Læs mere fra bloggen: Niels Chr. Sauer
Blog
Lærervold: Det er ikke for sent at give befolkningen en undskyldning
Tidligere tiders lærere, der slog eller ydmygede børn, spiller en rolle i forhold til lærerstandens image, mener tidligere lærer Niels Chr. Sauer.
Publiceret
Senest opdateret
At lærerstanden har problemer med sit image i visse dele af befolkningen, er ingen hemmelighed. De to mest kendte lærerskikkelser i den folkelige bevidsthed hedder lektor Blomme og lærer Andersen. Spørger man folk på min alder (73), om de husker modbydelige lærere fra deres barndom, er svaret som regel ja. Alle, jeg har spurgt, husker plageånder, der om ikke slog børnene, så i det mindste ydmygede dem eller begik andre former for magtmisbrug. Nogle af dem var deciderede sadister. Over en million nulevende danskere bevidnede det. Titusindvis af mennesker blev mærket for livet.
Sagens alvor taget i betragtning er det ikke et emne, der er særligt vel belyst, og når jeg igen kommer til at tænke på det, skyldes det en netop udgivet bog, ’Hug og slag i skolen’ af fvh. lærer, skoleleder og forvaltningschef Eyvind Hogstad. Forfatteren Niels Roed gengav i bogen ’Skoletæsk’ fra 2014 på baggrund af interviews 143 vidneudsagn om konkrete eksempler på vildt grænseoverskridende lærere og henvendte sig ved den lejlighed til DLF med en opfordring til lærerne om at give befolkningen en offentlig undskyldning. Han blev afvist.
Det fantastiske ved den her historie er, at det, der foregik i skolen, var åbenlyst forbudt. Se her, hvad der siges om sagen i ’Instruction for Lærerne i Almueskolerne paa Landet i Danmark’ fra 1814, paragraf 27: ’Han maa aldrig tillade sig at give Børnene Ørefigen, Stød eller Slag med Haanden, at knibe dem eller bruge Skieldsord imod dem. Ligesaalidt maae han indføre nogen Skambænk eller Skamkrog, og overalt ingenlunde betiene sig af vanærende Straffe, som kunne qvæle Barnets Ærefølelse og mere tiene til at forhærde end forbedre det. (…) De Børn, som ere under 10 Aar, har han desuden Ret til at straffe med et lidet Riis; de større med en tynd Tamp uden Knuder.’ Når det ikke desto mindre kunne finde sted, var det fordi forældrene i det store og hele billigede det. De slog jo selv ungerne for et godt ord.
Anvendelse af vold har været lovlig helt op til 1997, hvor forældres ret til at slå deres børn blev afskaffet. Indtil 1937 havde håndværksmestre ret til at tæske løs på lærlinge, og det samme havde husbond i forhold til tyende, tjenestefolk, indtil 1921. Da enhver form for legemlig afstraffelse i skolen blev forbudt i 1967, var det en prekær sag for Danmarks Lærerforening. Foreningens ledelse støttede forbuddet, men måtte gå stille med det, idet mange af medlemmerne var stærkt imod det. For hvordan skulle man nogensinde kunne styre børnene, hvis man ikke måtte slå dem?
For mig er der ingen tvivl om, at der dybt i den danske folkesjæl ligger et desværre særdeles velbegrundet degnehad, som lærerstanden i dag gør klogt i at forholde os til, selv om lærervolden forekommer os uendeligt fremmed. Modviljen mod skolelærere stikker så dybt i mange familier i samfundets nedre lag, at vores lovbaserede forventning om deres medspil omkring børnenes skolegang ofte er op ad bakke fra start. Jeg kan ikke dokumentere det, men jeg er sikker på, at når arbejdsgivere, regering og folketing i 2013 kunne slippe afsted med at oppiske en stemning imod lærerne, så skyldes det bl. a. et ubevidst ønske om hævn i det skolefremmede segment af befolkningen.
Det er ikke for sent at give befolkningen den undskyldning.
