Tysklærerforeningen for grundskolen
Blog
Dansk - et nabosprog
Man behøver ikke at bo i Danmark for at have lyst til at lære vores sprog at kende. Hyggeligt!
Jeg bliver varm om hjertet ved tanken om at der findes mennesker uden for Danmark som gerne vil lære at tale og forstå vores lille afdeling af skandinavisk. Og ja, de findes især i området syd for grænsen. Det er almindeligt kendt at der findes danske skoler, som fx Duborgskolen. Men at ca 5000 elever på pæretyske skoler og gymnasier i det nordligste Tyskland undervises i dansk, er nyt for mig. Hvad er motivationen? Økonomi, handel eller Danmarks rolle i storpolitik? Næppe. Måske vil de gerne kunne udtale modeordet ’hygge’ rigtigt, og også udleve det. Måske føles det bare rigtigt at kunne tale sin nabos sprog. Det er en sympatisk tanke. Men faktisk ikke nogen selvfølge.
Konference på grænsen eller i centrum
I begyndelsen af maj var jeg så heldig at deltage i en konference for nabosprog med fokus på de slesvigske grænseland. Især politikere, sprogforskere, seminarie-undervisere og projektansvarlige kom til orde. Publikum var en mere broget skare; salen var fuld af mennesker som i praksis og på ret forskellig vis arbejder med kulturmødet mellem naboer. Ved siden af mig sad en flittig person som samlede viden til at skabe et studie der kan erstatte de erhvervssproglige uddannelser der er blevet nedlagt. Hun savnede nu nok nogle effektive indspark fra erhvervslivet.
I Danmark hører man ofte udsagnet om at Tyskland er vor største samhandelspartner, som begrundelse for at det er indlysende vigtigt at kende deres sprog. Dette forhold er dog asymmetrisk, så udsagnet fungerer ikke som argument for at lære dansk når man hører til længere nede i Forbundsrepublikken. Men i det nordvestligste Tyskland truer følelsen af periferi, ligesom den også gør i Sønderjylland. Ved at knytte sig til hinanden kan man måske opfatte sig mere som sit eget centrum.
Hvornår lærer man sprog
I den nordlige ende af området har Tønder Kommune bedt folkeskolerne om at begynde at lege med tysk allerede i nulte klasse. De små børn tager sprogbidderne til sig og har umiddelbart succesoplevelser med det. Sydligere begynder de tyske elever på dansk enten i de helt små klasser eller i gymnasiet. Tidlig start på sproglæring har i følge professor Elin Fredsted så stor effekt at hun i sine sprogstuderendes arbejder kan erkende om de har været i gang tidligt eller ej. Den tidlige sprogstart er vigtig, men ret skal være ret, de tyske gymnasieelever når også et pænt niveau i dansk i løbet af tre år. Man er aldrig for gammel til at lære et sprog. Det sidste står får min egen regning.
I de tyske skoler er man også obs på fordelene ved at starte tidligt og derfor er engelsk nu obligatorisk fra første klasse. Selvfølgelig skal alle være supergode til engelsk. Men det går faktisk ud over timerne til dansk og frisisk, så interessen for dansk er markant dalende. Så vi kan da sagtens allesammen kommunikere på engelsk og lade den spand mælk ligge hvor den faldt. Men er der ikke et parameter der hedder ”dejlighed”? At folk kan omgås hinanden på hinandens modersmål, forekommer mig da noget dejligere.
Frugtbarhed
Grænselandet har tydeligvis nogle lavthængende frugter i sproglig henseende. Den geografiske nærhed i sig selv er en ansporende faktor. Ifølge lektor Karen Aarøe er det dog ikke nok. De eleverne, der er i gang med at lære hinandens sprog, er ikke modvilligt indstillede over for hinanden, men de skal alligevel hjælpes til at komme i kontakt med hinanden. Her er det en hæmsko at de danske og tyske elever ikke har samme alder, når de er i gang med at lære nabosproget på grund af forskellige traditioner for uddannelsesplanlægning.
Så tidsmæssige, ressourcemæssige, lavpraktiske forhold har betydning. Heldigvis findes der ditto muligheder både for folk i og uden for grænselandet. Der er et kultursamarbejde ’kultKIT’, mellem byer i Østdanmark og syd for Femern bælt i gang. Preben Jensen fra region Syddanmark nævnte eksistensen af ikke ubetydelige Interreg-midler og så var Anne-Mette Olsen fra Regionskontoret klar til at være behjælpelig med en bus. Forhåbentlig bliver disse midler hen ad vejen aktiveret.
Konferencen var sprogligt inkluderende, der blev talt tysk og dansk i flæng. For sent opdagede jeg de nydelige herrer oppe i glasburet og forstod at de små hørebøffer var til synkronoversættelser af indlæg fra talerstolen. Det kunne have været sjovt at prøve. Og hvem ved om den service vil være relevant i fremtiden.
