Jan Thranes tegneblog
Blog
Undervisningsdifferentiering – JO TAK!
Mine venner er journalister, designere, filmfolk eller skuespillere. De har alle et til fælles – de kan ikke lide matematik. Det er ikke noget nyt, allerede tidligt i deres skolegang fik de et anspændt forhold til matematik. Jeg genkender samme fænomen hos flere danskstuderende på læreruddannelsen. Der er tale om begavede mennesker, der er omgængelige og ofte yderst velformulerende. Alle disse mennesker har næppe haft den samme og/eller en ond matematiklærer, men noget er gået galt eller? Noget tyder på, at de ikke er blevet præsenteret for en matematikundervisning, der matcher deres anlæg og behov.
Jeg studerer på den ordinære og nye læreruddannelse. Før sommerferien afsluttede jeg linjefag i matematik, et toårigt forløb bestående af en fællesdel og en specialisering 1-6 klasse. Hvad har jeg lært mht. undervisningsdifferentiering? Stort set intet. Konkret to gange er vi blevet bedt om at forholde en given matematikopgave til henholdvis en stærk og en svag elev. Altså graduationer i sværhedsgraden, men ABSOLUT INTET der sætter mig i stand at målrette en matematikundervisning til elever, som har behov for en læringstilgang, der ikke er traditionel matematisk. Da jeg ikke fik svar på linjefaget, søgte jeg i læringspsykologien. På egen hånd ville jeg fordybe mig i en problemstilling vedrørende sprog og (matematik-) læring herunder noget om matematiske versus sproglige intelligenser. Da jeg havde mulighed for at lade projektet indgå som et af fire eksamensoplæg i psykologi, kontaktede jeg min psykologiunderviser for at få vejledning angående litteratur. Denne kunne desværre ikke hjælpe overhovedet, da det ikke er et område vedkommende har særlig kendskab til.
”Selvom lærerne gerne vil differentiere undervisningen efter elevernes behov og formåen, formår de ikke at gøre det, lyder konklusionen i en ny evaluering fra EVA” (Folkeskolen.dk 30.05. 2011). Den samme konklusion nåede man frem til i 2004. Gad vide om nogen har overvejet om det skyldes, at lærerne ikke er/bliver uddannet til/i det?