Niels Chr. Sauer
Blog
Det svenske skrækeksempel skal tages alvorligt
For 30 år siden havde Sverige en folkeskole, der præsterede på niveau med den finske. Så tog politikerne fat - med alle de tåbeligheder, som danske politikere har importeret til vores skole, sidst lov 409 og den forestående reform, der er gennemsyret af det svenske skolesyn. I anledning af PISA og det chok, som den skaber i Sverige hermed min kronik fra Weekendavisen 15.11.2013
Når danske skolepolitikere skal lave skolepolitik, henter de ofte inspiration i Sverige.
Det gav god mening engang, men det gør det ikke længere. Ikke desto mindre kigger de danske skolepolitikere fortsat hinsidan.
Regeringens og KL's skolereform er gennemsyret af svensk skolepolitisk tænkning.
Lad mig rekapitulere: I 1989 var det svenske folkehjem styret ud i en økonomisk krise, der skabte et akut behov hos politikerne for at demonstrere handlekraft, og så faldt deres blik på folkeskolen. Den svenske folkeskole havde ganske vist papir på at være en af verdens mest velfungerende, men påskønnet var den ikke. Der var stemmer i at rakke det stive, stærkt centraliserede, i nogle øjne nærmest sovjetiserede skolevæsen ned, og da man først lindede på låget, gik overtrykket af med stor voldsomhed.
Mindre end et år tog det Socialdemokratarna i rollen som elefanten i porcelænsbutikken at rydde alle hylder, kaste helt nye varer ind og hetze lærerstanden så langt ned, at den ikke siden har rejst sig. Herefter er det kun gået én vej for den svenske folkeskole: Nedad. Først langsomt, men sikkert, senere hurtigere, og nu er den i rivende forfald. Problemet er hastigt på vej til toppen af mediernes dagsorden, og panikken breder sig blandt svenske skolepolitikere.
I begyndelsen var det kun de færreste, der så katastrofen komme. En evaluering fra 1992 gled let hen over reformens problematiske sider. De var vel næppe heller trådt i karakter.
Først i 2003 forelå den første uvildige, nationale evaluering fra den centrale skolemyndighed, Skolverket. Den peger på tiltagende problemer på følgende områder: Mobning, manglende fællesskab, individualisering, faglige færdigheder i svensk (læsning), matematik, naturfag og samfundsfag samt lærerrekruttering.
Men budskabet blev overhørt.
Herefter tikkede alarmsignaler fra Skolverket ind i en jævn strøm. I 2004, da den statslige skoleinspektion på sin runde i landets kommunale skolevæsener var kommet til den velstillede Håbo kommune lige uden for Stockholm, holdt mange vejret i spænding.
Håbo havde over en årrække og under stor bevågenhed satset en formue på den såkaldt »fleksible« skole. Her kunne man se fremtidens folkeskole folde sig ud, hed det sig. Også danske skolepolitikere valfartede dertil i bundter og lod sig manuducere af Håboskolens chefideologer, hvis hovedbudskab kan opsummeres: Nedlæg klasseundervisningen, brug i stedet masser af holddannelse, drop fagskemaet, nedlæg specialundervisningen og individualisér skolen mest muligt.
Sæt eleven i centrum i stedet for undervisningen, bland skole og fritidspædagogik og lad pædagogerne undervise. Netop det skolesyn, som præger den forestående danske skolereform.
Skolverkets dom var nådesløs. Håboelevernes faglige præstationer lå markant lavere end det forventede. Deres undervisningsmiljø var - omfattende investeringer i bygninger til trods - i urimeligt omfang præget af pladsmangel, støj og mobning. Elever med særlige behov blev svigtet rutinemæssigt, og alle andre fag end svensk, matematik og engelsk var nærmest usynlige. Rapporten kom som et chok, også i Danmark, hvor evangeliet fra Håboskolen i flere år havde domineret debatten om skoleudvikling. Det forsvandt over en nat. Nu skulle man tro, at det samme ville ske med det skolesyn, som Håboskolen var udtryk for. Men igen blev Skolverkets kritik overhørt, og siden har vi set et utal af rapporter, der ud fra forskellige vinkler gentager kritikken; men det får tilsyneladende ikke politikerne til at stoppe op og tænke sig om.
I 2006 kom således fra Skolverket den meget grundige rapport »Individualisering i ett skolsammanhang«, hvoraf det fremgår, at den svenske skoles vanskeligheder i væsentligt omfang kan føres tilbage til afskaffelsen af det fælles fokus i lærernes undervisning i klassen.
Og i 2008 kom den ligeledes meget velunderbyggede rapport »Vad påverkar resultaten i svensk grundskola?« Denne rapport konstaterer, at resultaterne i den svenske skole har været konstant nedadgående siden 1990. Den udpeger fire faktorer, der kan føres tilbage til reformen i 1989, og som hver især og navnlig tilsammen må gøres til genstand for et kritisk fokus, hvis skolen skal rettes op: Decentralisering, differentiering, individualisering og segregering.
Decentraliseringen har givet den kommunale vilkårlighed i Sverige et spillerum, som tillader fremvæksten af skoler, der på en række punkter giver køb på de forudsætninger, som en god skole kræver. Mest alvorligt har den tilladt folk uden læreruddannelse at overtage lærerarbejdet i et sådant omfang, at det er et problem overalt. På visse områder udgør de et flertal af underviserne. Eksempelvis er kun syv procent af de lærere, der underviser i faget teknik i den svenske grundskole, uddannet til det.
Differentiering af eleverne i form af niveaudeling har grebet om sig. Følgen heraf er ikke blot, at den vigtige kammerateffekt afmonteres, hvorved udbyttet af skolegangen for gruppen af svage elever forringes væsentligt. Når den heterogene elevgruppe forsvinder, underminerer man tillige skolens evne til at socialisere eleverne og danne fællesskaber. Det stigmatiserer de svage elever, skaber kliker og svækker elevernes demokratiske dannelse. Individualisering af undervisning medfører, at eleverne i højere grad overlades til sig selv. De skal tage mere ansvar for egen læring, og det magter mange af dem ikke.
Individualisering medvirker til at skabe en undervisning, der bygger på det, den fremtrædende danske skolemand, professor Mogens Nielsen, i sin tid kaldte »mindstekontrakten« mellem lærer og elev: Eleven lader, som om han laver noget, og læreren stiller ingen krav.
Læreren farer rundt og forsøger at skubbe de ligeglade elever i gang med arbejdet, mens de dygtige elever vælger opgaver, der er så lette, at de kan klare sig helt uden den hjælp, de heller aldrig får, fordi læreren er konstant optaget af de andre.
Desuden forfalder fagenes sprog og metoder, fordi den faglige samtale under lærerens kyndige ledelse går i stå.
Segregering betyder, at elever fra forskellige samfundslag i stigende grad isoleres fra hinanden på meget forskellige skoler, der vokser frem af den omfattende deregulering af skolesystemet. Udviklingen tog især fart med skolekoncernernes indtog i 1996. Et veritabelt Klondyke for fribyttere, smart guys og spekulanter er opstået i form af en privatskolebranche, hvor den enkelte elev medbringer den ubeskårne, gennemsnitlige sum, som det koster at have en elev i folkeskolen. Kan man drive en privatskole med lavere udgifter end den offentlige, er det tilladt at tage overskuddet ud - til skattely på Guernsey og Cayman Islands. På den konto opstår der skoler uden specialundervisning, skoler stort set uden uddannede lærere og ledere, skoler med ringere materielt udstyr i alle henseender og så videre. Og når de så går konkurs, fejer den offentlige skole op. Som for eksempel efter John Bauerskolerne, der for et par måneder siden gik i betalingsstandsning med et underskud på 1,3 milliarder kroner i øvrigt lige efter at have udbetalt 80 millioner kroner til aktionærerne.
Nogle vil måske undre sig over, hvor den svenske lærerstand dog har været henne i hele dette forløb? Svaret er, forenklet sagt, at deres fagforeninger bøjede sig for overmagten i halvfemserne. De accepterede en rundbarbering af lærernes relative autonomi, individualisering af løn-og arbejdsvilkår og krav om tilstedeværelse på skolen fra 8 til 16. Til gengæld fik lærerne en særlig lønforhøjelse på ti procent, og siden har fagforeningerne gjort det, som mange på dansk grund vil have Danmarks Lærerforening til i dag: fokuseret på kampen for lærernes løn-og ansættelsesvilkår, overladt pædagogikken til myndighederne og ladet politikerne herse og regere, som det har passet dem.
Resultatet er en svensk folkeskole i rivende forfald. En skole, hvor man reelt har afprofessionaliseret underviserne systematisk ved at lukke op for uuddannede lærere i stor stil og demoraliseret skolen gennem indførelse af primitive ledelsesinstrumenter fra industrivirksomhederne såsom bevidstløse tilstedeværelseskrav og belønning af lærere, der sikrer eleverne høje karakterer.
Tallene taler deres eget sprog: I 1980 var der ti ansøgere pr. plads i læreruddannelsen, i dag er der 1,2. Ikke færre end 37.500 lærere har forladt den svenske skole for at arbejde i andre brancher, og de svenske myndigheder regner nu med, at der vil mangle cirka 43.000 lærere i 2020. De svenske PISA-resultater er raslet ned i alle de fag, der måles på, og hvad værre er: Det skyldes først og fremmest, at de svage elever er blevet svagere.
Ligheden er blevet mindre, og den svenske skoles evne til at bryde negativ social arv er slidt helt ned til amerikansk niveau.
Vi ser et Sverige, hvor polariseringen samfundsgrupperne imellem tager til. Når skoleklassens kulturelle, sociale og multietniske fællesskab afmonteres til fordel for en fragmentering, hvor børnene i stigende grad kun møder dem, der er magen til dem selv, har det på længere sigt alvorlige konsekvenser for hele samfundet.
Så går samfundets indre samtale langsomt i stå, så bliver tonen mere og mere hård og uforsonlig, og så undermineres ikke blot skolens faglighed, men også dens rolle som demokratiets generator par excellence.
Den tid er forbi, hvor svensk skole kunne tjene som forbillede for os. I dag tjener den til skræk og advarsel.
