Niels Chr. Sauer
Blog
I slipper ikke, Anders Balle!
Skolelederne skal vide, at deres formands lysegrønne forhåbninger om, at de kan slippe for den ubehagelige opgave at tidsfastsætte lærernes arbejdsopgaver, er det rene dagdrømmeri.
Et er, at skoleledernes akilleshæl ifølge Anders Balle sidder i pengepungen, og at de definerer sig selv som lærernes modpart. Endvidere, at hans ord under konflikten om, at skolederne foretrækker en aftale, ikke længere står til troende. Det er endnu én i rækken af skuffelser fra den kant, men det er da til at forstå, og det må man så bare tage til efterretning. Sådan er det jo.
Noget andet er, at Balle tilsyneladende ikke har forstået, hvad det er for et ledelsessyn, Moderniseringsstyrelsen pålægger skolelederne fremover at navigere ud fra, når han siger: "Som skoleleder skal man slet ikke lede lærerne på tid - i stedet starter man med at bemande et årgangsteam, og så er det op til lærerteamet på for eksempel 5. årgang at fordele opgaverne i mellem sig".
Jamen det er det rene dagdrømmeri, Balle!
Under ideelle forhold, hvor krybben bugner af foder, og hestene kan hygge sig sammen, mens de alle æder sig mætte, vil Balles idé om, at skolelederen kan uddelegere fordelingen af tid til årgangsteamene, måske i et vist omfang kunne realiseres. Selv i denne drømmeverden ville skolelederen imidlertid skulle tildele årgangsteamet en samlet tidsresurse. Og selv hvis denne resurse skulle være rigelig, er det tvivlsomt, om lærerne i teamet derefter ville kunne fordele alle de forskellige opgaver i fred og fordragelighed. Opgaverne er langt fra lige attraktive. Enkelte af dem kan være så ekstremt krævende, at ingen ønsker dem, og den enkelte lærers opgaveoversigt er til syvende og sidst ledelsens ansvar.
Men krybben vil netop ikke bugne af foder. Alt tyder på, at Balles arbejdsgivere (glem ikke, at også skolelederen er en underordnet!) netop vil påtvinge lederen at presse mere undervisning ud af lærerne.
Opgaven med at fordele tiden til de forskellige arbejdsopgaver vil derfor meget hurtigt ende på skolelederens bord. Lærerne er dybt afhængige af at kunne arbejde tæt og tillidsfuldt sammen, og det vil de aldrig kunne, hvis de skal igennem tilbagevendende rivegilder, hvor i hvert fald en del af dem vil slås med næb og klør for at skubbe visse opgaver fra sig. Det ville forpeste samarbejdsklimaet totalt, ja det ville lamme teamet, gøre det uarbejdsdygtigt, simpelthen.
Skulle ledelsen som udgangspunkt bede lærerne om at løse opgaven, vil lærerne, så snart de sorte skyer trækker sammen, sige til ledelsen, at det her kan vi umuligt løse selv, det må du som leder tage på dig. Ledelsesret betyder her ledelsespligt. I slipper ikke, Balle. Denne Sorteper umiskendeligt hos skolelederen, ikke hos lærerne!
Om Balles skolesyn, der desværre nyder en vis udbredelse, kunne siges mangt og meget; her blot nogle få, korte bemærkninger. Hans proklamerede ’kulturskifte fra individuel undervisning til teamsamarbejde, fra fokus på undervisning til fokus på den enkelte elevs resultater og læring", ligner mest af alt reformpædagogisk drivgods fra SKUP/Gentofte, Håboskolerne og tilsvarende pædagogiske fallitboer, der har kostet det hvide ud af øjnene (1½ mia. kr. i Gentofte!) uden at levere varen. Hvilket desværre i vid udstrækning endnu ikke er gået op for store dele af skolens ledelsessegment og mange overvintrede kulturradikale på sikker afstand af klasseværelserne. Det ender i flimmerskole, grasserende ansvar for egen læring og masseproduktion af ADHD-diagnoser. Den inkluderende skoles absolutte modsætning. Nu må vi se at komme videre, og vi skal en helt anden vej. Undervisningen skal i centrum. Læs fx Gert Biesta og Thomas Ziehe.
Den forfærdende sandhed er imidlertid , at det er mange år siden, at vores skoleledere havde tid, lyst og lejlighed til at følge med i den dybdegående, skoleforskningsmæssige faglitteratur. Dertil er de alt for optagede af at passe butikken, af at STYRE deres skoler. Se Raahauge: http://www.folkeskolen.dk/530281/ledelse-eller-styring
