Niels Chr. Sauer
Blog
Træf et valg: 'Fleksibel' eller inkluderende skole?
Folkeskolen pålægges en umulig opgave, når man kræver, at den skal være både 'fleksibel' og inkluderende. Det er et enten eller, ikke et både og.
Det går rigtig godt med inklusionen i folkeskolen. I hvert fald når de, der bestyrer processen, selv skal sige det. Det fremgår af den nyligt udsendte rapport: ”Kommunernes omstilling til øget inklusion pr. marts 2013”, som viser, at der efter tyve års ubrudt vækst i specialundervisningen er sket et fald på 26 pct. over de sidste tre år. På direktionsgangene kan de næsten ikke få armene ned.
Fravær af specialundervisning er imidlertid ikke ensbetydende med inklusion. At være til stede i en klasse er ikke at være inkluderet. Inkluderet er barnet først, når det er en påskønnet del af klassens trygge, omsorgsfulde læringsfællesskab. I hvilken udstrækning dette er sket for de tusindvis af danske børn, der i de sidste par år er blevet ’inkluderet’, beskæftiger rapporten sig ikke med. Men et flertal af lærerne angiver, at børnene – både de ’inkluderede’ og de øvrige – i stigende grad vantrives. Nogle så meget, at det bliver et lægeligt anliggende. I størrelsesordenen 15.000 børn og unge har nu så ondt i livet, at de ikke kan klare dagligdagen uden den stærke nervemedicin Ritalin. Lærerne rapporterer om katastrofal mangel på støtte, efteruddannelse og opbakning, og der er ingen tegn i sol og måne på, at det bliver bedre. De kan tværtimod imødese endnu vanskeligere arbejdsvilkår i form af større klasser, mere undervisning og længere skoledage for børnene.
Inklusion forudsætter i sagens natur eksistensen af et fællesskab, man kan være inkluderet i. Men intet fællesskab, end ikke familiens, er betingelsesløst. For at blive inkluderet skal man kunne leve op til visse betingelser, som fællesskabet stiller. Her melder sig straks den antagelse, at de betingelser, vores fælleskab i skolen stiller til børnene, er blevet for skrappe. At den stigende eksklusion skyldes et indsnævret normalbegreb. Er tolerancetærsklen for uacceptabel opførsel blevet sænket? Vel er den ej! Se, hvad vi i dag tolererer i det offentlige rum i forhold til tidligere. Megen problemadfærd i skolen, der i min barndom ville have medført straf, koster i dag blot en løftet pegefinger. Man skal være meget langt væk fra skolens virkelighed for at kunne bilde sig selv ind, at lærerne i dag har et snævrere normalbegreb end tidligere.
Det er det stik modsatte problem, vi kæmper med. Vores fællesskaber forfalder, fordi de normer, der holder sammen på dem, er under opløsning. I børneopdragelsen i almindelighed såvel som i skolen er følgen ofte, at børn, der ryger ud af en tangent, ikke længere bliver stoppet, mens de stadig kan nås. Uoverensstemmelser, der kunne have været taklet med værdighed i opløbet, vokser aktørerne over hovedet og eksploderer i voldsomme sammenstød, og så lurer adfærdsdiagnosen lige om hjørnet: ADHD, autisme, tourette, asperger, netop de diagnoser, der har fået eksklusionen til at tage fart.
Blandt de fagprofessionelle, der arbejder med disse diagnoser, er det almindelig viden, at børn med disse diagnoser vantrives i den skole, vi har opbygget over de sidste tyve år - med et forførende udtryk ofte betegnet som den ’fleksible’ skole. Disse børn har brug for en høj grad af forudsigelighed, trygge rammer og stabile relationer til såvel klassekammerater som til lærere. Udsat for den løst strukturerede skoles mange selvstændige valg og omskiftelser mellem forskellige grupperinger på kryds og tværs, hvor spillereglerne skifter, kravene konstant omdefineres og de ydre rammer udskiftes, kan disse syndromer, som kunne have ligget latent hele livet igennem, bryde ud i lys lue. ’Skift er gift’, som skolepsykologernes formand Bjarne Nielsen siger, når han skal gøre op, hvad der skal til for at gøre almenundervisningen inkluderende i forhold til denne gruppe af børn. I hen ved tyve år har den traditionelle klasse med dens lærer, dens fag og dens faste ugeskema været hånet ned under gulvbrædderne (’ettallernes tyranni’). Lærerne er blevet punket ovenfra med krav om en mere uforudsigelig, omskiftelig og løst struktureret skole, og enhver indvending er blevet fejet af banen som udtryk for bagstræb. Men i samme periode er forekomsten af elever med socio-emotionelle diagnoser mangedoblet. En hel vagtparade af professorer og ph.d’er står efterhånden i kø for at fortælle skolen, at disse ting hænger sammen: Nordahl, Egelund, Tetler, Persson, Dyssegaard, Fisker, Klette, Damm, Vinterek, Bartholdsson. Hver især beskriver de ud fra deres vinkel, hvordan en flimrende skolehverdag skaber alvorlige vanskeligheder for inklusionen af netop de elever, som inklusionsprojektet tager sigte på. Skal de have en chance i den ’fleksible’ skole, kræver det konstant mandsopdækning, og det har samfundet ikke råd til. Det var derfor, de endte i specialundervisningen - eller på ritalin.
Det virker på denne baggrund mildest talt ugennemtænkt, når den foreslåede skolereform bebuder en skole, der er endnu mere flimrende. Hvis politikerne bag reformen havde været mindre optaget af at profilere sig selv og mere optaget af at lave en god skole på baggrund af vores viden om, hvad der virker, ville de aldrig have lavet lange, delvis improviserede skoledage, hvor skole og fritidspædagogik flyder sammen i et mylder af holddannelser under ledelse af skiftende voksne med forskellige professionelle normer.
Kære politikere: Tag nu et ansvar, og træf et valg. Ønsker I en ’fleksibel’ skole, eller ønsker I en inkluderende skole?
(Bragt som kommentar i Politiken 4.10.2013)
