Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Din bedstefar Vasja
Det er vigtigt, at der fortælles om de begivenheder i verdenshistorien, der aldrig skal gentages. Det er vigtigt at vide, at de totalitære systemer brugte deres magt til at underkue og knægte enhver, der ikke rettede ind. En kritisk stemme ville blive deporteret til det bundfrosne Sibirien sammen med familien. Enhver afvigelse fra magtens krav blev mødt med den totale og ansigtsløse magtudøvelse. Anna Rakhmanko og Mikkel Sommer sætter et ansigt på de deporterede rumænere. Det kunne have været litauere, moldavere, tyskere eller ethvert andet folkeslag. Her i ”Din bedstefar Vasja” er det Vasjas milde øjne, der kigger ud mod læseren fra et fotografi, der viser en ung mand med vilje til livet.
Din bedstefar Vasja
”Om natten tændte vi en petroleumslampe i vores hjørne. Vi dryssede salt på vægen, så den brændte længere og så vi kunne arbejde indtil alt var færdigt.”
Anna Rakhmanko og Mikkel Sommer har sammen lavet en graphic novel med titlen: ”Din bedstefar Vasja”. Det er en gribende og grusom historie. Anna Rakhmanko har et billede af sig selv fra året 1988, hvor hun sidder sød og smilende hos en fotograf. Anna er iklædt en ulddragt, der er lavet af hår fra bedstefaderens hund. Det er historien om hunde-ulddragten, der indleder bogen. ”Det var sådan, jeg husker min bedstefar Vasja. Med sin enorme hund og altid omringet af blomster. Han brugte det tykke hår fra hunden til at lave en ulddragt til mig.” Vasja var Annas bedstefar, han døde, da Anna var fire år, og derfor fik hun aldrig spurgt om hvorfor familien endte med at bo langt mod nord i Rusland, et sted hvor permafrosten gjorde alt svært og koldt. Senere fik Anna historien fra bedstefaderens yngre søster Ljuba, der i 2019 fortalte familiens og særligt Annas bedstefar Vasjas historie. Det hele begyndte den 12. juni 1941 i Rumænien i landsbyen Aristovka, der var under sovjetisk kontrol.
Familien og alle de andre landsbyboere bliver transporteret i kreaturtogvogne væk fra hjemegnen. Uden mad, uden toiletter, uden ret meget vand bliver de kørt gennem det meste af Østeuropa. Hen på efteråret er de havnet i Antipajuta i Tazregionen. Det er øst for Novij Port, øst for Salekhard og øst og nord for det meste. Vasja og Ljubas far dør, og deres mor er alene om at forsørge familien. De klarer sig med at strikke fiskenet, og Vasja er med på fiskeri. De må klare sig med de magre rationer. Moderen og Ljuba arbejder for nogle lokale, og: ”Som betaling gav de os kartoffelskræller, som vores mor stegte pandekager af i fiskeolie tilsat lidt klid. Jeg kan stadig smage deres bitterhed i min mund.”
Da Anden Verdenskrig slutter venter familien på, at de måske kan komme hjem, men der kommer ikke nogen tilladelse, og årene går. Vasja bliver forsørger af familien som fisker, Ljuba kommer i skole, og familien kommer til at bo i et separat to-familiers hus på mere almindelig vis end interneringsbarakkerne, de havde vænnet sig til. Her er alle nationaliteter: russere, tyskere, rumænere, tartarer, litauere og moldavere: ”Ingen var hinandens fjender – vi hjalp hinanden med alt – som en stor familie. En stor ulykkelig familie.”
Efter mange år, og først da Vasja har fået familie og fire børn, får de lov at vende hjem. Vasja vender hjem, men allerede efter et år er han tilbage i en lille sibirisk landsby Berezovo. Der var intet i hjemmet i Rumænien, der ventede på ham.
Deportation af jøder under Anden Verdenskrig er en kendt strategi fra nazisternes ønske om at få rene ariske områder. Deportation var også en af de meget brugte undertrykkelsesstrategier i det daværende Sovjetunionen. Tilbage i Vasjas hjemby blev hans forældre og deres børn deporteret som ”modrevolutionære og nationalister” eller blot som ”uønskede elementer”. Historikere mener, at der blev deporteret omkring 1,2 millioner mennesker i årene 1941- 42. Først efter Stalins død i 1954 fik de deporterede mulighed for at bevæge sig og bosætte sig mere frit.
Det er en rystende historie, der fortælles af Anna Rakhmanko og Mikkel Sommer (og Ljuba). Billederne sidst i bogen dokumenterer det skete, men det er Ljubas fortælling i Mikkel Sommers stregtegninger og Anna Rukhmankos ord, der gør det til en rystende og permafrossen fortælling.
De sultede altid: ”Vi spiste klid, og af og til gav de os tørre eller frosne kartofler. Denne kage af klid var i briketter. Først senere fandt jeg ud af, at det var kraftfoder til dyr. Vi børn huggede dem fra vores forældre. Når vi havde spist dem, pruttede vi og vores maver svulmede kraftigt op. Så ledete vi efter græs med hvide rødder, som kunne lindre mavepine.”
Det er vigtigt, at der fortælles om de begivenheder i verdenshistorien, der aldrig skal gentages. Det er vigtigt at vide, at de totalitære systemer brugte deres magt til at underkue og knægte enhver, der ikke rettede ind. En kritisk stemme ville blive deporteret til det bundfrosne Sibirien sammen med familien. Enhver afvigelse fra magtens krav blev mødt med den totale og ansigtsløse magtudøvelse. Anna Rakhmanko og Mikkel Sommer sætter et ansigt på de deporterede rumænere. Det kunne have været litauere, moldavere, tyskere eller ethvert andet folkeslag. Her i ”Din bedstefar Vasja” er det Vasjas milde øjne, der kigger ud mod læseren fra et fotografi, der viser en ung mand med vilje til livet.
De fik aldrig en forklaring på, hvorfor de blev deporteret. Sagsmappen var væk, da det endelig blev muligt at følge et spor.
Vasja og familiens fortælling giver liv til de mange, der har været ofre for ”systemmagten”. Det var ikke alle, der overlevede. Vasja og Ljuba var blandt de heldige.
