?

Bor og lever forfatteren Sissel Jo Gazan (”Dinosaurens fjer” / ”Blækhat”) i Berlin?

Arbejder verdensberømte designere som Jeppe Hein og kunstneren Olafur Eliasson i Berlin?

Har H.C. Andersen betegnet tysk som ”dansks sproglige fætter”?

Er der mere end 12.000 danskere, der har ejerlejlighed i Berlin?

Er tysk det andetstørste musikmarked i verden?

Har prorektor ved Københavns universitet Lykke Friis udtalt: ”Mit Englisch kommt man durch, mit Deutsch kommt man weiter”?

Udsendte regeringen i 2016 en ”Tysklandsstrategi” [http://www.stm.dk/multimedia/Tysklandsstrategi.pdf], der stiller ambitiøse mål for samarbejde og handel mellem Danmark og Tyskland”?

Udgives der hvert år over 60.000 bøger på tysk?

Bliver man med nutidens moderne undervisningsmetoder hurtigt god til at kommunikere på tysk?

Er tysk i dag alt andet end fortidens grammatikterperi?

Forbedres dine chancer for jobmuligheder (i Danmark og Tyskland), hvis du kan tysk?

Ligger tysk på andenpladsen, hvad angår videnskabelige publikationer i verden?

Er det rigtigt, at hvis du taler og forstår tysk, så lærer du tyskerne, deres historie og kultur bedre at kende? 

Var engelsk og tysk Indtil omkring 1990 ligestillede, obligatoriske fag i den danske folkeskole med samme læseplaner og samme prøvekrav?

28 spørgsmål, der alle kan besvares med JA?

Tager man alle ja-svarene i betragtning, var det måske en idé at tage op til overvejelse, om der ikke generelt set ville blive lært mere fremmedsprog i Danmark, hvis man fulgte Tysklærerforeningen for Grundskolens foreslåede fremmedsprogspolitik: Gør tysk til det obligatoriske fremmedsprog fra 5. klasse med obligatorisk mundtlig prøve efter 9. klasse og lad eleverne få mulighed for at vælge fransk eller spansk som 3. fremmedsprog fra 7. klasse med afsluttende prøve efter 9. klasse.

Sådan var det på den skole, jeg underviste på i slutningen af 80’erne og ind i 90’erne og alle elever, der blot havde lidt lyst til sprog, gik ud af 9. eller 10 klasse med tre fremmedsprog. Det gav valgmuligheder – også på gymnasiet. Jeg vil gerne lægge hovedet på blokken for, at det for alvor ville give fremmedsprogsundervisningen den styrke, erhvervsliv mv. hungrer efter.

Det er i grundskolen, kimen til det fortsatte arbejde med fremmedsprogene lægges!

Ministeriet udsendte den 28. november 2017 en Sprogstrategi for Fremmedsprog. [https://uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2017/nov/171128-100-millioner-kroner-til-ny-sprogindsats].

Den kunne få et konkret og fremadrettet indhold, hvis lovgiverne ville forholde sig til ovenstående.

Det kan aldrig være for sent!