Niels Chr. Sauer
Blog
Så kan hun lære det
Antorinis beslutning om at hænge 17 'dårlige' skoler ud bør ramme hende som en boomerang og få hende til at tænke sig bedre om
Hvad er meningen? Undervisningsministeriet fremlagde d. 12. september en liste med 17 skoler, der har klaret sig bemærkelsesværdigt dårligt mht. afgangskarakterer de sidste tre år og lagde historien frem på ministeriets forside som separat nyhed. Motivet bag denne chokerende handling er ifølge det ministerielle nysprog at ’hjælpe’ skolerne. Med hvad dog? Hvis børne- og undervisningsminister Christine Antorini var i tvivl om, hvorvidt skolerne kendte deres egen placering, kunne hun så ikke bare have orienteret dem uden at råbe det udover alverden? Hun bedyrer, at hun ikke ønsker at lave en særskilt historie ud af det. Ministeriet hemmeligholder jo ikke disse oplysninger, betror hun os, og journalisterne kunne selv finde dem frem, hvis de ville. Så derfor kunne ministeriet lige så godt gøre arbejdet selv, skrive hele historien og lægge den på forsiden. Det er bare helt naturligt. Lige som de søde mennesker, der hjælper brandvæsenet med at antænde brande.
I går, ca . to uger efter ministeriets faux pas, har pressen så opdaget historien, og de landsdækkende medier har bragt den under forskellige, giftige overskrifter såsom ‘17 folkeskoler dumpes på kvalitet’ (Jyllandsposten) og ’Her er Danmarks ringeste skoler’ (BT). Mange af skolerne er naturligvis kendetegnet ved at deres elever tilhører samfundets svageste grupper, og flere af skolerne har modtaget priser af forskellig art for fremragende arbejde med netop disse elevgrupper. Som tak for indsatsen ’hjælper’ ministeren her skolerne med et velrettet los i r****, og skolernes ledere kan se frem til at skulle forklare sig overfor nysgerrige journalister og bekymrede forældre, der må formodes at overveje deres skolevalg en ekstra gang. Dygtige lærere på skolerne vil spørge sig selv, hvad de egentlig laver her, og eleverne og forældrene vil blive bestyrket i, at det hele er skolens skyld. Selv Niels Egelund udtrykker forbløffelse over ministerens opførsel og siger: ”Det er fint at kritisere skolerne, men man havde måske ikke behøvet at sige det til gud og hvermand, (…) Det er helt oplagt, at nogle forældre siger ' gud, er det sådan - der skal vores børn ikke hen’ ”.
Dog, én god ting kan der komme ud af miseren. Ministeren har netop luftet tanken om at forlade sit hidtidige, forskningsmæssigt solidt begrundede standpunkt vedrørende offentliggørelse af testresultater, som hun konsekvent har beskrevet som direkte skoleødelæggende. Nu mener hun, at vi er ’udfordret’ på dette punkt, fordi der skal være mere ’gennemsigtighed’ omkring skolens resultater, for i Ontario har hun hørt, at man sagtens kan offentliggøre testresultater, uden at det får synderligt negative konsekvenser i form af skoleranglister. Men der bliver faktisk lavet skoleranglister i Ontario. Sagen er bare den, at landets skolepolitikere i forening helt bevidst inddæmmer de negative effekter, idet de er enige om at betragte ranglister som underlødige og derfor over en bank nægter at kommentere på dem.
Hvis ministeren troede, at man kan få danske medier og politikere til at opføre sig lige så åndsnærværende og anstændigt som de ontariske, ved hun nu, at hun tog fejl. Hun optræder selv som lysende eksempel på netop den ureflekterede dårskab, hun ikke ønsker indført her til lands. Når hun selv kan træde så meget ved siden af, hvad tror hun så, man kan forvente sig fra de politikere, der er folkeskolen mindre venligt stemt, for slet ikke at tale om den sensationshungrende presse?
Hvad vi ser her, er blot en beskeden forsmag på den form for destruktive energier, Antorini vil slippe fri, hvis hun vælger at offentliggøre testresultater på dansk grund. Ministeren skal derfor have tak for denne ufrivillige opvisning i tåbelighed. Så kan hun lære det.
