Niels Chr. Sauer
Blog
Inklusion på Ritalin
De elever, der nu skal inkluderes i almenundervisningen, er ekskluderet, fordi de ikke magter den fleksible folkeskole anno 2012. Nu står valget reelt mellem at ændre skolen, så også de kan være med, droppe inklusionen eller sætte hele banden på Ritalin
Blandt fagprofessionelle, der arbejder med adhd, autisme, Tourette, Asperger og andre socio-emotionelle diagnoser hos børn, er det almindelig viden, at børn med disse diagnoser vantrives i den såkaldt ’fleksible’ skole, vi har opbygget over de sidste tyve år. Disse børn har brug for en høj grad af forudsigelighed, trygge rammer og stabile relationer til såvel klassekammerater som til lærere. Udsat for den fleksible skoles mange omskiftelser mellem forskellige grupperinger på kryds og tværs, hvor spillereglerne skifter, kravene konstant omdefineres og de ydre rammer udskiftes, kan et af ovennævnte syndromer, som kunne have ligget latent hele livet igennem, bryde ud i lys lue. Skift er gift, som skolepsykologernes formand Bjarne Nielsen siger, når han skal gøre op, hvad der skal til for at gøre almenundervisningen inkluderende i forhold til denne gruppe af børn.
Men hvad så med alle de andre, lyder det så fra flere sider, ofte i et højlydt forarget toneleje. For det kan da umuligt være meningen, at hensynet til disse måske højst 10 procent af eleverne skal forhindre os i at lave den skole, vi gerne vil, vel? Svaret er et modspørgsmål: Hvad vil I have, kære venner? En inkluderende skole eller en fleksibel skole?
I hen ved tyve år har den traditionelle klasse med dens lærer, dens fag og dens faste ugeskema været hånet helt ned under gulvbrædderne (”ettallernes tyranni”). Lærerne er blevet punket ovenfra med krav om en mere uforudsigelig, omskiftelig og løst struktureret skole, og enhver indvending er blevet fejet af banen som udtryk for bagstræb og forandringsangst. I samme periode er forekomsten af elever med socio-emotionelle diagnoser mangedoblet. Forskerne står i kø for at fortælle skolen, at disse ting hænger tæt sammen: Thomas Nordahl, Niels Egelund, Susan Tetler, Bengt Persson, Kirsti Klette, Dorte Damm, Monika Vinterek, Åsa Bartholdsson osv., der ud fra hver deres vinkel beskriver, hvordan den flimrende skolehverdag skaber alvorlige vanskeligheder med inklusionen af netop de elever, som inklusionsprojektet tager sigte på. Skal disse elever have en chance i den fleksible skole, kræver det konstant mandsopdækning, og det har skolen slet ikke råd til. Derfor er de endt på specialskoler og i specialklasser. Det er simpelthen den billigste, anstændige løsning, når nu flimmerskolen er det givne vilkår.
Der findes nemlig også en anden, betydeligt billigere, men knap så anstændig løsning: Ritalin. Forbruget er tidoblet de sidste ti år. Vi har nu ca. 15.000 børn og unge, der ikke klarer hverdagen uden Ritalin, og inklusionen af børn med disse diagnoser er først ved at begynde nu. Jamen skal vi da have en ’inkluderende’ skole på Ritalin?
Nej, naturligvis ikke, og så kommer det formentlig som et chok for nogle, ikke mindst skoleledere, der gerne vil alt det gode på én gang: Når det gælder den fleksible skole og inklusionen, kan det aldrig blive et både-og. I den virkelige verden er det et enten-eller. Den specifikke gruppe af børn, vi her ønsker at inkludere i almenundervisningen, er ekskluderet af den fleksible skole, fordi de ikke kunne magte den, og det kan ingen trylleformular ændre.
Skal vi lave en ægte, inkluderende folkeskole, er det godnat til KL’s Nysyn med dets ønske om en skole, hvor klasserne er mere eller mindre opløst og skemaerne opbygges via elevernes selvvalg, godnat til udstrakt opsplitning og sammenlægninger af klasserne i varierende holddannelser ud fra fagligt standpunkt, læringsstile, interesser mv. Og godnat til SKUB, KRAI, MMALP og alle de andre kommunale højglansprojekter med lange individuelle forløb og dertil hørende ansvar for egen læring. Og det er goddag til en skole, der for alvor tager det på sig at sikre alle sine elever en fredelig og overskuelig hverdag med velkendte og trygge rammer i enhver henseende.
Lyder det kedeligt? Personligt synes jeg det ikke, men jeg har så heller ikke kedet mig én dag i mine 37 år som lærer. Alternativt kan vi da også fortsætte, som vi er begyndt, og bygge videre på den fleksible skole. Det kan jeg da også leve med, hvis vi vel at mærke får lukket for hanen med Ritalin. Så skal vi bare være helt på det rene med, at alt det der med inklusion er en saga blot. Så opretholder vi hele specialhurlumhejet, betaler hvad det koster uden at pibe, bliver ved at sende 5-10 procent af eleverne ud af almenundervisningen – og håber på det holder sig på det leje. Betingelsen er, at skolens ledere på alle niveauer genvinder jordforbindelsen og bliver helt ærlige omkring det her. Man kan ikke bare blive ved med fejt at sende aben nedad til læreren på gulvet, som Klaus Maigaard, fhv. skolechef fra Odense sagde forleden, da han satte fingeren på det ømme punkt: Dobbeltbudskaberne. Det, der her lyder: Byg en inkluderende, fleksibel skole. Man kunne lige så godt sætte lærerne til at tegne en firkantet cirkel.
