Tysklærerforeningen for grundskolen
Blog
Von nichts kommt nichts!
Al læring kræver en indsats. Som vi siger på tysk: Von nichts kommt nichts! Størst udbytte af en god indsats får vi jo så, når vi også kan huske de ting, vi har lært.
Det kan varme mit hjerte, når jeg læser elevudtalelser om forløbet med husketeknikker i tysk. Memo Danmark og tysklærerne har formået at ændre elevernes holdning til læring og tysk. Det kan være svært at få især drengene til at interessere sig for faget, men på Sønderbroskolen vil det fremover nok være et lidt anderledes billede. ”Normalt synes jeg ikke, tysk er min kop te, men da vi begyndte at lave det her, blev det pludselig meget sjovere og mere spændende.”, Mikkel, 13 år.
Hvad kan Memo Danmark?
Projektet går ud på at lære mange substantiver og verber samt deres grammatiske tillægsværdi. Eleverne skal lære målordet (fx Heizung). Læreren giver dem et keyword, som lydmæssigt eller på anden vis kan lede tankerne hen på målordet (fx haj-tunge). Derefter skal der indprentes et mentalt billede hos eleverne ved hjælp af en historie. I dette tilfælde en historie om, at der på radiatoren er malet en haj. Fordi radiatoren er varm, har hajen det rigtig varmt og den sveder som på en sommerdag, så dens tunge hænger langt ud af munden på den. Den grammatiske tillægsværdi (Heizung er hunkøn) får eleverne ved at billedet af radiatoren med den svedende haj er placeret i en vens hus (location). Uden for huset står en pige. Alle hunkønsord, som vi har lært eleverne i dette forsøg er placeret i denne vens hus, som pigen (eller den kvindelige tysklærer) står uden for.
”Sjovt, fjollet og lærerigt.” Jesper, 12 år
Det er svært at beskrive hele princippet i konceptet med få ord. Det kræver en del baggrundsviden og kendskab til teorien, som vi tysklærere blev sat ind i på to intro-dage som en del af vores certificering, inden vi søsatte projektet. At det virker, er vi slet ikke i tvivl om. At det samtidig kan være med til at give undervisningen et fjollet twist, som fanger flere elever, ser jeg som en bonus. Jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, når jeg læser, hvad Jacob på 13 år siger: ”Sjovere end normalt tysk. Meget mærkeligt.”
En time dagligt i tre uger?
Projektet startede ud med et tre-ugers kickstart-forløb med en tysklektion om dagen. Det omfattende timetal har været et must, for at samle data ind. Memo Danmark samarbejder med professor Birgit Henriksen og alle indsamlede data skal bl.a. bruges til en artikel om arbejdet med husketeknikkerne. Valideringen om at det virker er vigtig og derfor bruges der i dette første forsøg også en del tid på testningen af elever. Skolelederen på Sønderbroskolen, Steffen Hessellund, var straks med på at tildele faget lidt ekstra timer for at bidrage til denne validering. Sommetider skal der – og kan der – tænkes kreativt, hvis man vil give opbakning til et fag, som ofte har det svært. Eleverne vil få glæde af teknikkerne i resten af deres skoleliv og forhåbentlig også i andre fag. Fremtidige forløb på skoler vil være mindre omfattende, men stadig indebære en certificering af tysklærerne. Om godt en måneds tid skal vi teste eleverne igen for at se, hvordan de klarer sig med at huske ordene. Jeg glæder mig!