Niels Chr. Sauer
Blog
Den sorteste løgn i mands minde
Regeringens og KL's pinlige forstillelse ændrer intet. Alle ved, at alle ved, hvad det er, der foregår.
Komikken vil ingen ende tage. KL’s topfolk og finansminister Bjarne Corydon slår syv kors for sig og ”afviser blankt”, at der foreligger nogen form for aftale parterne imellem om afslutning af den planlagte lockout mod alle Danmarks skolelærere gennem lovindgreb. Naturligvis gør de det. For nej nej nej da, det kunne da aldrig falde dem ind, aldrig i livet, Ama’r halshug! Men det er den sorteste løgn i mands minde.
Begge parter understreger fromt, at de selvfølgelig arbejder sammen om folkeskolen. Det er derfor kun ganske naturligt, at de afholder regelmæssige møder og koordinerer deres ageren på området. Og nu har regeringen som bekendt fremsat et forslag til reform af folkeskolen, der ifølge undervisningsministeren indebærer, at der skal leveres ikke mindre end 2 mill. regulære undervisningslektioner mere end i dag plus 8 mill. såkaldte aktivitetslektioner. Det svarer til en forøgelse af folkeskolens undervisning i størrelsesordenen 20 procent, og den skal vel at mærke dækkes af de nuværende lærere, børnehaveklasseledere og pædagoger mv. efter en afskaffelse af lærernes arbejdstidsregler.
Igen og igen har vi hørt den ene minister efter den anden sige, at det kun kan ske via overenskomstforhandlingerne, og det blev skåret ud i pap overfor forligspartierne bag folkeskoleloven på et møde i finansministeriet d. 3. december 2012, at præcis sådan forholder det sig. Venstres Karen Ellemann har allerede nok så frejdigt tilkendegivet at hendes parti vil stå bag regeringen, hvis et lovindgreb bliver nødvendigt, og KL har nu i tre måneder hamret løs på DLF uden ringeste antydning af vilje til kompromis. KL har ved første givne lejlighed varslet den totale lockout, iværksat så hurtigt som systemet overhovedet tillader. Og nu vil de så prøve at bilde os ind, at der ikke findes nogen fælles plan for standsning af lockouten ved lovindgreb. Alle mulige folkeskoleanliggender har man altså drøftet på disse mange ’naturlige’ møder mellem KL og regeringen, men ikke, hvordan man skal agere i en situation, hvor hele nationen med fuldt overlæg er kastet ud i kaos.
Undervejs har vi hørt statsministeren, finansministeren, indenrigsministeren og undervisningsministen skiftevis beskylde lærerne for at skabe myter og formane dem til at vise samfundssind; vi har hørt anonyme embedsfolk fra finansministeriet citeret for, at nu skal Danmarks Lærerforening knuses som Thatcher knuste minearbejderne, og jeg har personligt allerede for flere måneder siden stået ansigt til ansigt med særdeles velunderrettede kommentatorer, som kiggede mig dybt i øjnene og sagde: ”I har ikke en chance. I bliver kørt over. De har taget hinanden i ed, og de vil gå hele vejen!”.
Kun på denne baggrund giver arbejdsgivernes ageren mening. Deres urokkelige kurs uden svinkeærinder direkte imod den hårdeste konfrontation på det offentlige arbejdsmarked i nyere tid bygger på en mur- og nagelfast aftale med regeringen om, at den vil gøre arbejdet færdigt. Alt andet ville være vildt hasarderet og derfor utænkeligt.
Men det kan ikke siges højt. Opgøret med den danske model er så omfattende et svigt overfor de sørgelige rester af denne regerings hårdt plagede baglande, at det formentlig ville fremprovokere et åbent oprør, hvis det blev officiel politik. Der er trods alt grænser for, hvor meget arvesølv man kan slippe godt fra at sælge ad fordøren ved højlys dag. Men alle ved, at alle ved, hvad der foregår ved bagdøren.
