Niels Chr. Sauer
Blog
Folkeskolen reduceret til regeringens kanonføde
’Ikke for skolen, men for livet’, står der i DLF’s logo. I lyset af den optrappede konflikt mellem forskerne og den samlede front mod lærerne kan det nu omskrives til: ’Ikke for skolen, men for regeringen’
Det var ingen ringere end forhenværende chef for KL’s skolekontor Jonathan Schloss, der i en opsigtsvækkende kronik betitlet ’Krigen om Skolelærernes Arbejdstid’ i KL’s eget blad ’Danske Kommuner’ 9. januar kaldte fronten mod lærerne ’den ultimative blodsed’ indgået mellem KL og regeringen. Bladets åbenbart politisk tonedøve redaktion tillod her Schloss at sætte ord på en holdning til den danske lærerstand, som man måske nok i sine sorteste stunder kunne have dele af KL og regeringen mistænkt for, men som jeg ville have forsværget, at jeg nogensinde skulle se på tryk - tilmed i KL’s eget blad. Schloss sidestillede regeringens og KL’s stålsathed over for lærerne med tyskernes under Den Anden Verdenskrig og citerede Goebbels:
’Ich frage euch: Wollt ihr den totalen Krieg? Jeg spørger jer: Vil I have den totale krig? Vil I have den om nødvendigt så altomfattende og radikal, som vi i dag kun kan begynde at gøre os forestillinger om? Så rejs jer, folk, og lad stormen bryde løs (frit oversat J. Goebbels, Sportpalastrede, 1943). Svaret fra de i offentligheden ukendte mænd i mørke jakkesæt fra Finansministeriet, Undervisningsministeriet og KL må have været et klart ja.’
Og Schloss fortsatte med - temmelig inkonsekvent – at udnævne KL og regeringen til ’De Allierede’ og DLF og fagbevægelsen til ’Aksemagterne’. Bare så ingen skal være i tvivl om, hvor sympatien ligger.
Selv om Schloss’ retorik blæser sagen ud af proportioner, bliver det tydeligere og tydeligere, at hans analogi ikke er hentet ud af den blå luft. Efterhånden som vi nærmer os målstregen for de reelt sammenkædede forhandlinger i KL og folketinget, bliver Frontens propaganda mere og mere skinger. Det er åbenlyst, at man ikke agter at vige en tomme fra de skinner, der for mindst 1½ år tilbage er lagt ud af unavngivne spindoktorer. Først skulle der ’primes’, dvs. gødes, således at den dagsorden, man vil have folk til at bide på, har let ved at slå rod i den offentlige debat. Dernæst skulle der ’frames’, dvs. iscenesættes således at debatten udviklede sig ad de ønskede veje. Endelig skulle der ’slices’, dvs. doseres, sådan at de længe forberedte historier kommer på de rigtige steder på de rigtige tidspunkter. Intet sted kommer dette tydeligere til udtryk end i mantraet om, at mere undervisning giver dygtigere elever. Gennem flere måneder lykkedes det at holde hele skolen i skak med dette forsimplede budskab. Ingen lejlighed blev forsømt til at hamre det ind i danskernes bevidsthed. Meningsmålinger designet til dets understøttelse, interviews med topfolk, kronikker og solohistorier blev fordelt i pressen med militær præcision. Og journalisterne spiste af hånden hos Fronten. Kun ganske få gjorde gældende, at mantraet var fup. At finnerne får mindst undervisning i OECD, men alligevel står som topscorere i PISA, at danskerne ligger i midten, og at chilenerne får mest undervisning og alligevel ender 20 pladser under Danmark i PISA. Disse distraherende kendsgerninger blev inddæmmet; det var jo bare partsindlæg fra lærere, der forsvarede sig selv, ikke sandt. Selv DLF havde i begyndelsen svært ved at få paraderne op, for hvad var nu det? Vi mener da vel også, at lærernes undervisning gør eleverne dygtige?
Men d. 11.december gik der hul på bylden. Som et lyn fra en klar himmel offentliggjordes de nye resultater for danske elevers færdigheder i læsning og matematik, PIRLS og TIMMS, tilvejebragt i det internationalt anerkendte IEA-regi. De placerede danske elever solidt over det globale gennemsnit, ja faktisk på en delt femteplads for læsningens vedkommende. Nu skulle man tro, at denne længe ventede, sensationelt gode nyhed ville få Frontens talsmænd m/k, vældigt optaget som de jo er af danske børns læse- og regnefærdigheder, til at juble og klappe i deres små hænder på alle tv-kanaler. Måske ville de ligefrem antyde, at krigen mod lærerne måske ikke var helt så nødvendig nu som hidtil antaget. Men det skete ikke. Hverken KL eller regeringen syntes at finde anledning til at udtrykke nogen form for begejstring endsige ros til lærerne for den fremragende indsats.
Det skyldtes den for Fronten højst ubelejlige detalje, at forskerne udtrykkeligt undsagde selve krumtappen i deres krigsretorik overfor lærerne. Ifølge forskerne viser undersøgelserne klart, at mere undervisning ikke nødvendigvis giver dygtigere elever. Demonteringen af denne bombe under Frontens taktik gik forud for alt, og sent samme aften udsendte ministeriet en noget akavet pressemeddelelse, hvori det hævdedes, at pressen havde fejlfortolket PIRLS og TIMMS. Mere undervisning fører alt andet lige til dygtigere elever, basta, og det kan man læse i selve PIRLS-rapporten, påstod ministeriet, der nok kalkulerede med, at de således beklikkede, involverede pressefolk ville blive en smule fornærmede. Men de er jo vant til lidt af hvert. Og hvad forskerne angik, nå ja, men de plejer jo at klappe i som østers, når politikerne råber lidt ad dem. Så mon ikke den gik?
Men Fronten havde gjort regning uden vært. Professor Peter Allerup, seniorforsker Jan Mejding og ph.d. Louise Rønberg ville ikke finde sig i det. De svarede igen med at anklage ministeren for at misinformere offentligheden, og i et par dage så det ud, som om Frontens damage control var ved at køre af sporet. Men Fronten havde pressen med sig. Der kom en eller anden historie ind over, det har vel handlet om en cykelrytter, prinsgemalen eller julehandlen, hvad ved jeg. Hvorom alting er, pressen fandt vigtigere ting at berette om end løgnen om grundlaget for den komplette omkalfatring af den opvoksende generations skolegang. Liberal Alliances skoleordfører kaldte ganske vist ministeren i samråd for at få hende til at dokumentere, at heldagsskoler giver dygtigere elever, men det skulle først finde sted en måned senere, og det er en evighed i politik. Ministeren kunne tørre sveden af panden.
Nu afsløres det imidlertid, at historien rumlede videre bag kulisserne. De vrede forskere krævede et møde med ministeriet om sagen og fik det. Den 19. december gav ministeriets embedsmænd forskerne, hvad de opfattede som en uforbeholden undskyldning. Forskerne ønskede at få fjernet den fejlagtige sagsfremstilling fra ministeriets hjemmeside, men det afviste ministeriet ifølge Folkeskolen med den begrundelse, at det ville ’afspore diskussionen endnu mere’. Nu var stilheden jo ved at sænke sig om sagen, og som de pæne mennesker, forskerne er, regnede de formentlig den hellige grav for velforvaret, nu da ministeriet havde udtrykt sin beklagelse, om end kun bag lukkede døre.
Men ministeren fortsatte som om intet var hændt. Hun rejste fortsat land og rige rundt med påstanden om, at Frontens reform vil resultere i dygtigere danske børn, idet de nu skal have meget mere kvalitetstid sammen med de dygtige lærere. Da samrådet i folketingets uddannelsesudvalg kom, benyttede den speedsnakkende og til lejligheden velforberedte minister mødet til at snakke al kritik ned under gulvbrædderne med 27 varianter af dette budskab. Ingen havde tilsyneladende åndsnærværelse eller mod nok til at spørge ministeren, hvordan hun ville sikre den kvalitet, som hele reformen beror på. Svaret ville simpelthen blive for pinligt. Hun kunne jo ikke så godt svare, som sandt er, at det vil hun gøre ved at tvinge det eksisterende lærerkorps til at forberede sig meget mindre, undervise meget mere og efteruddanne sig for 3000 kr. om året over de næste syv år.
Men nu havde forskerne, der havde overværet samrådet, åbenbart fået nok. De udtalte til Folkeskolen, at ministeren fortsatte sin systematiske misinformation, og efter nogen betænkningstid gik de d. 5. februar ud med en undsigelse af ministeren så stærk, at den bør give genlyd i pressen. Ministeriet på sin side løber nu fra den undskyldning, det gav forskerne d. 19. december, og Antorini, der almindeligvis taler som et vandfald, nægter at kommentere til Folkeskolen.
Så vidt så skidt. Der tegner sig billedet af en alliance, der vil have krig med lærerne uanset hvad. Lærerne skal knækkes, hedder det sig efter sigende i finansministeriet, ligesom Thatcher knækkede minearbejderne, og den skitserede reform skal gennemtrumfes, koste hvad det vil. Krumtappen i denne krig mod lærerne er det løsagtige dogme om, at mere undervisning er lig med dygtigere elever, og det skal forsvares med næb og klør, om man så skal undsige al forskning og almindelig sund fornuft. Bryder dette dogme sammen, løber krigen mod lærerne ud i sandet, og det må for alt i verden ikke ske. Denne krig skal føres igennem til den bitre ende. Ikke for skolens skyld, for i så fald ville reformskitsen naturligvis have solid forskningsmæssig forankring. Ej heller for elevernes, endsige for nationens skyld. Det hele er sat i værk af en regering på desperat udkig efter en vindersag. Skolen er her reduceret til kanonføde i kampen om magten i dette land, og her kan KL for en gangs skyld få lov til at være lidt kæphøje. Kommer de i vanskeligheder, har storebror allerede lovet at komme dem til hjælp. På langt sigt vil sejren over lærerne vise sig at være en pyrrhussejr, men hvad gør det? Tidshorisonten for denne operation rækker kun frem til næste valg, og så længe overlever den snart 200-årige patient vel nok.
De modige forskeres protester imod at blive misbrugt af Fronten er måske lyset for enden af den tunnel, der kan føre folkeskolen ud af dette mareridt. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at lyset kommer fra et modkørende tog. Det vil de næste uger og måneder vise.
