Jan Thranes tegneblog
Blog
Ny læreruddannelse – almen dannelse
Om at være nogen.
”Du har giver mig lysten til at være den jeg er” lyder en strofe i det gamle One Two hit, Den Bedste Tid. Den kunne være arbejdstitlen for lærerens pædagogiske opgave, når fokus er på elevens alsidige udvikling og dannelse – det er essensen af dette indlæg.
Et intenst slutforløb i forhandlingerne om en ny læreruddannelse førte blandt andet til, at KLM-faget ikke blev afskaffet. Tværtimod – de faglige krav til faget skal skærpes, og almen dannelse skal gennemsyre læreruddannelsen, lyder det i forligsaftalen (1).
I den ny læreruddannelse skal barren – det generelle niveau – hæves, og det formuleres direkte i aftalen, at der skal stilles højere krav til både de studerende og til underviserne. Når jeg i denne tegneblog behandler dannelses-aspektet, er der ikke tale om en favorisering af det på bekostning af de øvrige elementer i læreruddannelsen.
Tegningen øverst tegnede jeg under min uddannelse til tegnelærer (ungdoms & voksneområdet) på Seminariet for Kunst og Håndværk (1988-1991). Der er tale om den fælles hovedbygning for seminariet og Kerteminde Højskole. Tegningen minder mig om en periode med fokus på faglighed og uddannelse, men mest af alt fastholder den en erindring om en tid, hvor dannelse stod særdeles stærkt. Det menneskesyn, det livssyn og det skolesyn, som blev bevidstgjort i disse år, har lige siden været en levende del af mit personlige liv og mit professionelle virke både som underviser og bladtegner. Som lærerstuderende på denne grundtvigianske højborg indså jeg, at det at drive skole først og sidst er et anliggende for hjertet. Det samme gælder for mit virke som bladtegner – uden en dyb kærlighed til mennesker og en god indlevelsesevne i forhold til de menneskelige grundvilkår bliver satire let gold og respektløs. Der er et stykke vej fra den kvalitet i faglig, kulturhistorisk, pædagogisk uddannelse og dannelse, som jeg oplevede den gang, til den tilstand på læreruddannelsen, jeg er vidne til i disse år. Jeg håber, at den ny læreruddannelse giver det løft, der lægges op til – alle fortjener det.
Det var ventet, at regeringen og forligskredsen ville stramme op på fagligheden både i linjefagene (fremover: undervisningsfag) og i de pædagogiske fag (fremover: grundfaglighed). Men at man også ville gøre noget ved den almene dannelse, havde de færreste vist set komme?
Dannelse angår og forbindes traditionelt med vores forestillinger om individets ukrænkelighed, de demokratiske rettigheder og oplysningens/uddannelsens nødvendighed . Men ”Dannelse er ikke noget, institutioner har patent på, selve livsudfoldelsen opfattes som dannende” (2). Dannelse angår altså det at være til, at træde i eksistens – at komme til sig selv (3). At blive til NOGEN – i modsætning til NOGET – i livet. Dannelse er derfor ikke et anliggende for bestemte fag i folkeskolen, men et anliggende for alle fag. Således kommer dannelsesaspektet også til udtryk på forskellig måde i de enkelte fags fagbeskrivelser. Men først og fremmest kommer dannelsestænkningen til udtryk i folkeskolens overordnede formål. Her har den tre aspekter – samlet udgør de det, der i denne sammenhæng forstås ved almen dannelse:
1. At forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre = demokratisk dannelse
2. At fremme elevens alsidige udvikling = personlig dannelse
3. At gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og historie og give dem forståelse for andre lande og kulturer = kulturel dannelse
I denne fortravlede, fragmentariske og individualiserede senmoderne tid er der fokus på selviscenesættelse. Adfærd, handlinger og præstationer står centralt – fokus er på HUMAN DOING fremfor HUMAN BEING. Skolen som fristed til i ro og mag at komme til selv – at blive nogen – er i nogen grad afløst af en stræben efter at blive til noget. Ofte overses den menneskelige VÆREN – det suveræne i at være til. Gennem handling – når vi kan noget, får anerkendelse og ros for det – styrkes SELVTILLIDEN. SELVVÆRDET derimod styrkes, når vi anerkendes for, at vi er gode nok, som vi ER. Vi skal ikke præstere, mene eller gøre noget bestemt for at blive værdsat som menneske. Dette menneskesyn ligger dybt i den danske kultur. Nogle vil hævde, at det har rod i den kristne kulturarv, hvilket er et af argumenterne for k-et i KLM-faget – andre at det har rødder i oplysningstid og humanisme. Uanset hvem eller hvad man tilskriver dets ophav, så er det sammen med de anti-autoritære holdninger og flade magtstrukturer en del af det, der forbindes med dansk/nordisk skoletradition og samfundsindretning.
Jeg vil slutte med et eksempel, som illustrerer det ovenstående. En tidligere elev, Lars, beskriver her en af sine lærere: ”Når jeg ser tilbage på min egen skoletid, så var den lærer, der virkelig betød noget, jo også den engagerede lærer – ham der mødte mig som et menneske, så mig som Lars og gav sig tid til at lytte og diskutere” (4).
Dannelse handler om betydningen af at være nogen i verden, og at kvaliteten af dette levendegøres i den respekt, hvormed vi omgås hinanden. Skolen skal være et godt sted at være og et godt sted at lære. God idé at styrke begge dimensioner i den ny læreruddannelse – i dansk/nordisk skoletradition hænger de nemlig sammen.
Denne tegneblog indgår i en serie med fokus på aktuelle emner og udfordringer i forbindelse med den ny læreruddannelse. Tidligere indlæg i denne serie:
Om praktikken:
http://www.folkeskolen.dk/515404/ny-laereruddannelse--praktikken
(1) Forligsaftalen om ny læreruddannelse kan findes på Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelsers hjemmeside:
http://fivu.dk/lovstof/politiske-aftaler/reform-af-laereruddannelsen
(2) Citatet er hentet fra omslaget på bogen: Hentig, Hartmut von, ”Dannelse”. Hans Reitzels Forlag 1998
(3) Reference til bogen: Garff, Joakim (red.), ”At komme til selv – 15 portrætter af danske dannelsestænkere”. Gads Forlag 2008
(4) Citatet er fra daværende statsminister Lars Løkke Rasmussens forord, ”Grundtvig uden filter”, i: Tulinius, B., & Morsing, O. (red.), “Hvem ringer klokkerne for? – Vartovbogen 2009/10”. Forlaget Vartov 2009
