Niels Chr. Sauer
Blog
Drop nu den reform
Reformen af folkeskolen er i dag lysår fra den vindersag, regeringen troede, den havde. Nu er regeringen i stedet ved at trække folkeskolen med i faldet.
Når vi laver gennemgribende skolereformer her til lands, plejer det at foregå på den måde, at et bredt folketingsflertal sætter en proces i gang. Hundredvis af fagfolk involveres, der nedsættes studiegrupper, der etableres seminarer, og der indkaldes konferencer, foretages undersøgelser og evalueringer og skrives rapporter. Den indsamlede viden lægges frem til offentlig debat, og først derefter går det egentlige, lovforberedende arbejde i gang. Der skrives udkast, som debatteres vidt og bredt, højt og lavt, og når det endelige forslag lægges frem i folketinget, har den forudgående proces reduceret vedtagelsen med et bredt flertal til en formalitet. Således blev de to sidste gennemgribende reformer i henholdsvis 1975 og 1993 begge officielt skudt i gang ikke mindre end seks år før deres vedtagelse i folketinget.
I sammenligning med disse to grundigt forberedte reformer ligner de igangværende forhandlinger om den i afsættet mest gennemgribende reform af samfundets bærende kulturinstitution mest af alt Hjallerup hestemarked lige før lukketid. Der købslås lystigt på kryds og tværs i Christiansborgs aflukkede mødelokaler, og hvad der i grunden foregår, må offentligheden i vid udstrækning gætte sig til. Det billede, der tegner sig, er følgende:
Allerede et par måneder efter regeringens tiltrædelse i november 2011 står det klart, at den har desperat brug for en vindersag. Regeringens blik falder på folkeskolen, idet man vurderer, at den har det rette mediemæssige potentiale. Her kan alle være med, her kan man hurtigt og let skabe en folkestemning, og her kan man slå nogle spektakulære armsving, uden at det behøver at koste fælleskassen noget særligt.
Det skal understreges, at den forhenværende opposition med Christine Antorini som skyggeundervisningsminister i tiden op til overtagelsen af regeringsmagten på intet tidspunkt lagde op til en gennemgribende omkalfatring af folkeskolen. De havde tværtimod igen og igen kritiseret VKO-regeringens evindelige indblanding i folkeskolen højlydt. De havde klart signaleret, at når de kom til fadet, skulle der nok justeres på visse detaljer, men folkeskolen skulle først og fremmest have arbejdsro. Dens udvikling skulle forankres i forskningen, dens ansatte skulle mødes med tillid, og de skulle have udstrakt råderum til at foretage det fornødne ud fra rent professionelle betragtninger.
Det lader sig således fastslå som en kendsgerning, at den nuværende regering oprindeligt ikke nærede noget ønske om dybtgående, politiske indgreb i folkeskolen. Som logisk følge fik Antorini da også grønt lys fra regeringstoppen til at iværksætte projekt ’Ny nordisk Skole’ straks ved regeringens tiltræden, og optimismen begyndte så småt at spire frem i skoleverdenen. Men allerede inden blækket var tørt på Antorinis mange løfterige aftaler med skolerne, blev hendes drømmeprojekt overrulet af regeringstoppens strategiske satsning på en folkeskolereform, der gav fanden i Ny Nordisk Skole under hensyn til det akutte behov for konsolidering af regeringsmagten.
Hvorom alting er: Det hele lægges i hænderne på Moderniseringsstyrelsen, der iværksætter udarbejdelsen af en masterplan, som kort fortalt tænker i to parallelle spor: Lad os kalde dem rammesporet og indholdssporet.
Rammesporet er på det tekniske plan relativt ukompliceret. Det varetages med stor professionalisme af Moderniseringsstyrelsen selv, der i tæt samarbejde med KL planlægger et langt forløb, kontrolleret til mindste detalje; begyndende i efteråret 2011 med diskret priming af offentligheden, der skal vendes imod lærerne, kulminerende i foråret 2013 med den store konfrontation med lærerne og deres fagforening, der slet og ret skal knuses ved hjælp af lovgivningsmagten. Lærerne skal betale hele gildet.
Danmarks Lærerforening får i oktober 2012 fingre i den tophemmelige drejebog og forsøger i de efterfølgende måneder at råbe den øvrige fagbevægelse op, men historien virker for fantastisk. Kun FOA fatter situationens alvor, og først d. 17. marts 2013 afdækkes hele forløbet af 21-Søndag i en reportage, som Corydon forgæves prøver at stoppe og efterfølgende klager over til DR’s generaldirektør. Hans klage afvises blankt.
Pudsigt nok finder regeringen tilsyneladende aldrig ud af, hvordan den skal takle den voldsomme kritik, forløbet til dens overraskelse afføder. Det ene øjeblik hævder Corydon & konsorter i et mopset tonefald, at det er både åbenlyst og ganske naturligt, at de har tilrettelagt forløbet i samarbejde med KL. Det næste øjeblik ryster de opgivende på hovedet og kalder det for en konspirationsmyte. De afgørende dokumenter i sagen tilbageholdes fortsat, desuagtet at finansministeren d. 24. april – uden at fortrække en mine – må indkassere en syngende lussing fra ombudsmanden, der konstaterer, at ministeriets ageren ”… kan have været planlagt og disponeret netop med sigte på at undgå, at dokumenterne blev undergivet aktindsigt”.
Indholdssporet er mere kompliceret. Afsættet giver ganske vist nærmest sig selv: Regeringens skal komme med et populært bud på løsningen af det presserende problem, alle regeringer i den vestlige verden bortset fra Finland har bakset mere eller mindre forgæves med de sidste 25 år: Den foruroligende store gruppe af unge, der forlader skolen med utilstrækkelige grundlæggende færdigheder og kundskaber. Og her knækker filmen for regeringen. De to spor kan ganske enkelt ikke spille sammen. Rammesporet, der ikke er til diskussion, dikterer åben og total krig mod skolefolket. Dermed er hele den vanlige, langstrakte, demokratiske proces for folkeskolereformer udelukket. Samtidig tilsiger såvel al skoleforskning som almindelig sund fornuft, at det ikke er muligt at gennemføre en skolereform uden skolefolkets engagement og aktive medvirken.
I stedet for at tage dette grundlæggende problem alvorligt, insisterer de skolefremmede djøffere i Moderniseringsstyrelsen på, at projektet kan trumfes igennem, og regeringstoppen, der er fuldstændigt blank på skoleområdet, lægger sin skæbne i deres hænder. Hvis initiativet skal have den tilstræbte effekt på regeringens omdømme, skal det desuden gå stærkt. Helst så stærkt, at det hele er overstået, inden offentligheden når at forholde sig til, hvad der foregår. Så der skal handles demonstrativt, effektivt og hårdhændet. Skal regeringen slippe godt fra dette, er den imidlertid afhængig af Venstres opbakning i folketinget. Regeringen giver derfor en håndfuld anonyme djøffere fra undervisningsministeriet, finansministeriet og KL nogle måneder til i et hermetisk lukket rum at udforme et forslag, der lægger sig er så tæt op af det forslag, som Lars Løkkes regering fremsatte, at flertallet er så godt som sikret på forhånd. Det forhold, at S, SF og R tog skarp afstand fra Lars Løkkes forslag, ’Faglighed og Frihed’, da han fremlagde det i december 2010, betragtes som en uvedkommende detalje.
I efteråret 2012 er den ansigtsløse arbejdsgruppes reformudspil færdigt. Det hemmelige forslag annonceres ved folketingets åbning d. 2. oktober, og først d. 6. december fremlægges det i en storstilet, nærmest militært koordineret aktion med alle sejl sat til. Nu er det bare at holde fast. Nu skal lærerne have kniven, og når det er sket, senest ved udgangen af april 2013, har man lige en god måneds tid til at få reformen hastet igennem folketinget, hvis flertal allerede i store træk har nikket til den måneder forinden.
Herfra mister regeringen grebet om sagen. Masterplanen begynder at krakelere. Ganske som forventet rager regeringen alvorligt uklar med Danmarks Lærerforening, men foreningen mobiliserer modstand i et omfang, som regeringen ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig. Regeringen, der ser sin ultimative vindersag glide dem af hænde, går i panik og fejlvurderer situationen på en række punkter. Samtidig begår den i hurtig rækkefølge en række fodfejl (se min blog: Nu brænder lokummet). Udspillets stærke position begynder at vakle i offentligheden, der til regeringens åbenlyse bestyrtelse kaster sig ud i en omfattende, kritisk debat om forslagets indhold i detaljer. Den debat er regeringen slet ikke er klædt på til. Uanset hvor hurtigt Christine Antorini snakker, og uanset hvor mange gange Michael Ziegler gentager de indstuderede argumenter, fremstår de fagligt svagere og svagere uge for uge, og jo mere regeringens øvrige ministre kommer dem til hjælp, jo værre bliver det. Regeringen får malet sig selv op et hjørne, hvor den hverken kan forsvare KL’s aggressive fremfærd mod lærerne eller lade være. Ingen levende sjæl tror regeringen over en dørtærskel, da den griber ind i konflikten til ensidig fordel for KL, idet den bedyrer, at den helst havde set et forlig, mens krokodilletårerne formelig sejler ned over tv-skærmene.
Nu begynder de hidtil relativt ubetydelige, mindre oppositionspartier pludselig at vejre morgenluft. De konservative, der ikke overraskende har sat hælene i overfor helddagsskolen og aktivitetstimerne, har endelig fundet en sag, der kan give lidt medvind. Liberal Alliance og navnlig Dansk Folkeparti fisker behændigt i de rørte vande, som den hundesvømmende regering nu plasker hjælpeløst rundt i - qua sin dilettantiske undervurdering af den folkelige antipati mod reformen, som en dybt såret Danmarks Lærerforening har rejst gennem en intens kamp i medierne. Og med de små, borgerlige støttepartier hængende i haserne begynder det store Venstre nu at ryste på hånden: Skulle man mon skifte hest her, midt i vadestedet? Hvorfor i grunden misse en oplagt mulighed for at give regeringen endnu en mavepuster? Fristelsen bliver for stor. Venstre vender omkring på en tallerken.
Og der er vi så nu. Regeringens oprindelige forslag, fra starten stukket sammen af forhåndenværende skolepolitisk drivgods ud fra hensynet til regeringens overlevelse, hænger i laser. Det, der burde være grundige, saglige forhandlinger om samfundets bærende kulturinstitution, har udartet til vilkårlig hoppen fra tue til tue med christiansborgske studehandler under armen.
I skrivende stund har oppositionen nu fremsat ti krav til reformen, der for fleres vedkommende hver for sig burde være rigeligt til at få en SRSF-regering til at holde sig for næsen og dreje om på hælen: Endnu dybere knæfald for den overfladiske PISA-faglighed, som hænger alle tre regeringspartier mere eller mindre ud af halsen. Karaktergivning fra 4. klasse, som de tre regeringspartier til enhver til har været stærkt imod, idet det demotiverer de svage elever. Mulighed for dumpning ved afgangsprøven, en uhyrlighed ud fra det grundlæggende skolesyn, SRSF med forskellige nuancer bekender sig til. Afskaffelse af holddelingsbegrænsningen på 50 procent, der åbner en ladeport for afmonteringen af den enhedsskole, der er hjerteblod for SRSF. Og engelsk fra første klasse, skolefagligt set en dårlig vittighed, som Antorini med fuld ret udtrykkeligt har modsat sig med henvisning til den notoriske mangel på sagligt belæg.
Der er kun én anstændig afslutning på hele denne farce: Drop nu den reform. Det er ingen skam at kaste håndklædet i ringen, når man raver rundt i ringen som en groggy bokser i 10. omgang i håb, at gongongen er lige om hjørnet. Slet ikke, når det resultat, der tegner sig, ikke blot intet har med en sejr at gøre. Det kan end ikke betegnes som uafgjort. Det vil gå over i skolehistorien som den ultimative ydmygelse af skolens professionelle og deres politiske fortalere. Og værst af alt: Det er ikke længere den vindersag, der kan sikre regeringens overlevelse. Hvorfor dog trække folkeskolen med i faldet?
Hvis regeringen er så modig, som den påstår, besinder den nu. Så sætter den oppositionen stolen for døren og vender tilbage til det, der indtil for nylig var dens erklærede politik. Ny Nordisk Skole ligger på valen, javist, men den er endnu ikke officielt afgået ved døden. Hvis regeringen vil lave folkeskoleudvikling sammen med dem, der skal bære den igennem ude i skolerne, skal den bare sige til. Lærerne er stadig klar; men om et lille øjeblik er det for sent.
