Niels Chr. Sauer
Blog
Inklusionen kører af sporet
Det er totalt perspektivløst at smadre inklusionen ved at sende specialelever retur til den almindelige klasse
Inklusionen er ved at køre af sporet, fordi mange kommuner ikke tager opgaven alvorligt. Under påberåbelse af inklusion sender de specialelever retur til almenundervisningen og stryger gevinsten. Men det bliver en kort varme, og snart kommer det til at føles koldt og vådt.
Disse børn er ikke sendt ud af almenundervisningen, fordi nogle snerpede lærere ikke ønskede at inkludere dem og ville have dem væk af hensyn til egen magelighed. Disse børn har alle sammen været igennem langstrakte visitationsprocesser, og når de er endt, der hvor de er, er det fordi, der ikke var nogen anden mulighed. Ulykken er så at sige sket, og filmen kan ikke spoles tilbage. At tro, at de nu kan inkluderes, bare fordi kommunens politikere har besluttet, at det skal de, er ikke bare naivt. Det er et overgreb, og det kommer aldrig til at virke.
Inklusion handler ikke om at nægte børn med særlige behov specialundervisning og voldinkludere dem i de klasser, de til overmål har demonstreret, at de ikke trives i. Inklusion handler om at sikre disse børn en plads i fællesskabet inden de bliver bragt dertil, hvor eksklusion er eneste mulighed. Det kan lade sig gøre, hvis undervisningen tilrettelægges på deres præmisser, således at forstå at den ikke uafladelig sætter dem i situationer, hvor de kommer til kort. Igen og igen får vi det dokumenteret, senest i den nyligt offentliggjorte Rambøllrapport om skolestartsforsøg: Disse børn tåler ikke den ’fleksible’ flimmerskole. De kræver ro, stabile relationer og sikker, stram klasseledelse. Statsministerens ’Emilskole’ med alle dens skift, forskellige personalegrupper og tværgående aktiviteter er gift for dem.
Vi kan imidlertid ikke indrette almenskolen som en stor specialskole. Deraf følger, at inklusionen har en grænse, og den er tydeligt fastlagt i selve inklusionsbibelen, Salamancaerklæringen. Der hvor barnet af hensyn til det selv eller af hensyn til de øvrige børn ikke kan modtage undervisning i den almindelige klasse, skal der sættes ind med kvalificeret specialundervisning. Kun rabiate inklusionsfreaks forestiller sig en skole uden eksklusion.
Inklusion handler derfor om at bygge et inkluderende miljø op fra bunden, bogstaveligt talt. Det begynder med børnehaven og derfra skal det indarbejdes op gennem skoleforløbet, klassetrin for klassetrin. Langsomt men sikkert svinder andelen af elever med behandlingskrævende, særlige behov ind til et acceptabelt niveau, der formentlig vil lægge sig til ro omkring to-tre procent af den samlede elevgruppe.
Men dette projekt kan kun lade sig gøre, hvis skolen får ro til at bygge det op. Tvinges klasserne til at inkludere elever, der allerede er ekskluderet, vil det i masser af tilfælde afspore klasserne og føre til yderligere eksklusion, dels i form af elever, der ikke kan tåle klassens ødelagte miljø, dels i form af elever, der trækkes ud af forældre, der ikke vil lægge børn til galskaben.
Nogle kommuner har forstået det og indset, at inklusionen skal vokse op nedefra som en ny skolekultur, der ikke nødvendigvis er billigere, men i hvert fald bedre. Måtte denne erkendelse brede sig til alle kommuner, helst hurtigt.
