Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Hilsen fra en klasselærer
Anna gik på læreruddannelsen for femten år siden, hun blev lærer på en meget multietnisk skole syd for fjorden, og på et facebookopslag har hun i dag gjort status over, hvad det betyder og har betyder for hende at være lærer. Allermest handler hendes status om, hvad det har betydet for de elever, hun har mødt, og det er netop her, man får glæden som lærer: Man gør en forskel for andre. Jeg har fået lov at dele uddrag fra Annas status over lærerarbejdet. Tak for det. Måske kan det give et indblik i, hvordan det også er at være lærer:
En hilsen fra et klasseværelse
Jeg husker dem jo alle: Tanja, Riisgaard, Stinne, Elmar, Anne, Julie, Cecilie, Mathias B, Lars, Morten, Lene, Jonathan, Kathrine og alle de andre lærere, jeg har mødt som lærerstuderende gennem mine nu femogtyve år som seminarielærer. Man bliver voksen i løbet af de fire års uddannelse, og det er (tak, facebook og alle sociale medier) muligt at følge de fleste i deres lærerliv. Nogle får arbejde i folkeskolen, andre i efterskolen, nogle flytter til andre landsdele (de færreste) og nogle bliver lærere i andre skoleformer. Alle steder er der brug for fagligt dygtige lærere, der kan give børn og unge lyst til at lære.
Anna gik på læreruddannelsen for femten år siden, hun blev lærer på en meget multietnisk skole syd for fjorden, og på et facebookopslag har hun i dag gjort status over, hvad det betyder og har betyder for hende at være lærer. Allermest handler hendes status om, hvad det har betydet for de elever, hun har mødt, og det er netop her, man får glæden som lærer: Man gør en forskel for andre.
Jeg har fået lov at dele uddrag fra Annas status over lærerarbejdet. Tak for det. Måske kan det give et indblik i, hvordan det også er at være lærer:
Der skulle altid forberedes undervisning: ”Jeg lavede jeg ugeplaner hver søndag. Jeg havde faktisk lavet dem fredag, inden jeg gik hjem fra skole som den sidste, når vores rengøringsmand også skulle hjem. Det var sådan en rolig fornemmelse i hovedet og en fornemmelse af velfortjent weekend. Alle lektioner var forberedt og skrevet ned, så eleverne også kunne læse, hvad vi skulle hele næste uge. Særligt fordi der var lige netop den her elev i en af klasserne, som virkelig havde brug for at tingene var meget forberedt og tilrettelagt, så tasken kunne pakkes og lektierne kunne laves og eleven også kunne være med i det samme fælleskab som de andre. Så om søndagen kiggede jeg dem igennem en sidste gang for at se, om jeg havde været for ambitiøs og ville kræve mere af eleverne end undervisningen og samværet kunne bære.”
Og så gælder det som lærer om at være i øjenhøjde med eleverne og give dem en kulturel ballast med ud i fremtiden. Det kan man kun, når man har respekt for egen kultur og samme respekt for andres: ”Jeg omskrev en Karen Blixen tekst til hverdagsdansk, fordi eleverne skulle have den med, selvom den var for svær. Så når de stødte på hende på gymnasiet, var de ligeså oplyste som de andre. Palæstinensiske, Kurdiske, Parkistanske, Somaliske. De skulle allesammen havde den kultur med sig, som gør et menneske dannet i andres øjne. Og de lærte altid om traditionelle mærkedage, når de var i kalenderen - og hvorfor de var der. Så lærte de mig om bedre bryllupsfester end de danske, tilbød mig enormt lækker mellemøstlig mad - og ja, jeg har også drukket vand fra Mekka, en elev havde med efter et familiemedlems pilgrimsrejse.
De små elever sagde, jeg var en god muslim. De store elever ønskede, jeg blev muslim. Ingen fortabelse her. Og jeg lærte bismillah, alhamdulilah, asssalam alaikum. Jeg spiste manakish om morgenen, når kolleger havde fødselsdag - og prøvede også at spise leverpostej på rugbrød og drikke kaffe til foran fastende kolleger.”
Eleverne skal jo også forberedes fagligt til den formelle afgangsprøve. Det kan man kun, hvis der er en vis motivation til at være med, og det er en stor glæde som lærer, når noget lykkes: ” Jeg lavede et afgangsprøve-emne i engelsk til én elev, der havde brug for opmuntring, og vi arbejdede med motivation som tema og læste tekster om mennesker, der kunne og gjorde på trods. Og de kunne allesammen godt lide det tema. Til afgangsprøven sagde censor, at lige netop denne elev besad stor livsvisdom, og jeg var rørt ind til knoglerne af stolthed på elevens vegne. Uanset hvad der ville ske i livet, så havde eleven det her med.”
Det er også læreren opgave at skabe et sammenhold mellem eleverne. Ingen lærer særlig meget, hvis ikke det er et trygt læringsmiljø. Det arbejder man også med som lærer, og det skriver Anna sådan om: ” Og så var der klassen, jeg lavede "gæt og grimasser" med i tre uger, fordi de ikke have et sammenhold, der kunne bære engelskundervisning. Når man ikke er tryg, kan munden ikke bevæge sig godt nok, så sproget kan ikke tales ordentligt - og den feedback, man oplever i hjernen, når man taler fremmedsprog, ville fylde så meget, at man hele tiden blokerede, fordi man ville lytte så meget til sig selv, man ikke kan kommunikere - og hukommelsen ville blokeres, så man ikke kan huske ordene. Så vi gjorde os til grin foran hinanden, med mig som foregangskvinde, og vi grinte med hinanden, fordi når alle skal igennem det samme og ængstelige, så vokser empatien og roen og sammenholdet.”
En af glæderne ved at være lærer er, at man til tider kan se, at det er lykkedes. Man kan møde en elev flere år efter, voksen og på vej i livet, og så kan man se, at noget er lykkedes. Det skriver Anna også om: ”Jeg møder dem stadig fra tid til anden. Så spørger de, om jeg stadig underviser. Og når jeg siger nej, kigger de overrasket og siger, jeg burde komme tilbage igen. En sagde til sin mor, at der kun fandtes en Anna - og sagde til sine etnisk danske klassekammerater på handelsgymnasiet, når han lærte dem grammatik fordi han var bedre end dem, at det var Anna, der havde lært ham det. En anden giver altid stort kram, og jeg skal altid lige tjekke om øjnene er tilpasse og er godt på vej i livet. En sagde, han ikke havde lært ny engelsk grammatik på gymnasiet - og jeg var helt vildt glad, for det var netop formålet med timerne: intet loft for læring og byde dem på nok og rigeligt til at det kunne strække sig langt ud i fremtiden. Mange mødte jeg efter afgangsprøven, hvor jeg havde været på barsel - og de sagde allesammen tak, fordi de havde fået så god en karakter - og jeg sagde og mente helt fra hjertet, de ikke skulle takke mig, men det hele handlede om, at de turde springe ud i at lære. Det var deres mod og villighed og disciplin - ikke min.”
Sådan kan et lærerliv være. Det bliver måske kun sådan i glimt, men det er aldrig kedeligt.
Anna, - og Tanja, Riisgaard, Stinne, Elmar, Anne, Julie, Cecilie, Mathias B, Lars, Morten, Lene, Jonathan, Kathrine og alle de andre lærere er hver dag civilisationens forkæmpere i de respektive klasselokaler.
Tak for det.
