Læs mere fra bloggen: Niels Chr. Sauer
Blog
Rådet for Børns Læring overser børnehaveklassens allerstørste problem
Formandskabet sidder tilsyneladende ubehjælpeligt fast i den ulyksalige idé om sammensmeltning af skole og fritid
Publiceret
Senest opdateret
Der er meget godt at sige om de anbefalinger vedrørende børnehaveklassen, som Rådet for Børns Læring netop har lagt frem. Det er i den grad på tide, at der kommer fokus på indskolingens problemer. De fejl, der begås her, kaster lange skygger hele vejen op gennem skoleforløbet, men små børn kan man byde alt. De gør aldrig vrøvl, de går bare i stykker. Den kvindedominerede indskoling har altid levet en skyggetilværelse, mens udskolingen er løbet med opmærksomheden. Dér flokkes mændene, forskerne og politikerne nemlig.
Navnlig er opgøret med det misfoster, der går under navnet ’før-SFO' velkomment. Det har aldrig været begrundet i noget som helst andet end sparehensyn. At komme af med dette kyniske og tåbelige arrangement er en decideret hastesag. Også ønsket om at reducere gennemtrækket af voksne, revitalisere børnehaveklassens metoder og trække dem med op i den efterfølgende indskoling er tiltrængt nytænkning.
Men der er een stor, hæslig tidsel midt i den ellers nydelige buket fra formandskabet: Fastholdelsen af de lange skoledage. De lange skoledage er reformens kapitalbrøler nr. 1, og intet sted har de gjort mere fortræd end i indskolingen, hvor de mange steder har skabt noget nær desperation blandt børnehaveklasseledere og lærere. Alle, der har arbejdet i indskolingen - og det har formandskabet ikke – ved, at små børn ikke blot intet får ud af de sidste to timer af en skoledag på seks timer: De mange timer gør direkte fortræd (selv har jeg arbejdet i indskolingen i 36 år, heraf de 12 som klasselærer). Ikke et eneste godt argument for at opretholde denne dysfungerende ordning kan formandskabet præstere.
Formandskabets gennemgående omkvæd lyder: "Det er vigtigere at udvikle kvaliteten, skabe mere ro og kontinuitet". Samme holdning, som socialdemokraterne har fremturet med i ti år. Det lyder meget tilforladeligt, men betragtningen er dybt problematisk. Pengene kan som bekendt kun bruges en gang. Bruger man dem på lange skoledage, kan man ikke også bruge dem på at øge kvaliteten. Og er der noget, de lange skoledage ikke bringer, er det 'ro og kontinuitet'. De skaber derimod mistrivsel, stress, uro, konflikt, vold, mobning, eksklusion, skolevægring, hovsaløsninger, rekrutteringsproblemer, kort sagt kaos. De eneste, der er glade for de lange skoledage, er de bundlinjefikserede politikere, der går mere op i en billig SFO end en velfungerende indskoling.
Formandskabet sidder tilsyneladende ubehjælpeligt fast i den ulyksalige idé om sammensmeltning af skole og fritid, som kom til udtryk i to af reformens mest eklatante fiaskoer, den understøttende undervisning og lektiecafeerne. Denne ’helhedstænkning’ var spændende nytænkning for 30 år siden, men den har i dag har passeret sidste salgsdag. Børn, især de mest sårbare, har brug for tydelig og forudsigelig struktur med klare roller. Som en god gammeldags kromiddag: Suppe steg og is, i nævnte rækkefølge, serveret som adskilte retter, ikke væltet sammen til en ubestemmelig grød i en stor blender. Men det skal man nok være helt tæt på børnene for at kunne se.
