Niels Chr. Sauer
Blog
Dyremoses sviner
Lærerne belyves dagligt for åbent tæppe.
Det var påDR2’s 22.30 Deadline d. 18.11, at man havde sluppet tre distingverede topchefer fra det private erhvervsliv løs i hen ved tyve minutter uden kvalificeret modspil.
Emnet var det offentliges mangel på effektivitet, og det kunne de tre hurtigt blive enige om. Det kunne man jo sige sig selv pga. den manglende konkurrenceudsættelse, og efter megen gensidig hovedrysten og nedrakning af en af verdens bedst fungerende offentlige sektorer nåede det nydelige selskab hen imod programmets slutning frem til den pointe, at kunderne ikke følte sig velkomne i det offentlige. Henning Dyremose, tidligere direktør i TDC, der ved gud aldrig har fremstået som kundevenlig i mine begreber, tog ordet. ’Lad mig nævne et eksempel’, sagde han i vanlig selvsikker stil, ’se nu folkeskolen’ – allerede her fornemmede man munterheden brede sig - ’...jamen det er jo fuldstændig vanvittigt, at man i lærernes overenskomst kalder samvær med børnene for ’konfrontationstimer!’ Og så bredte de svedne grin i DR-studiet, herregud, ak ja, disse lærere og deres latterlige forening, hø, hø. ’Og sådan nogle konfrontationstimer, dem drejer det sig selvfølgelig om at få så få af som muligt’ fastslog Dyremose, hø, hø, hø, de indforståede blikke slog smut på skærmen, ja de der lærere, de gider jo ikke bestille noget, det ved enhver. Og der sluttede programmet.
Der er bare den hage ved Dyremoses historie, at det han siger, er lodret forkert. Ordet ’konfrontationstimer’ findes overhovedet ikke, hverken i den gældende LC-overenskomst eller i lærernes arbejdstidsaftale. Ordet er almindeligt brugt flere steder i samfundet, fx i universitetsverdenen om de ansattes undervisningsforpligtelser, i sundhedssektoren om tiden med patienter og vist nok også blandt advokater om tiden i retten. Jeg er da også stødt på det i folkeskolen enkelte gange år tilbage, men aldrig i samtale med lærerkolleger.
Men sådan kører vores skoledebat altså for tiden. Når det gælder DLF, lærere og folkeskolen, så er der frit slag for enhver fusentast. Man behøver ikke at vide noget nævneværdigt om sagen, endsige have sat sig grundigt ind i den, heller ikke selv om man skal udtale i landets mest respekterede nyhedsprogram, for det er jo bare skolen vi taler om, og så ved vi jo, alle hvordan det er fat. Det er bare at lade munde løbe. Vi har jo verdens dyreste skole, det er ganske vist, vores børn har elendige PISA-resultater, de kan hverken læse, skrive eller regne, men det er jo klart, når de får så lidt undervisning og deres lærere er så dumme, går hjem kl. et og holder ferie i tolv uger om året. Og hvad rager det os, at det er løgn fra ende til anden, for nu skal lærerne bare have en sviner, og svarer de igen, gider vi ikke høre på dem. Det gjorde vi dengang vi var børn, og nu skal de fandeme ned med nakken.
De fleste ved vist godt, at det ikke passer. Lærerne ligger i hvert fald fortsat helt i top, når det handler om befolkningens troværdighed, sammen med sygeplejerskerne og politibetjentene, lysår over de smædende politikere og de journalister, der spiser af hånden hos dem.
Lad os nu bare ranke ryggen. Det skal blive løgn, ja det skal.
